HVIS DER ER NOGET, Jørgen Leth har inspireret mig til, er det at møde verden med sanserne slået ud.
Siden han som ung besluttede sig for at rejse ud og skrive hjem om det, han oplevede, har han gjort det til sit adelsmærke at have kloden som sin arbejdsplads. Han er en af de få danskere, man med rette kan betegne som verdensborger, fordi han har haft og stadig har hjemme mange steder.
Jeg har tit Jørgen Leth med mig, når jeg selv rejser, fordi han så rigt har beskrevet sit liv på farten: om at flyve, om at pakke sin kuffert, om at spise, om troperegn, om hoteller, om fremmede kulturer, om kvinder.
Jeg tænker over hans tekster og udgivelser, når jeg ankommer til et nyt sted, fordi jeg bilder mig ind, at jeg på samme måde som ham kan blive næret af det sansebombardement, man altid får i den situation.
I Euroman gav han for snart 15 år siden et lille interview om kunsten at sidde alene i en bar, og det tænker jeg på hver eneste gang, jeg er ude at rejse, og når jeg spiser eller drikker kaffe eller får en øl for mig selv.
’All countries look just like the moving pictures’, skrev Ernest Hemingway i ’The Sun Also Rises’ (1926), og når jeg selv rejser, søger jeg de oplevelser, der mejsler sig ind i min hukommelse, som var det en film, jeg kan tage frem og afspille igen og igen.
Jeg har lært, at mad altid er en nøgle til at åbne et lands kultur op, og at taxachauffører, receptionister og tjenere elsker at fortælle om deres land og deres by. Jeg ved, at en løbetur straks efter ankomst er den bedste måde at kalibrere sit indre kompas på. Jeg har erfaret, at alle mennesker gerne vil tale, gerne vil hjælpe, og at næsten ingen vil snyde dig.
Jørgen Leth er oppe i årene. Det ved han godt, og det piner ham, for det lægger nogle naturlige begrænsninger på hans muligheder for at bevæge sig rundt i verden. Men hans rejsetrang er intakt, det samme er nysgerrigheden, og det er både livgivende at læse dels om hans lange liv med rejser, dels om hans ukuelige drivkraft, der gør, at han stadig arbejder og stadig vil til Haiti.
Tak for at læse med og god fornøjelse med Euroman.
Kristoffer Dahy Ernst
Chefredaktør
