Josefine Klougart
Foto: Rasmus Linaa

Josefine Klougart forfatter

En kvinde vi kan li': Josefine Klougart

Den 31-årige forfatter om kloge syvårige, en helt speciel anmeldelse og altansøvn.


Josefine Klougart har læst kunst- og litteraturhistorie på Aarhus Universitet og er uddannet fra Forfatterskolen i 2010. Hun har udgivet fem romaner og er to gange blevet nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. I november udkom hendes seneste roman, ’New Forest’, på forlaget Gladiator.

Den sjoveste anmeldelse, jeg har fået, var af min første bog, ’Stigninger og fald’, i Børsen. Anmelderen var ét stort spørgsmålstegn og skrev noget i retning af: ”Der sker jo intet i den her bog.” Han gav den én stjerne.

Jeg havde købt avisen i en kiosk, og mens jeg stod og læste på Vesterbrogade, fik jeg tårer i øjnene af grin. Kritiske anmeldelser har aldrig knust mig. Som regel er det let at afkode, hvorfor vedkommende ikke er den helt rigtige læser til min bog. Mine egne indvendinger mod mine bøger er som regel de hårdeste.

På den ene side er jeg et skrøbeligt og følsomt nærmest ikke-levedygtigt væsen, og på den anden side er jeg stærk som en jysk arbejdshest. Jeg bevæger mig fra den ene yderlighed til den anden, og inden for en time kan jeg både være helt utrøstelig og vildt begejstret.

Jeg er ikke stolt over at sige det, men jeg bekymrer mig generelt meget om alt fra de helt små ting, fx om nogen er småsur over, at jeg kom fem minutter for sent, til de store spørgsmål om, hvorvidt jeg er en god nok søster, ven, datter osv.

Jeg synes, at det at gå og bekymre sig en masse er en hån over for det liv, vi har fået. En sådan lidt sentimental dyrkelse af sin egen enorme betydning for resten af verden.

Min mor sagde engang, at jeg skulle prøve at se min følsomhed som en styrke. ”Det er jo den følsomhed, du bruger, når du skriver,” sagde hun. Det er måske banalt, men der er noget rigtigt i, at man skal passe på med at sygeliggøre et personlighedstræk, bare fordi det i nogle sammenhænge kan være et problem. Ud af martyriet og ind i verden – det tror jeg på.

Jeg læste en artikel i Weekendavisen, hvor en mellemøstforsker sagde, at det er begge parters oplevelse af at være martyrer, der er grundlaget for, at Israel-Palæstina-konflikten kan fortsætte i al evighed. Indsigten i det citat er netop den, at man skal lade være med at betragte sig selv som et offer. Jeg klippede det ud og hængte det op på køleskabet, fordi jeg syntes, det var en vigtig tanke, også i en familie og i et parforhold.

Jeg har lige målt min altan op for at se, om jeg kan finde en madras, der kan være derude, så jeg kan sove udendørs til foråret. Jeg synes, man bliver skyllet igennem af søvnen på en anden måde, når man sover udenfor.

Nogle gange tænker jeg, at det kunne gøre det ud for timerne hos min psykolog. Naturen og himlen og den friske luft minder mig om det samme, som en dygtig psykolog kan minde mig om: Du er ikke universets centrum, du ved ingenting om verden og menneskene omkring dig, men du kan spørge dem og lytte til dem og stille dig et lidt mere ydmygt sted.

Hvis jeg skulle drikke kaffe med en, jeg virkelig beundrer, skulle det være den ungarske eksilforfatter Sandor Marai. Hans ’Dagbøger 1984-89’ er noget af det bedste, jeg har læst.

Det er en nøgtern og poetisk bog om at tage afsked med dem, man elsker. Midt i den minutiøse beskrivelse af langsomt at miste sin hustru registrerer han tankerne og de små bevægelser, hvorigennem vi kan forstå, hvad kærlighed er.

Jeg er meget bange for at dø, og Marai er eksemplet på en mand, der går ud og køber en pistol og ender med at dø for egen hånd og beskriver processen frem til det på en måde, der giver mig en form for håb. Hvis han kan blive færdig med denne her verden, er det ikke udelukket, at jeg også bliver klar til at tjekke ud en dag.

Der er et sted i min nye bog ’New Forest’, hvor der står, at når man er syv år, ved man alt, fordi ingen realisme har ødelagt det endnu. Det tror jeg virkelig på. Gennem teenageårene sker der en masse, der får os til at misforstå og glemme, og fra vi er 25, handler det mest af alt om at finde tilbage til det, vi engang forstod om livet, kærligheden og døden.

Børn bilder sig ikke ind, at der findes en rationel forklaring på alt. De ser verden som kompleks og ubestemmelig og har derfor en åbenhed en ydmyghed og en begejstring over for verden, som de fleste af os voksne kunne lære noget af.

LÆS OGSÅ: Dansk fotoprojekt vil have kvinderne til at turde stå frem, som de er

LÆS OGSÅ: Sensuel kortfilm: Kylie Jenner smider kludene med kæresten Tyga

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': hele 2016

Se, hvad vi ellers skriver om: En Kvinde Vi Kan Li' og Bøger