Velkommen til det nye Euroman Premium – mere originalitet til dig

Marijana Jankovic
Foto: Dennis Morton Jakke Sand Copenhagen til 3.800 kr. Bluse Gestuz til 1.300 kr.

Marijana Jankovic: ”Jeg kan ikke være sammen med sådan nogle tudemænd”

Skuespiller og kortfilmsinstruktør Marijana Jankovic om at blive kaldt perker, om at være skruk og om at spille frossent lig i Lars von Triers ’The House That Jack Built’.

Jeg er født og opvokset i Montenegro og kom til Danmark i 1988. Jeg var seks år, da vi flyttede til et meget betonmørkt Nørrebro, men det var stadig et trygt sted. Dengang var der ikke kommet så mange gæstearbejdere til, som mine forældre var.

Man sagde hej til sine naboer, og vi følte os velkommen. Vores danske underboer kom op og gav os danske retter, vi skulle smage. Det var spændende, at der flyttede nye til, så selvfølgelig skulle vi prøve wienerbrød og i en uendelighed gentage ’rød grød med fløde’.

Min faster havde været i Danmark siden 1970’erne. Hun malede små, musselmalede tallerkener hos Royal Copenhagen. Da vi stadig boede i Montenegro, sendte min faster os juleplatter hvert år, og så vi sad på mit børneværelse med danske juleplatter på væggene og spiste slik fra Haribo.

Da jeg besøgte min første danske veninde, observerede jeg, hvordan hendes familie var, og hvordan de boede. Jeg lagde mærke til, at der var struktur og rammer og regler. De spiste på ét tidspunkt, læste historie på et andet og stod op på et tredje. Det havde jeg slet ikke i mit hjem. Der var det, som vinden blæste. Så jeg kom hjem til mine forældre og sagde: ’De gør altså sådan her hjemme os Anna’.

For mig var Danmark et eventyrland, fordi min mor læste H.C. Andersen højt, da jeg var lille. Da jeg kom hertil, blev jeg overrasket over, at det ikke var så eventyrligt, som jeg troede. Jeg tænkte, at jeg så selv måtte gøre det eventyrligt. Jeg følte, at jeg havde fået en chance for at blive lige, hvad jeg ville i Danmark. Jeg har mærkeligt nok altid vidst, at jeg skulle være skuespiller. I landsbyen i Montenegro havde vi kun et lillebitte sorthvid-tv, som man skulle banke på for at få til at virke, men min lyst til at se i den lille kasse var tændt hele tiden.

Da jeg som teenager opdagede Meryl Streep, blev hun med det samme et forbillede for mig. Jeg dyrkede hende og så alle hendes film. Det var hendes umiddelbarhed, ærlighed og nærvær, jeg så op til. Hun har en mystik over sig.

Den præstation, hun leverede i Clint Eastwoods ’Broerne i Madison County’, har jeg været meget fascineret af, fordi hun har en evne til at være skrøbelig og stærk på samme tid. Filmen er jo egentlig super corny, og jeg burde nok i stedet nævne en eller anden smart arty-farty-film, men den rolle har virkeligt gjort indtryk på mig.

Efter 10. klasse begyndte jeg på en privat teaterskole, og da jeg var færdig efter tre år, søgte jeg ind på Statens Teaterskole og kom ind i Aarhus. Det var det, jeg ville. Jeg har altid været af den naive overbevisning, at hvis der er noget, jeg virkeligt ønsker mig, så skal det nok gå i opfyldelse.

På den måde er jeg viljestærk og godtroende, men jeg har selvfølgelig også været heldig, fordi jeg har talent for skuespil og efterfølgende har kunnet få en karriere. Hvis det ikke var gået, havde jeg nok været ret meget på røven.

Jeg var kun 19 år, da jeg kom ind på Teaterskolen, og var i virkeligheden for ung til at gå der, når jeg ser tilbage. Til optagelsesprøven spurgte de, om jeg ikke havde lyst til at lave noget andet i et stykke tid eller tage ud at rejse og så komme tilbage, men det var på ingen måder min plan.

img259.jpg

Frakke han kjøbenhavn til 4.000 kr.
Skjorte Whyred til 1.000 kr.
Bukser Boss til 1.400 kr.

De spurgte også, om jeg ville søge ind igen, hvis det var, og der var jeg modig nok til at sige nej. Og så kom jeg ind. Jeg har en underlig forestilling om, at hvis jeg havde været på Titanic, havde jeg været en af dem, der overlevede.

Jeg havde mange teaterroller efter teaterskolen. Jeg lavede ’Romeo og Julie’ og siden ’Elektra’ og ’Carmen’, som er nogle viljestærke, dramatiske kvinderoller. Det passede godt til mit temperament, men det var også en anden tid. Jeg var 24, da jeg kom ud fra skolen og ville erobre hele verden.
Tvivlen og angsten er kommet med årene.

Jeg er blevet mere forsigtig og betænksom, hvorimod jeg drønede af sted i mine teenageår og unge 20’ere og gjorde, hvad jeg ville. Det var nemmere dengang end nu, fordi man bliver så mærkeligt bevidst og fornuftig med alderen. Jeg tror, det handler om tryghed. Nu skal jeg føle mig tryg i de valg, jeg tager.

Jeg cyklede forbi H.C. Andersens gravsted den anden dag, det gør jeg tit. Jeg tænkte tilbage på dengang, jeg lige var kommet til Danmark. Dengang tænkte jeg: ’Hvorfor har han ikke fået et monument? Det bør jo fylde hele kirkegården?!’ Nu er jeg blevet så dansk, at jeg synes, det er et ret fint og beskedent sted, han har fået sig.

Jeg blev tilbudt at spille en speciel rolle som ’female student’, der er frozen dead i Lars von Triers nye film ’The House That Jack Built’. Det er ikke nogen hemmelighed, at hovedpersonen er en seriemorder, og at jeg bliver slået ihjel, men jeg skulle slås ihjel på måde, som krævede, at jeg skulle være fysisk stærk.

Så jeg sendte et bånd til Lars von Trier, hvor jeg blev slæbt hen ad gulvet i en frossen positur, og lige pludselig stod jeg i Sverige over for Lars von Trier og Matt Dillon. Lars von Trier har været en instruktør, jeg har ønsket at arbejde med. Hans kvinderoller har altid imponeret mig, fordi de også har den her styrke og sårbarhed og tager de vildeste rejser gennem menneskets psyke og følelser. De tre dage, jeg var der, var en meget stor oplevelse. I vores fag stræber man altid efter den store rolle, men jeg tror også, at det nogen gange er vigtigt at tænke det lidt ned. Det her var en lille rolle, men en stor oplevelse.

Jeg kan godt lide ekstremerne. At lave noget skævt og anderledes. Lars von Trier vidste præcis, hvad han ville have, og hvordan han skulle få det ud af skuespilleren. Jeg læste manuskriptet over flere dage, fordi jeg ville have det hele med. Jeg var helt paf bagefter, fordi manuskriptet var så velskrevet og så ordrigt. Det var som at læse en stor roman. Det var både tragisk, uhyggeligt og sjovt. Han har en sort humor, som jeg holder meget af.

Jeg har lige instrueret en selvbiografisk kortfilm, der hedder ’Maja’, som jeg også har skrevet manuskript til. Den handler om én dag i børnehave for en seksårig pige, der lige er kommet til Danmark og ikke kan sproget. Den har netop vundet i kategorien ’bedste danske kortfilm’ på Odense Filmfestival, den er nomineret til en Robert og skal nu ud og erobre verden. Instruktørrollen er noget, jeg langsomt er blevet mere interesseret i, og jeg vil helt sikkert blive ved med at instruere.

Jeg holder meget af, at en mand er galant. Helt old school. Hvis han åbner døren, betaler regningen, giver mig blomster, komplimenterer og har selvtillid. Han skal stå ved sin maskulinitet, og jeg ved min femininitet. Vi kvinder har så travlt med at være feminister og stærke og selvstændige, det er jeg i højeste grad også selv, men jeg synes samtidig, at det nogle gange er dejligt at falde i armene på en mand og blive passet lidt på. En mand må godt være viljestærk og målrettet, så jeg ved, at han har min ryg, og jeg nogle gange kan få lov til at være den ’svage’ kvinde, som skal stryges lidt med hårene og sweet talkes.

img255.jpg

Cardigan: Libertine-Libertine til 1.200 kr. Skjorte: Whyred til 1.000 kr. Bukser: Boss til 1.400 kr.

En mand gør mig rasende, hvis han er mere følsom og feminin end mig. Det kan jeg ikke holde ud. Jeg kan ikke være sammen med sådan nogle tudemænd. Det er selvfølgelig en fin balance, for man skal kunne udtrykke sig, som man vil.

Men jeg skal ikke have en mand, der er hjemmegående husmor. Jeg er old fashioned, selvom jeg er en moderne kvinde, der kan selv.Jeg er ikke gift endnu, og jeg har heller ikke nogen børn, men det er klart det næste skridt i mit liv. Jeg havde en lang periode, hvor jeg troede, at jeg aldrig skulle være nogens kone eller mor. Jeg skulle bare rejse verden rundt og fyre den af med min karriere og min frihed. Men det må have været en aldersting.

Nu er uret begyndt at tikke, og den klassiske fordom om, at man bliver skruk med tiden, er sgu god nok. Det rammer virkeligt. Specielt efter optagelserne til filmen ’Mødregruppen’, hvor jeg lige har spillet sammen med den sødeste baby.

Marijana Jankovic

er 36 år og debuterede i filmen ’Dansen’ i 2008. Hun blev uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i Aarhus som 24-årig og har blandt andet spillet med i den Oscar-vindende kortfilm ’Helium’, serien ’Norskov’ og Lars von Triers ’The House That Jack Built’. Hun har netop debuteret som instruktør og manuskriptforfatter på kortfilmen ’Maja’.

Se, hvad vi ellers skriver om: En Kvinde Vi Kan Li' og Film