Livet bliver lettere, når man slipper for at vælge.
Det fandt jeg ud af for nylig, da jeg spiste frokost med en god bekendt. Over en pizza gjorde vi status over sommeren og blev enige om grunden til, at det er så rart at være langt væk fra den vante trummerum:
Lykken ligger i fraværet af ting, man kan lave. I sommerlandet hersker der er enkelhed, der er enormt besnærende. Min bekendte fortalte om deres ferie på Anholt, hvor han havde gjort en sjov betragtning: Meget på Anholt er i ental. Havnen. Købmanden. Fiskehandleren. Taxaen. Og så videre.
Og at den ekstreme enkelhed – at der vitterligt kun findes én af hver – er enormt afslappende. Valget allerede er taget. Du skal ikke bekymre dig om, om du skal vælge A eller B, gå til højre eller venstre. Valgmulighederne glimrer ved deres fravær.
Livet i byen er et overflødighedshorn af fristelser, alene tanken om alt det, man kan foretage sig bare ved at forlade sin lejlighed og gå ned på gaden, gør en udmattet. Vil jeg købe ind, har jeg indenfor fem minutter seks-syv supermarkeder. Blomster? Tre muligheder inden for 300 meter. Spisesteder? Don’t get me started.
Jeg ved det: Det er enormt privilegeret at bo et sted, hvor mulighederne byder sig til, og jeg er meget bevidst om, at det ikke forholder sig sådan i hele landet, men det er også en omstændighed, der får det hele til at sande til.
I medicinsk forskning taler man om decision fatigue, eller på dansk beslutningstræthed: at ens evne til at beslutte noget bliver ringere og ringere i løbet af en dag, hvor man konstant kan eller skal vælge.
Jeg læste engang, at forældre i børnefamilier allerede inden de går ud ad døren om morgenen har taget så mange beslutninger, på vegne af både dem selv, deres partner og ikke mindst deres børn, at det bør være nok for en hel dag.
Det er intet under, at man kan vakle lidt i beslutsomheden omkring aftensmad, når man i flok med ligesindede vindbøjtler står i Irma klokken 17.45 og prøver at huske, hvem der kan lide fennikel, og om det egentlig er okay at servere pasta for tredje dag i træk.
Jeg kan godt lide ideen om, at alle ting har en funktion, og at man har én af hver. Den samme kaffekop, det samme par sko, den samme skjorte. Åbner jeg vores køkkenskuffe, har vi nok 12 køkkenknive, men sandheden er vel, at jeg bruger én køkkenkniv til 90 procent af madlavningen.
Hvem er det, jeg snyder, når jeg siger til mig selv, at det er godt at have et arsenal af tøj, udstyr og grej? Jeg husker et afsnit af ’Spise med Price’, hvor James og Adam konkurrerede om at have flest maskiner til madlavning. Jeg bliver træt alene ved tanken. Det sander til.
Ideen om det enkle liv på Anholt, hvor én købmand, én iskiosk og én fiskehandler er alt rigeligt, er fascinerende. Er jeg ved at blive ældre? Absolut. Men med alderen kommer også en erkendelse af den overflod, jeg egentlig ikke har behov for. Livet handler om at skære ind. Ikke for at nøjes, men for at finde det enkelte. Stillness is the key.
