Ibi Makienok
Foto: Petra Kleis

En kvinde vi kan li': Ibi Makienok

Den 43-årige tv-vært og skuespiller Ibi Makienok om at være kendt som 'Paradise-Hotel-Ibi', om at møde en morder på flugt og om at blive skudt i et drive by-skyderi.

"Da jeg var barn, ville jeg gerne være balletdanser. Jeg nåede at gå til ballet i 13 år, indtil min balletlærer sagde til mig, at jeg snakkede for meget. Hun foreslog mig at droppe dansen og i stedet beskæftige mig med skuespil.

Som 21-årig kom jeg så ind på en skuespillerskole i Los Angeles.På skolen piller de dig fra hinanden for at stykke dig sammen igen og forhåbentligt få en bedre skuespiller ud af det. Det er en sindssygt hård proces, især når man er så ung og så langt hjemmefra. Da jeg kom hjem, havde jeg faktisk en slags skuespillerlede. Jeg ville gerne ned på jorden igen og havde brug for at få fingrene i noget mindre navlepillende.

Så skrev jeg to kogebøger, og kort tid efter hoppede jeg over i tv-branchen.

Nu prøver jeg at tage et spring tilbage til skuespillet. Det er virkeligt svært i et lille land som Danmark, fordi de fleste kender mig som ’Ibi fra fjernsynet’.

I nogle år var jeg ’Paradise Hotel-Ibi’, men den bindestreg føler jeg, at jeg har mistet for lang tid siden. Til gengæld har jeg nu lidt problemer med at være ’organ-Ibi’.

I 2015 fik jeg konstateret dobbeltsidet nyresvigt, og senere var jeg vært i DR-programmet ’Organer for livet’. Bagefter besluttede jeg mig for, at jeg ikke længere ville tale om min egen sygdom, men kun organdonation generelt. Det er min regel, at når jeg har talt om noget i et stykke tid, så stopper vi. Ellers ender jeg med at få en bestemt kasket på, og jeg vil ikke presses ned i kasser. Jeg kan ikke klare kasser og bindestreger. De gør mig kontrær og umulig. Jeg vil helst bare gerne være Ibi.

Ibi Makienok

43 år, er uddannet skuespiller fra Stella Adler Academy of Acting i Hollywood. Hun har tidligere været tv-vært på blandt andet ’Paradise Hotel’, ’Ånderne vender tilbage’, ’Velkommen hjem’ og ’Go’ Morgen Danmark’. Senest har hun været vært på DR-programmet ’Organer for livet?’, efter hun fik konstateret dobbelt-
sidet nyresvigt i 2015.

Jeg blev skudt i et drive by-skyderi i Randers som 22-årig. På det tidspunkt boede jeg egentlig i Los Angeles, men var hjemme til min fars fødselsdag. Jeg cyklede hjem fra et svømmebad, og på vejen skød nogen ud af vinduet på en bil og ramte mig i armen med en nedsleben .22 kaliber.

Politiet fangede dem aldrig, og gerningsmændene anede ikke, hvem jeg var. Politiets teori var, at de bare ville se, om de kunne ramme. Kort tid efter sad jeg på sæde 22 i et fly, som var ved at styrte ned og måtte nødlande.

Efter det begyndte jeg at tænke over, at tallet 22 egentlig altid har forfulgt mig. Jeg er født 2. februar, min søn blev født klokken 08.22, og min mor døde klokken 16.22. Pinkoden til mit første Dankort var 2222. Men alle de her ting var ikke decideret dårlige. Jeg overlevede dem i hvert fald. Så jeg føler, at 22 er min skytsengel. I dag har jeg tallet tatoveret på min ringfinger.

En mand imponerer mig, hvis han går op i det, han laver. Jeg er selv meget energisk, og jeg kan ikke lide at ligge på sofaen, spise chips og se fjernsyn dagen lang. Der skal ske noget.

Man kan læse på mit mande-CV, at jeg har været godt rundt i manegen, og det skammer jeg mig ikke over. Mændene har været meget forskellige, men én ting, de har haft tilfælles, er deres passion. Det er lækkert, når en mand tager fat i egen skæbne og bruger sin lidenskab, energi og sit netværk til at få skabt det, han er sat i verden for at gøre.

Det var også en af de ting, jeg faldt for ved Simon (Makienok, Ibis mand, red.). Han har en indre ild. Som sportsmand kan man ikke tænke, ’nå, jeg gør lige det her en gang imellem’. Jeg synes, det er fedt, at han er i gang med sit mål hver eneste dag.

Simon er 15 år yngre end mig, og han var 22 år gammel, da vi mødte hinanden. Jeg kunne virkeligt mærke, at folk blev chokerede, og i medierne var der en stemning af, at det var forkert. Der var utroligt mange meninger om mig og ham.

Jeg tænkte, ’det er løgn, det her. Skal jeg virkeligt op at hænge på det skafot?’ Jeg var ekstremt ked af det og følte mig så mobbet. Andre havde en ’you go girl’-tilgang til det, men jeg har aldrig haft nogen særlig hensigt med ham. Vi blev bare forelskede i hinanden, og så var der tilfældigvis en aldersforskel. Det er vildt, at der kom så ekstreme reaktioner, når det hele kom ud af kærlighed. Vi har jo hverken taget stoffer, røvet en bank eller slået min søn.

Jeg mødte Gianni Versaces morder, da jeg boede i Los Angeles. En aften tog jeg hjem til min daværende kæreste. Inde i hans stue sad en gruppe mennesker, som jeg ikke vidste, hvem var. Senere var jeg ude at ryge en cigaret med en fyr, der hed Andrew Cunanan.

Kort tid efter kontaktede FBI alle, der havde været i lejligheden den aften, og jeg blev kaldt ind til forhør. De vidste alt om mig: mit CPR-nummer, hvor jeg boede, hvilken skole jeg gik på, og at min opholdstilladelse var ved at udløbe.

Det viste sig, at Cunanan var en morder på flugt, men FBI nåede ikke at få fat i ham. Han endte med at tage til Miami, hvor han dræbte Versace. Den aften i Los Angeles udvekslede vi ikke ét ord. Han stod bare helt stille med sammenknebne øjne mod solnedgangen. Det eneste, jeg kunne berette fra vores møde, var, at han røg Camel Lights.

Min farmor er det menneske, som har gjort størst indtryk på mig. Hun var en vild dame, som ikke rigtigt kunne lide andre end sine børnebørn.

Jeg var et meget pænt barn. Jeg gik til ballet, og jeg havde en masse drengevenner, men kunne ikke finde på at lave andet med dem end at dyrke sport.

Min farmor derimod gik til en meget sen alder i Wrangler-jeans, storblomstrede skjorter og blå øjenskygge op til øjenbrynene, og så drak hun snaps og øl og malede ude i baghaven.

Hun lærte mig, at man godt kan være ligeglad med, hvad andre mener om én. Jeg dansede rundt i hendes have i gummistøvler, når det regnede, og råbte, ’se på mig!’ Hun har endda lavet en tegning af mig, hvor hun har skrevet, ’se på mig!’, fordi jeg råbte det så ofte. Hvad end der lå og ulmede i mig af fremtidsdrømme, var hun med til at smide benzin og tørre kviste på.

Hun var den eneste, der reelt troede på, at jeg kunne blive til noget inden for underholdningsbranchen. Min far ville have, at jeg skulle være advokat, og min mor ville bare ikke have, at jeg skulle være skuespiller. Men af min farmor lærte jeg, at det vigtigste er, at jeg gør lige præcis det, jeg har lyst til."

LÆS MERE: En kvinde vi kan li': Olivia Joof

LÆS MERE: 10 kvinder vi kan li’ på Roskilde Festival '18

LÆS MERE: En kvinde vi kan li': Stephane Park

Se, hvad vi ellers skriver om: Kvinder og Interview