Sidst var det Marni, før det Versace og Lanvin. H&M's samarbejds-kollektioner med nogle af modens sværvægtere er efterhånden et af sæsonens højdepunkter. Spændingen er også stor her til efteråret, når H&M sammen med ingen andre end Maison Martin Margiela lancerer en fælles kollektion.

Britisk GQ har sammen med et mindre interview lagt et par billeder ud på nettet af den kommende kollektion. Der er tale om polaroider i ikke helt skarp kvalitet, men de afslører alligevel elementer, der er værd at glæde sig til. Der er både en lang, dobbeltradet frakke i sandfarve, denim i blandede nuancer af blå, en sort eller navyblå parkajakke, og så har Margiela naturligvis også et par elementer med i hvid. Det ser lovende ud.



I interviewet, som GQ har publiceret fra det trykte magasin, udtaler en unavngiven kilde fra Maison Martin Margiela sig om samarbejdet. Han eller hun glæder sig, at flere kan få adgang til modehusets produktioner og understreger, at de tror på demokrati frem for eksklusivitet. Eller for at skære det ud i pap: Our designs will now be available to those who can't afford our mainline collection. With this collaboration, some of our most iconic archive pieces can become modern classics."

Udgangspunktet for kollektionen er nogle af Maison Martin Margielas nøgleelementer fra deres herrekollektioner gennem tiden. Maison Martin Margiela begyndte at lave menswear i 1998. Modehuset blev grundlagt af belgiske Martin Margiela, men har til huse i Paris - uden Martin Margiela, som forlod foretagendet i 2009. Allerede i 2002, da mærket blev købt af italienske Diesel, blev det insinueret at Martin Margiela overvejede at trække sig helt fra branchen. Han har kun meget få gange vist sig offentligt, hvilket ikke just har gjort mærket mindre populært.

Maison Martin Margiela x H&M bliver sat til salg i H&M's butikker 15. november 2012. Læs mere om samarbejdet i den nye udgave af Euroman

Læs hele interviewet fra GQ her.

LÆS OGSÅ Nye gamle støvler: Wolverine x Filson