JEG SER ’Stormester’.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det.

Jeg synes ikke, det er godt.

Jeg bryder mig sjældent for alvor om mere end halvdelen af dem, der er med.

Jeg bryder mig navnlig ikke om programmets to konsekvente enheder: programmets vært, den pseudo-intellektuelle Lasse Rimmer, der ufortrødent kommer med den samme, gamle vittighed om Mark le Fêvres efternavn. En vittighed, der desuden (om muligt) er endnu mindre sjov, end hvad Lasse Rimmer almindeligvis er. Og så er der Mark le Fêvre, hjælperen, som der i princippet ikke er noget som helst galt med. Hans egentlige problem består i, at han ikke tør sige Lasse Rimmer imod og få sat en stopper for den grotesk dårlige og faktisk også ekstremt irriterende samt forvrænget selvhøjtidelige ”humor”, programmets vært er garant for (her snakker jeg specifikt om den skideirriterende føromtalte vittighed om ’le Fêvre’-efternavnet).

JEG HAR ET HÅB OM, at mange af jer, modsat mig, ikke ved, hvad ’Stormester’ går ud på.

Det er et underholdningsprogram, der har kørt på TV 2 siden 2018. I hver sæson deltager fem kendte danskere, der skal udføre en række opgaver. Det handler så selvfølgelig om at få flest point for opgaverne.

Opgaverne er altid sådan noget med at drikke et glas saftevand hurtigst uden på noget tidspunkt at lukke munden. Eller at gå længst tid uden at blinke.

Programmet virker som Underholdningsdanmarks korteste vej til stjernestatus. Man vil med rette kunne argumentere for, at det var her, både Heino Hansen og Jonas Mogensen fik deres folkelige gennembrud, for slet ikke at snakke om Tobias Rahim.

DET HELE GIK GALT for mig, dengang Tobias Rahim var med.

Jeg tænkte programmet som et, der var forbeholdt dem med Dialægt-plakater hængende i stuerne, og jeg havde desuden en regel om kun at se ét familien Danmark-program om ugen (hvilket var ’Den store bagedyst’ på dette tidspunkt). Men da jeg ligesom alle andre kvinder i start-20’erne godt kan lide Tobias Rahim, gjorde jeg en undtagelse. Jeg behøvede vel at mærke ikke at fortælle nogen, hvad det var, jeg gav mig til lørdag formiddag efter lørdag formiddag, mens jeg lå tømmermændsramt i min seng.

Planen var, at jeg ville se den sæson, og så var det det, for jeg så det jo kun, fordi Tobias Rahim var med. Men som ugerne gik, begyndte de syv dage, der gik mellem episoderne at føles … lange.

Som det gælder med alting måtte det komme til en ende. Sæsonen sluttede, og jeg vidste, at det var godt for mig. Jeg kunne begynde at bruge mine lørdage formiddage på noget mere konstruktivt. Men det skete selvfølgelig ikke. Det, der derimod skete, var, at jeg fandt ud af, at den sæson, jeg lige havde set, var sæson fem, hvilket altså betød, at der fandtes fire andre sæsoner.

Det er mange sæsoner, men året var også 2021, og jeg gik på en videregående uddannelse, hvilket betød, at jeg havde al tid i verden, og derfor havde jeg tid til at se ’Stormester’ hver dag. Det er bare begrænset, hvor lang tid der går, før man har set fire sæsoner, der består af otte afsnit, der varer 60 minutter, ja, det giver jo kun 32 timer, hvilket vil sige, at der vist gik et par uger, og så var det ude af verden. Og så kunne jeg jo passende gense sæsonen med Tobias Rahim.

Nu til dags har jeg ikke helt det samme antal fritimer at rykke med. Jeg er dybt inde i hamsterhjulet. Jeg arbejder, jeg løber, jeg laver aftensmad, jeg læser, jeg stopper med at læse, jeg åbner min computer…

Alt andet fyld har jeg skåret ud af mit liv. Jeg er stoppet med at se ’Paradise Hotel’, ligesom jeg heller ikke længere ser ’Den store bagedyst’. Det eneste, jeg har tilbage i mit liv, der giver mig absolut ingenting, er ’Stormester’.

DET HAR LÆNGE VÆRET NOGET, jeg har haft for mig selv. Min lille hemmelighed, der har været relativ nem at holde. Når nogen nævnte Jesper Ole Feit Andersen, var jeg den første til at udbryde: ”Hvem?!”

Der har været øjeblikke, hvor jeg har været lige ved at afsløre det. For nylig skrev min kollega Magnus Fuglsang Søgaard en artikel om, at vi måske burde vaske os bagi i stedet for at bruge toiletpapir, når vi har lavet nummer to. Til artiklen ledte han efter en person med stærke holdninger til emnet.

Sådan en person kendte jeg til. I sæson syv af ’Stormester’ deltog Hadi Ka-koush, der flere gange undervejs gik til angreb på danskernes toiletpapirvaner.

Jeg stod med et valg. Jeg kunne indrømme, at jeg så ’Stormester’, men samtidig hjælpe min kollega. Eller jeg kunne lade som ingenting.

Jeg gjorde noget tredje.

”Jeg hørte fra nogen, at ham der Hadi Ka-koush deltog i ’Stormester’ og var ret stor fortaler for det…”

Af mirakuløse årsager så min kollega ikke lige igennem mig. Det kan skyldes, at programmet ofte har været oppe at vende herinde på redaktionen. Over frokosten, over redaktionsmøder og over skrivebordsnakke er det flere gange hændt, at samtalen har taget sådan en drejning, at nogen har endt med at eksklamere: ”Jeg forstår ikke, hvorfor folk ser ’Stormester’.”

Det er et udsagn, jeg tavst har erklæret mig enig i. Jeg forstår jo heller ikke, hvorfor jeg ser det.

Mange måneder skulle der gå, før jeg endelig afslørede min hemmelighed over for mine kollegaer.

HER FORLEDEN KOM JEG HJEM klokken 22 og havde lyst til at se ’Meet Joe Black’. Til min meget ubehagelige overraskelse viste det sig dog, at den er tre timer lang, hvorfor jeg måtte finde noget andet at se.

Hvad gjorde jeg så?

Jeg så ’Stormester’.

Jeg grinede ikke på noget tidspunkt.

Jeg så det hele færdigt.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det. Der er ingen logisk årsag til at se ’Stormester’, man får absolut ingenting ud af det. Jovel, man kan slukke sin hjerne imens, men det kan man jo til så meget efterhånden, fx til ’Curb Your Enthusiasm’, der i det mindste ikke ligefrem modarbejder ens humoristiske sans.

Dengang jeg så ’Paradise Hotel’, kunne jeg trods alt argumentere for, at der var noget interessant i at se, hvordan deltagerne reagerede på situationer ud fra et psykologisk perspektiv. Sådan noget er der intet af i ’Stormester’. I ’Stormester’ handler det om at få en lang pæl gennem en bane, og så, hvis deltagerne ikke er helt dumme, tænker de: ”Jamen, der står jo ikke hvilken bane!” og så klapper alle, mens Lasse Rimmer ruller med øjnene.

På lørdag, når der kommer en ny episode, vil jeg se det igen, og der vil jeg heller ikke grine, og jeg vil endnu engang tage mine høretelefoner i og lukke døren, så ingen vil opdage, hvad det er, jeg har gang i. Og jeg vil kunne lide det.