DET DER MED AT blive voksen er en svær akt. Det er ikke ligesom at følge en opskrift på en banankage, hvor man helt nøjagtigt står og udmåler alle de satans ingredienser, og man så på et tidspunkt, når den har bagt i et stykke tid, kan stikke en nål ned i den og forsøge at afgøre, om den er der eller ej.
Indimellem træder der selvfølgelig nogle pejlingspunkter frem for én, som er relativt ligetil at få øje på. For eksempel føler jeg mig ikke vildt ungdommelig, når jeg i toget sidder ved siden af en yngre person, der hænger helt udklattet ned i sin telefon og scroller forbi en million sindssyge videoer på TikTok og ligner en koalabjørn, der er blevet lokalbedøvet i ansigtet.
Men det er nok nærmere en ydre omstændighed. At blive voksen er som bekendt ikke noget, der bare indtræffer, når man har været til stede længe nok. Og jeg kan i hvert fald konstatere, at jeg her på mit snart 30. år endnu ikke render og føler mig overrumplet af ansvarsfuldhed og pålidelighed.
UNDER PANDEMIEN FOR TRE år siden var der ellers optræk til en eller anden form for modning. Ud over at det selvfølgelig var en historisk aparte situation, der udspillede sig verden over, var min egen tilværelse virkelig ikke tynget af nogen tung aktivitet.
Det betød, at jeg begyndte at gå i seng på et nogenlunde fast tidspunkt, vækkeuret indstillede jeg til et par timer tidligere, end det egentlig var nødvendigt, sådan at jeg kunne starte dagen med at læse skønlitteratur, og jeg så ’Vilde vidunderlige Danmark’ og holdt øje med musvågen, der svævede ude over brakmarken, og de rådyr, der trissede rundt i morgengryet. Ja, dæleme om jeg ikke også, nu hvor jeg tænker tilbage, opdyrkede en helt tilforladelig arbejdsdisciplin.
Nå, men så lettede pandemien langsomt fra vores samfund, hvilket måske ikke vildt overraskende førte det med sig, at min modnende udvikling blev sat på prøve; det var pludselig ikke så let at holde de gode takter kørende, nu hvor den gamle verden lukkede op igen, selv om jeg altså virkelig forsøgte.
Og var jeg stadig i tvivl om, i hvilken retning jeg bevægede mig, var jeg det ikke længere, da jeg dagen efter en moderat hård druktur – det var en ret fin og solskinsfyldt forårslørdag, faktisk– sked i bukserne lige ved siden af pølsemanden på Lille Torv i Aarhus.
NU ARBEJDER JEG FREELANCE, hvilket blandt andet betyder, at jeg selv skal sørge for at lægge lidt til side en gang imellem, således at jeg også har noget at aflevere ved Skat, og det er tilsyneladende lettere tænkt end gjort. Sidste år var det samlet set ikke helt nok, det jeg havde fået lagt til side, så nu skylder jeg en smule til kassen, og det er måske isoleret set ikke en fuldbyrdet katastrofe, men et uoverstigeligt bjerg af skattegæld må vel rejse sig et sted fra.
Og somme tider glemmer jeg at fakturere for alt mit dødhårde arbejde, og så må jeg bede min mor om penge for ikke at gå i minus for hundredeattende gang, for det har jeg fået at vide af en rigtigt voksen kollega med børn og hus og det hele, virkelig ikke er godt for min score nede i banken.
NOGET ANDET, JEG døjer godt og grundigt med, og som virkelig ikke er særligt voksent, er, at jeg altid skvatter i søvn, når jeg ved hjemkomst fra en drikfældig sammenkomst ude i byen lægger mig i sofaen for at spise den junkmad, som jeg også har smerteligt svært ved ikke absolut at skulle købe på vejen hjem.
Midt om natten vågner min kæreste så og kan ikke forstå, hvorfor jeg ikke er kommet hjem endnu, det er jo for katten da en tirsdag, og nede i sofaen ligger jeg så med en halv cheesetop, der er rullet ned i navlen, mens ’Curb Your Enthusiasm’ brager derudad på fjernsynet.
Derfor er jeg nu begyndt at sætte mig i en stol, når jeg kommer hjem med mit traktement, men sørme om systemet ikke også dér har det med at gå i resolut dvale.
OG SÅ SMIDER JEG også alt muligt væk hele tiden. I skrivende stund har jeg inden for en måned mistet et par Wayfarers (en gave), et sæt AirPods (en gave) og min husnøgle, og i morges kunne jeg ikke finde den nøglebrik, jeg skal bruge til at komme ind på kontoret.
Det minder mig om dengang, jeg var på tur til Bornholm med min folkeskoleklasse. På færgen derover fik jeg skubbet min klassekammerat Brians vistnok ikke helt billige briller i havet, og det skrev jeg hjem og informerede min mor om. Dagen efter glemte jeg min pung og alle mine kontanter i en bus, og det ringede jeg hjem og informerede min mor om, så hun ligesom kunne sige god for en kredit hos min lærer. Og dagen efter tabte jeg så min mobil i vandet nede ved havnen i Gudhjem, og så ringede jeg hjem fra min lærers telefon.
Men det var på sin vis okay, jeg var 11 år gammel og uskyldig som bladpersille, og det er jeg ikke længere.
HER FORLEDEN SMELTEDE de her to dårligdomme så sammen: Jeg vågnede op i sofaen (det var så faktisk før, at jeg ændrede praksis), og jeg kunne konstatere, at jeg kun var nået halvvejs i den menu, jeg havde købt med hjem. En hel burger lå stadigvæk nede i posen, og fordelt ud over min krop lå indholdet af en burger, jeg kun var nået halvvejs igennem.
Det er ikke en position, man – selv i ens eget private hjem – ønsker at befinde sig i særligt længe, så jeg begyndte at samle bollen, salatbladene, og hvad der ellers lå rundt omkring. Det viste sig nu, at jeg åbenbart havde evnet at rulle rundt i stadset, hvorfor der også lå rester under min ryg.
Og det var så her – mens jeg fiskede fedtede strimler salat op fra mellem sofapuderne – at jeg nede mellem to af hynderne fandt en sølvring, jeg havde fået af min familie i gave, da jeg var blevet færdiguddannet som journalist, og som jeg troede, jeg havde mistet. (Den er nu væk igen. På en karaokebar. (Tror jeg)).
NÅ, I SIDSTE UGE passede min kæreste og jeg så min søsters to børn på tre og seks, mens min søster og hendes mand var til koncert. Jeg havde lovet min niece (det er hende på seks), at vi skulle have blandselvslik, så vi gik en tur over i den nærmeste butik alle fire.
Det tog vel ikke mere end syv minutter alt i alt, før vi var ude igen, men jeg nåede både at blive helt svedig på ryggen og en lille smule kort for hovedet, fordi nevøen på tre hele tiden ville have sine uvaskede grabber ned i slikkasserne, og det går jo ikke, og så ville han pludselig have noget andet, end det vi havde betalt for, og slikdamen bag disken kunne ikke tage imod beløb under 10 kroner, og så begyndte han selvfølgelig også at græde, nevøen.
Og derhjemme satte vi så ’Frost’ på, og ikke engang halvvejs i filmen faldt mine øjne sammen, og da jeg slog dem op igen 10 minutter senere, sad min niece bare og kiggede på mig. Hun sagde ikke noget, hun kiggede bare forundret på det store fjols ved sin side.
Hold kæft, det var hårdt, mand.
