Drinks: En verden af sublime smagsoplevelser

Indtil for ganske nylig var det givet på forhånd: Drengehygge var lig med øl – og gerne i litervis. Men nu blæser der nye vinde i de maskuline fællesskaber, og Carlsberg, Harboe og Royal har fået selskab af Negroni, Tom Collins og Espresso Martini.

Drinks og cocktails er allestedsnærværende – i klubber og i køkkener landet over og ikke mindst her på siden, hvor vi byder indenfor i en forunderlig verden af alkoholiske drikke. Velkommen til.  

vis
mere

Old Fashioned, Manhattan, Daiquiri og Whiskey Sour.

Listen over ikoniske drinks er lang, og hver dag arbejder håbefulde bartendere verden over på at forlænge den yderligere. Og der er ikke noget at sige til det. Anerkendelsen og prestigen der kommer med en ”all time classic” er i sig selv overvældende – for slet ikke at tale om beruselsen ved tanken om, at kvinder og mænd på tværs af sprog og kulturer ihærdigt forsøget at gengive den drink, der har netop dit navn på sig.

Selvfølgelig kan vi sætte os i de håbefulde bartenderes sted. Og selvfølgelig har mange af os et håb om, at vi i en kombination af held og utallige finjusteringer selv kan frembringe en drink, der vil blive husket.

Men for at nå dertil må vi begynde et sted. Og hvorfor ikke starte ved roden? Ved de utallige typer af spiritus, der alt andet end lige udgør hovedstammen i enhver rigtig drink. Og vi kan lige så godt røbe det med det samme: Opgaven her er en øvelse i at navigere og udvælge – intet andet end det. Navigation og udvælgelse.

Optimalt set havde vi selvfølgelig en liste at arbejde ud fra – et sæt retningslinjer for, hvordan man sammensætter den perfekte hjemmebar – men som med så meget andet godt her i livet er der ingen regler, intet facit vi kan læne os op ad i bestræbelserne på det komplette barskab. Selvfølgelig er der nogle basale flasker, remedier og værktøjer, der er gavnlige at have ved hånden, men når alt kommer til alt, er det dine smagspræferencer der bør diktere, hvad barskabet skal indeholde.

Du kan derfor med fordel stille dig selv følgende spørgsmål:

Hvad kan jeg li’ at drikke?

Er der bestemte typer af spiritus, du sætter særligt pris på? Eller specifikke smagskombinationer, der gør noget særligt for dig? Er det tilfældet, har du et godt udgangspunkt. Har du derimod ingen præferencer, vil en række barbesøg være oplagt. Hér har du mulighed for at smage dig frem i en forunderlig og skøn verden – ovenikøbet under (forhåbentlig) kyndig vejledning.

Hér kan det være en god ide at skrive ned, hvad det er ved de forskellige drinks og spiritusser, du kan li’. På den måde får du nemmere ved at lokalisere nyt, kvalificeret indhold til dit barskab. Vær desuden opmærksom på, hvilke regioner de forskellige spiritusser kommer fra. Hver region vil typisk ha’ sit helt eget særpræg – tænk bare på skotsk whisky og caribisk rom.

Hvilken type hjemmebar vil jeg gerne ha’?

Skal barskabet byde på en imponerende samling af sjældne whiskyer, eller går du efter at kunne imponere med Margaritas til dine venner og bekendte? Begge discipliner er attråværdige, men de definerer på hver sin måde indholdet i din hjemmebar. Undersøg desuden, hvilket udstyr du har brug for, for at kunne nå i mål med dine drinks. Shaker, mixer-glas, barske og strainer er formentlig et must, men måske ikke tilstrækkeligt i forhold til dine mål.

Sådan shiner du som bartender

Har du først fået styr på dit barskab venter det hårde arbejde. Det er nu, der skal eksperimenteres og kreeres. Et tip herfra er at lægge ud med klassikerne, der på papiret måske kan virke simple, men som i virkeligheden er alt andet end det. Sidder både Negroni, Old Fashioned og Whiskey Sour lige i skabet, har du smagsbalancerne på plads – det er noget af en præstation, så sæt endelig god tid af til projektet.

Herfra kan du med selvtillid og solidt overskud kaste dig over de tusindvis af øvrige drinks derude. Og lad os lige gennemgå et par af de mest bemærkelsesværdige her:

Manhattan – en klassiker med stort K og en af de ældste cocktail-kreationer, der stadig serveres den dag i dag. Oprindeligt blev Manhattan lavet på rye whisky (amerikansk whisky fremstillet af rug), men efterhånden har Bourbon whisky overtaget hovedrollen. Det helt særlige ved Manhattan er tilstedeværelsen af bitter – typisk i form af Angostura – der i den rette mængde løfter den meget potente klassiker til uanede højder. En stærk og uforglemmelig cocktail.

Daiquiri  – som udgangspunkt en simpel drink med blot tre ingredienser. Klassikeren kommer dog efterhånden i et væld af varianter, men her holder vi os til den originale, der repræsenterer den perfekte balance mellem sødt og bittert. 6 cl god, lys rom, saften af en halv lime og en teskefuld flydende rørsukker shakes sammen med is og serveres i et cocktailglas. Velbekomme!

Mint Julep – en forfriskende Bourbon-baseret drink, der i dag er synonym med det amerikanske hestevæddeløb Kentucky Derby. I det 18. århundrede var Mint Julep imidlertid et vink med en vognstang om, at den glade giver var ved muffen – primært fordi drinken var lavet med is, der bestemt ikke var alle forundt på det tidspunkt. Samtidigt blev den traditionelt serveret i et sølvkrus, der på ingen måde var en gængs vare blandt det arbejdende folk.

Kombinationen af frisk mynte og bourbon er ikke til at stå for, og selvom Mint Julep nærmest er indbegrebet af sol og sommer, kan den snildt nydes året rundt.

Se, hvad vi ellers skriver om: Cocktail, Opskrifter, Nytår, Øl, Forret, Gin og Champagne