Foto: Thomas Agatz

En kvinde vi kan li': Naghme Ashabi

"4 ud af 5 af mine venner er drenge. Sådan har det været, siden jeg var lille, hvor jeg altid løb og spillede fodbold. Drenge får mig til at slappe af. Selv kan jeg godt have 10 ting i hovedet på en gang. Alt fra livets allerstørste spørgsmål til de helt små ting. Det tror jeg, der er mange kvinder, der har et problem med. At være fuldstændig til stede i nuet. Jeg kan nogle gange blive helt stresset af at være sammen med kvinder, der taler hele tiden. Det ene øjeblik er det læbestiften, det næste er det kæresten.
 
Jeg møder tit fordomme. Danske fyre, som spørger mig, hvad mine brødre siger til, at jeg er ude i byen, for eksempel. Det er den slags stereotyper, der inspirerede os til at lave 'Det slører stadig'.
 
Min ekskæreste og jeg var sammen i fem år. Vi er næsten lige gået fra hinanden. Jeg havde været lidt ængstelig for ideen om at være alene. Hørt veninder, der brokkede sig over livet som single. Men jeg bryder mig ikke om tanken om at være afhængig af en anden person, og jeg synes sådan set, det er befriende, at jeg kun har mig selv at tage hensyn til nu. 

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Stephania Potalivo

Han havde ikke noget problem med, at jeg havde masser af drengevenner. Selv havde han ikke nogen pigevenner. Han sagde: Piger er man sammen med, man er ikke venner med dem. Det kan selvfølgelig også godt ske, at man udvikler følelser, der går ud over venskabet. Nogle af de drenge, jeg er venner med, har måttet tåle et afslag.



Jeg er ikke altid særlig opmærksom på mænd. For nylig var der en ekspedient, der skrev sit nummer på et tilgodebevis på kaffe, som han lagde ned i min pose. Hvordan så han ud, spurgte mine veninder. Jeg var ikke i stand til at sige, om han var mørk- eller lyshåret.

Det er ikke ret mange dates, jeg har været på i mit liv. En af de få var med en fyr, som var super tiltrækkende. Jeg troede først, at han var genert. Da han så inviterede mig ud at spise, viste det sig, at han virkelig intet interessant havde at sige. Det gik ret hurtigt ud over hans tiltrækning. Han fik aldrig en date til. Der bliver nødt til at være en kemi, udseendet alene kan ikke gøre det.

Er der en ting, en mand skal have, så er det smilehuller. Jeg er en sucker for smilehuller. Jeg får tit at vide, at jeg lægger mærke til nogle underlige ting hos en mand. At han har pæne tænder, for eksempel. Men brede skuldre og muskler betyder ikke det store for mig. 

Tit kommer folk over og spørger som det første om en date. Inden jeg overhovedet har nået at tale med dem og har et grundlag for at bedømme, om jeg har lyst til at gå ud med dem. Det mest nederen er mænd, der poker en på Facebook. Jeg forstår ikke, hvorfor de gør det. Hvor sidder den knap overhovedet? Hvis du ikke engang tør skrive noget, hvordan kan du så forvente, at jeg skal finde dig interessant? Er det, det bedste, du kan gøre?



Jeg har modtaget dødstrusler for den satire, vi laver. Men jeg skal ikke have andres tilladelse til at gøre de ting, jeg gør. Min mor solgte alt, hvad vi ejede, og flygtede med os børn fra Iran - netop for at vi ikke skulle være undertrykte. Da jeg viste min mor de her billeder af mig selv, smilede hun bare. Hun sagde ikke så meget. Hun kender mig. Og hun har altid støttet mig.”

Naghme Ashabi er 26 år, bor i København og er kendt fra satireprogrammet 'Det slører stadig'.

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Ulrikke Toft Simonsen

LÆS OGSÅ: 16 danske bud på den næste Helena Christensen

LÆS OGSÅ: Kvinder vi kan li': Hele 2014

Se, hvad vi ellers skriver om: Smukke Piger