DA VI BLEV FÆRDIGE med gymnasiet sidste sommer, skulle der ske et eller andet, så vi besluttede os for at cykle fra vores hjemby, Vejle, til Athen. Vi havde prøvet at cykle sammen før, hvor vi havde været på nogle korte ture gennem Danmark, men vi havde slet ikke prøvet noget, der var i nærheden af den distance. Turen endte med at tage lidt over to måneder.

Vi var enige om, at vi godt ville have et sabbatår mere, og at det havde været helt vildt fedt at cykle tværs gennem Europa. Det tog os ikke så lang tid at beslutte, at vi skulle på endnu en cykeltur, men vi ville noget større denne gang. Turen skulle tage længere tid, vi ville se nogle steder, man ellers ikke ser.

Vi besluttede os for at cykle fra den ene ende af Asien til den anden. Fra Istanbul til Singapore.

I BEGYNDELSEN AF AUGUST fløj vi til Istanbul med vores cykler og en beskeden bagage. Her, to måneder senere, er vi nået til Kirgisistan. Vi har tasker på cyklerne, der er pakket rimeligt let: en T-shirt, skiundertøj, to par underbukser, et par shorts og kameraudstyr. Vi har ikke ret meget almindeligt tøj med, men vi bruger alligevel også det meste af vores tid i cykeltøjet, som vi prøver at vaske, så ofte vi kan. Hvis vi tager et bad i en sø, kommer det med. Det almindelige tøj må vente, til vi holder hviledage.

Vi synes, det er sjovt at cykle. Det er ikke sådan, at vi synes, det er uoverskueligt at tænke på, at vi skal cykle hver dag det næste halve år. Det glæder vi os bare til. Oftest sidder vi og snakker og hygger os, mens vi er på cyklerne. Vi er ikke løbet tør for ting at tale om endnu.

DER ER SKET EN DEL, siden vi kørte til Athen. Vi har fx fået nogle nye cykler. Nu cykler vi på gravel-cykler, der er en blanding mellem en racercykel og en mountainbike. Da vi kørte til Athen, foregik det på vores helt almindelige citybikes. Det er en meget god opgradering.

Da vi kom hjem, fik vi et arbejde, så vi kunne spare op til at finansiere turen gennem Asien. Når det så er sagt, er det meget, meget billigt at rejse rundt i Centralasien. Mad koster ingenting. Lige nu har vi hviledag, som vi har cirka hver fjortende dag, hvor vi har lejet en lejlighed, som vi har betalt 50 kroner for per mand per nat. Når vi ikke har hviledag, sover vi udenfor i telt.

VI BLIVER NØDT TIL at planlægge vores dagsetaper efter at komme forbi steder, hvor vi kan købe ind. Når man kører i bjergene eller i ørkener, kan der være langt mellem byer med civilisation. Nogle dage kan vi være helt færdige efter at have cyklet flere hundrede kilometer, men hvis vi ikke er kommet forbi et sted, hvor vi kan købe noget mad, bliver vi nødt til at cykle videre.

Vi spiser hele tiden. Det er man nødt til, når man cykler så langt. Der går ikke en time på cyklen, uden vi indtager noget chokolade eller en kiks. De sidste par uger har vi levet af brød. Vi prøver at spise en varieret kost, men det er ikke altid muligt. Når de lokale ikke spiser en varieret kost, men lever af brød, kan det være svært at gøre andet. Det, vi glæder os allermest til lige nu, er at nå Indien, så vi kan få indisk mad.

VI CYKLER I GENNEMSNIT omkring 100 kilometer hver dag. Der er dage i bjergene, hvor det bare går op ad. Der cykler vi lidt mindre. Forleden cyklede vi i nogle bjerge i Tajikistan, hvor vi var oppe i 4.000 meters højde. Det var ikke sjovt.

Det er mest, når vi er i bjergene, man for alvor kan mærke det i benene, og det bliver ubehageligt. Eller hvis der er modvind. Hvis vi kan se, at der er en dag med modvind, planlægger vi ofte efter at cykle lidt kortere.

Vi er gode til at hjælpe hinanden, for nogle dage er benene helt smadrede. Hvis der er en, der har en dårlig dag, kan vi godt finde på at spænde en elastik fast til vedkommende, så han bliver trukket.

FORDELEN VED AT CYKLE, frem for at køre bil eller flyve, er, at man oplever mere. Man får set mere af de steder, man befinder sig. Hvis man var almindelig turist her i Kirgisistan, havde man nok besøgt hovedstaden Bisjkek og ikke så meget mere. Men fordi vi cykler, ser vi landet fra ende til anden.

Den dag, vi indtil videre har cyklet længst, cyklede vi de sidste kilometer på en mørk landevej, hvor en bil stoppede op og vinkede os hen. Chaufføren kunne ikke engelsk, så han ringede til en ven, der oversatte mellem os.

Han sagde: ”Hør her, drenge, jeg har et godt sted, I kan sove", og så kom vi med ham hjem og blev vartet op og fik en masse mad og en seng med tæpper og puder. Det var den vildeste luksus på det tidspunkt. Det faldt virkeligt på et tørt sted. Alene de sidste to uger er vi blevet inviteret indenfor hos syv forskellige husstande. Folk er meget, meget gæstfrie. Når vi møder nogen, begynder det ofte med, at vi spørger dem, om vi må slå vores telt om i deres baghave, hvilket vi som regel gør ved at vise telt-emojien på en telefon. Vores sprog består af en blanding af emojis, gestikuleren og en lille smule russisk. Det sker ofte, at folk siger ja og bagefter også inviterer os indenfor i deres huse og byder på et bad og mad.

VI HAR OGSÅ været bange. Der var en nat, hvor vi slog lejr langs Pyandzh-floden, der skiller Tajikistan fra Afghanistan. Der kom to gutter og sagde, at vi ikke måtte være der. På Google Oversæt skrev de 'problem' og pegede på Afghanistan på den anden side af floden, men vi var overbeviste om, at de bare var ude efter bestikkelse, så vi insisterede på at blive, og efter en længere diskussion, gik de.

Vi gjorde os klar til at sove, da vi pludseligt fik øje på flakkende lygter, der lyste hen mod os. Vi sad musestille og håbede, at lygterne ville forsvinde igen, men det gjorde de ikke. De kom tættere på. Snart kunne vi også høre stemmer, og lyset blev stærkere, mens råbene blev tydeligere, og pludseligt var de helt henne ved os: tre soldater i uniform, den ene med en AK-47 over skulderen, stod og kiggede på os. I midten stod ham, der tidligere havde sagt til os, at vi skulle flytte os, og gentog sin besked: ”Not possible.”

Soldaterne sagde, at vi skulle pakke vores ting sammen, så det gjorde vi i alt hast og cyklede til den nærmeste landsby, hvor de havde forklaret os, at vi uden problemer kunne slå vores telt op. Vi fandt senere ud af, at det var grænsepoliti fra Tajikistan, og at grunden til, de ikke ville have, vi sov der, var fordi de var utrygge på vores vegne, da de syntes, vi var for tæt på Taliban.

EFTER PLANEN når vi slutdestinationen, Singapore, i en af forårsmånederne. Når vi kommer i mål, har vi bogstaveligt talt cyklet fra den ene ende af Asien til den anden. Der er blevet luftet en ide om at cykle fra Argentinas top til sydspidsen af Sydamerika i fremtiden. Men nu må vi se. Lige nu er fokus på Singapore.

Meget af vores tid væk fra cyklerne bruger vi på at opdatere vores Instagram. Vi har en fælles Instagramkonto, der er dedikeret til turen. Den hedder @verdenpaastorklinge.