Helena Christensen
Foto: Oscar Meyer

En kvinde vi kan li': Helena Christensen

Helena Christensen er lavet af 50 procent peruviansk passion og 50 procent dansk tempereret kystklima. Euroman taler med hende om den evige forskel mellem kønnene, ’underlige’ Tinder og om at tænke, ’fuck, mand, far og mor havde sgu ret!’

Jeg er halvt peruviansk efter min mor og halvt dansk efter min far og føler mig fuldstændig halvt af hver. Min mor er så meget Peru. Hos hende kommer alle følelserne ud med det samme. Det gør det også halvt med mig og halvt ikke. Der er altid noget inden i mig, der kæmper mod hinanden og andre gange lever sammen på en accepterende måde.

Danskere lægger ofte låg på sine følelser og gemmer meget indeni. Danskere er meget jordnære, grublende og kan virke en smule kølige. Fordi jeg selv er dansk, kan jeg se, at det også er gode kvaliteter. Den sydamerikanske side er meget passioneret, man har følelserne udenpå, der bliver talt og råbt om alt, der bliver grinet meget, følt meget, nydt meget. Sydamerikanerne nyder for det meste højlydt, og danskerne gør det stille og roligt. Jeg kan se fordele og ulemper ved begge sider.

Danske mænd kan lære noget af sydlandske mænd, men sydlændinge kan lære lige så meget af danske mænd. Man skal se på det individuelle menneske. Hvis du kigger på dig selv, ved du sikkert, hvad dine styrker og dine mangler er, og jeg ved det samme om mig selv.

Man må spørge sig selv: Hvordan kan jeg gøre mig til et bedre menneske? Når det er sagt, tror jeg, at man meget tidligt i sit liv er, som man er. Malingen størkner omkring 18-20-års alderen. 

2018.01.24-EUROWOMAN_HELENA_1476 BW V3_NY.jpg

Når man virkeligt holder meget af et andet menneske, en ven, en partner, et familiemedlem, så er det netop den respekt og beundring, man har for dem, der vækker ens kærlighed, og jeg synes, det er vigtigt at prøve at lære noget af det, man ser op til hos et andet menneske.

De kvaliteter, man beundrer, kan ofte være noget, man selv mangler. Man er jo så utroligt tæt på hinanden i et forhold, men vi er i bund og grund rimeligt forskellige.

Måske fordi kvinder har anlægget for at bære og føde et barn, følger der også den der konstante omsorg for andre med. Vi vil så gerne sørge for, at alt omkring os fungerer på en sund, omsorgsfuld måde samtidig med, at vi kan tage os af så mange ting på én gang. Det er virkeligt en kvindelig styrke, hvorimod mænd har evnen til at fokusere på én ting på en meget koncentreret og effektiv måde. Man kan diskutere til evig tid, hvad der i sidste ende fungerer bedst. Det ville være perfekt, hvis man kunne fordele opgaverne lidt mere lige. Specielt det med at føde og amme, men det er, så vidt jeg ved, fysisk umuligt at ændre.

Det er kvinder, der føder børn, det er os, der giver næring fra starten, og allerede dér ligger der en stor splittelse i et parforhold. Kvinder tager automatisk over på så mange områder, som manden fysisk ikke kan.

Sammenlignet med en hel del andre nationaliteter er danske mænd sgu virkeligt gode til at bede om barselsorlov og til at være med til de daglige pligter i hjemmet, og det er klart en bonus for parforholdet og familien, at når kvinden har ligget og ammet og været oppe halvdelen af natten, så står manden op og laver mad og gør rent og tager sig af barnet.

Når jeg er i Danmark, ser jeg så mange mænd gå rundt på gaden med barnevogne og kaffe om morgenen. Jeg tænker altid på, at nu ligger hun derhjemme og prøver at sove, men det bliver svært for hende, for i lang tid efter man har født, er man bare så hypet og følelsesmæssigt og hormonelt oppe at køre. Hver gang jeg ser de mænd med deres barnevogne, når jeg altid at tænke: ’Åh, jeg håber, hun er faldet i søvn derhjemme’. Jeg har lyst til at gå hen til manden og sige: ’Bliv væk et par timer. Lad være med at komme hjem allerede om 45 minutter, for der er hun først lige faldet i søvn’.

Når mænd er syge, kan man lige så godt bestille en kiste med det samme, mens kvinder går rundt med høj feber og influenza og stadig holder det hele kørende. Men det er dejligt med en mand, der kan bygge et hus selv. I mit næste liv vil jeg tage alle de uddannelser, der findes, hvor ens hænder bliver brugt til at skabe noget, så jeg kan blive en rigtigt god håndværker.

For fire år siden blev jeg fotograf for FN’s Flygtningehøjkommissariat. Det er en stor ære, at de har valgt mig som fotograf for deres projekter. At de giver mig det ansvar at viderebringe deres budskab gennem mine fotos. Vi har været i Colombia, Ukraine og skal snart til Rwanda. Efter vores næste tur vil de indstille mig til at blive ambassadør. Det gør mig virkeligt stolt.

Jeg har haft to-tre kærester, der var musikere, men det er ikke sådan noget med, at jeg altid er faldet for ham med guitaren over skulderen omkring bålet. Man falder selvfølgelig for de mennesker, man er i selskab med, så hvis du er læge og arbejder på et hospital, er der rimelig stor chance for, at du møder en sygeplejerske. Kunstnere er sammen med kunstnere. Mange af mine musikervenner har jeg kendt, siden jeg var i starten af tyverne. Vi har et tæt forhold, jeg er inkluderet i deres miljø, og de er inkluderet i mit, vores børn er vokset op sammen.

Jeg er musikfan, for hvis man ikke er musikfan, er man ikke i live, men det er også mennesker, som jeg har et helt personligt forhold til, så jeg glemmer nogle gange, hvad de egentligt laver ved siden af, og så står de pludselig der oppe på scenen foran 60.000 mennesker og fyrer den af.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om Tinder og netdating i det hele taget. Jeg har aldrig været på det. Jeg ved, hvordan det fungerer i praksis, men i realiteten er jeg ikke sikker på, hvor skudsikkert det er. Men det er åbenbart sådan, de fleste møder hinanden nu. Så lyder man helt gammel, når man siger sådan noget, ha ha. Men der er så mange mennesker på de sites, så det er helt klart noget, folk har brug for. Swipe left, swipe right. Fantastisk, hvis det fungerer, men det er sgu da en lidt underlig størrelse at forholde sig til. 

2018.01.24-EUROWOMAN_HELENA_1705 V3_NY.jpg

Vi kommunikerer på så mange måder med den elektroniske skærm foran os. Jeg siger hele tiden til min søn: ’Du aner ikke, hvor heldig du er, og hvor uheldig du er, at du er vokset op i den her tid’.

Der er så meget godt ved nettet og digitaliseringen, og der er så meget virkeligt negativt ved det. Selv om vi som mennesker føler, vi udvikler os i den rigtige retning, har vi også sat os selv så meget tilbage.

Man kan ikke lægge en plan for, hvordan man vil opdrage sine børn på forhånd. Der opstår hele tiden uforudsete situationer. Det er forældres største ansvar at give deres børn så meget med hjemmefra, at de føler, at deres ’flaske’ er fyldt til bristepunktet af kærlighed, værdighed, empati og respekt for sig selv og andre, når de rejser hjemmefra. Flasken bliver tømt langsomt gennem hele livet, en gang imellem fyldes der lidt på, men det er vigtigt, at der er så meget som muligt i den fra starten.

Jeg tror ikke, man kan give sit barn for meget kærlighed, men de skal lære at have respekt både for sig selv og deres omverden. Derfor skal de også have grænser og modspil, så der er ligevægt, når de træder ud i verden. Uanset hvor meget, de hader de ting, vi siger til dem nu, ved man fra sig selv, at det kommer tilbage på en god måde. Vi hører senere i livet mors og fars ord i vores indre og tænker: ’Fuck, mand, de havde sgu ret!’ Det gør jeg hele tiden selv.

Nu forstår jeg jo, hvorfor min mor sagde alle de ting, hun sagde, og hvorfor hun ville have, jeg skulle være tidligere hjemme, og hvorfor min far skulle hente mig på cykel, så jeg ikke skulle køre alene hjem om aftenen, og hvorfor hende dér, man syntes, var cool, måske ikke var det bedste selskab. Når jeg siger noget lignende til min søn, siger han: ’Hold kæft, hvor er du irriterende’. Og jeg svarer altid: ’Bare vent, en dag står du med dit barn og siger præcis det samme, og så siger dit barn det samme til dig’. Så siger min søn: ’Nu er du endnu mere irriterende’, og så siger jeg: ’Det vil dit barn også sige til dig’. Sådan bliver det ved, og så griner vi til sidst.

Skal en mand gå i jakkesæt eller jeans og læderjakke?

Totalt jakkesæt. Overhovedet ingen diskussion.

Helena Christensen

49 år, fotomodel, designer og fotograf samt ambassadør for FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) og Oxfam med fokus på at øge opmærksomheden omkring klimaforandringer og fordrevne fra konfliktområder.
Har sønnen Mingus på 19 år. Hun bor i New York og har sommerhus i Rågeleje.

Se, hvad vi ellers skriver om: Smukke Piger, Interview og En Kvinde Vi Kan Li'