EFTER EM-SEMIFINALEN i 2021 mellem Danmark og England, sad jeg i corona-karantæne i London, da jeg fik et opkald fra et skandinavisk rekrutteringsfirma. De havde fået til opgave at hjælpe en klub i Sydafrika med at finde en sportsdirektør. De kendte mig fra mit arbejde i DBU og talentspejderarbejdet, jeg tidligere har lavet i blandt andet Chelsea og Brøndby, og syntes, at min profil passede godt til den stilling.

Jeg lo lidt, fordi det lød langt ude og umiddelbart ikke som noget for mig. Men da jeg alligevel sad i karantæne, kunne jeg lige så godt se stillingsbeskrivelsen og lave noget research på klubben, Mamelodi Sundowns. Det er Sydafrikas mest vindende klub, og nu havde holdet ambitioner om at blive Afrikas største fodboldhold. Potentialet var stort og uforløst.

Jeg var talentchef i DBU, og selvom jeg var glad for jobbet, var jeg åben for at se, hvor den sydafrikanske interesse bar henad. Et par måneder senere blev jeg inviteret til Sydafrika i tre dage, så vi kunne se hinanden an. Jeg fortalte DBU’s fodbolddirektør, Peter Møller, om henvendelsen og sagde, at jeg gerne ville afsted. Han gav grønt lys, og da jeg kom hjem derfra, havde jeg følelsen af, at det var det, jeg skulle.

I JANUAR 2022 BEGYNDTE VI på kontraktforhandlingerne. Jeg fortalte klubben tidligt i forløbet, at en betingelse var, at jeg skulle have min familie med. Det betød meget for dem, for afrikansk fodbold har tidligere haft en del europæiske lykkeriddere, der tog derned, tjente en skilling og rejste hjem igen efter et år.

Jeg tog min hustru med til Pretoria, og sammen så vi det hele an, så vi kunne vurdere, om det her var den rigtige beslutning for os og vores to børn, der dengang var otte og 11 år. Det vurderede vi, det var, så da børnene havde færdiggjort deres skoleår, solgte vi alt, hvad vi ejede i Danmark og flyttede derned.