Jeg har altid været samfundskritiker. Mere end jeg har været en sjov person, men heldigvis kan de to ting forenes. Jeg er utilfreds med rigtigt meget – næsten alt – og jeg kan altid finde en vinkel på, hvorfor noget er forkert eller forkasteligt.

Jeg får tit skudt i skoene, at jeg er vildt ironisk, men det er jeg faktisk ikke altid. Jeg tror, det er mit tonefald. Hvis jeg fx sagde, at min mor havde fået kræft, så er der stor chance for, at folk ville begynde at grine, fordi de tror, det er en joke. Så skal man ind i en meget akavet proces, hvor man skal forklare folk, at det faktisk er dybt seriøst. Folk bliver kede af, at de grinte, og så må jeg sige, at det er fint nok, for man må jo grine af alting, også selvom det måske ikke var en joke.

Det sted, hvor man ikke ved, om man skal grine eller græde, og hvor det er rigtig sjovt og rigtig tragisk, er for mig det mest spændende. Det hjerteskærende. Det er der ikke et særlig godt sprog for i Danmark. Enten er vi ovre i ’Klassefesten’ eller ovre i ’Kollison’. Man kan sagtens kommunikere alvorlige ting gennem humor. Måske lytter folk også mere, når det hele ikke bliver så køkkenvask-realistisk.

Jeg startede på Radio24syv for fire år siden, da de søgte praktikanter til Den Korte Radioavis. Til optagelsesprøven blev jeg placeret på redaktionen og skulle skrive falske nyheder til Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, mens en almindelig arbejdsdag blev simuleret omkring en. Fx blev jeg afbrudt af Mikael Bertelsen, som kom ind og fortalte en vildt lang anekdote om et eller andet tilfældigt. Jeg stod over for valget, om jeg skulle lytte til ham, fordi han måske ville blive min chef, eller om jeg bare skulle skrive videre. Jeg skrev videre.

DSCF9335.jpg

Bluse Baum und Pferdgarten til 1.399 kr. Bukser Baum und Pferdgarten til 1.499 kr.