Pernille Blume
Foto: Petra Kleis

Pernille Blume i Euroman

En kvinde vi kan li: Pernille Blume

OL-guld-vinder Pernille Blume om at være stædig, tage til koncert midt i OL-forberedelserne, lysten til bland-selv-kager og om, hvorvidt svøming er den dummeste sport nogensinde.

"Jeg har aldrig lyttet til, hvad folk mener, jeg bør eller ikke bør gøre. Da jeg var 18 år, flyttede jeg til Nice i Frankrig, fordi jeg havde mødt en fransk fyr under OL i 2012.

Stort set alle mente, at det var ugennemtænkt, men jeg var sikker på, at det var en skidegod idé. Det viste sig at blive en kæmpe fiasko. Vi gik fra hinanden ret hurtigt, jeg havde ingen venner og kunne ikke sproget.

Jeg sad der og tænkte, at jeg skulle erobre verden, men det eneste sted, jeg befandt mig, var i min lejlighed, hvor der ikke skete en skid. Jeg havde det elendigt, og det blev bare værre og værre.

Men fordi så mange havde sagt, jeg ikke burde gøre det, nægtede jeg at give op. Efter et halvt år kørte min far til sidst til Nice og sagde: ”Nu skal du altså hjem, Pernille.” Jeg var så stædig, at jeg hele vejen hjem i bilen ville have, at vi skulle vende om.

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Sofie Linde

Da jeg kom hjem, følte jeg mig som en kæmpe failure, men det blev også en læring i at finde ud af, at det er okay at tage fejl. Jeg lytter stadig ikke til andres meninger, men jeg er blevet bedre til at erkende over for mig selv, hvis jeg ikke er der, hvor jeg gerne vil være.

Aftenen før vi fløj til OL i 2016, var jeg til koncert med Beyoncé. Jeg dansede og skrålede i flere timer, så min stemme var helt væk, og jeg havde latterligt ondt i benene. Jeg nåede ikke engang at sove, før vi sad i flyet mod Rio.

Min træner vidste det, for jeg havde fortalt ham det. Ikke for at spørge om det var okay, men for at fortælle ham, at det kom til at ske no matter what, selvom det clashede med forberedelserne.

Det har inspireret mig meget i min egen karriere, at Beyoncé har sagt, at det fandeme ikke kun handler om resultater, hits og penge, men om at udfolde sig som menneske og have det godt med måden, man lever sit liv på. Selvom jeg var helt kvæstet næste dag, følte jeg mig simpelthen så inspireret og stærk som person, at jeg for alvor var klar på at fokusere på svømningen. Havde Beyoncé andel i, at jeg vandt OL-guld? Oh yeah!

Da jeg kiggede op og fandt ud af, at jeg havde vundet, var der først en stemme oppe i mit hoved, der råbte og skreg helt euforisk. Så dukkede en anden stemme op, der var helt rolig: ”Okay, spændende, du lige har holdt pause, og så vinder du OL-guld.” Så kom der en pligtopfyldende stemme, der sagde ”Så Pernille, nu skal du skynde dig op af bassinet, som de har sagt.”

Men så kom der alligevel en mere trodsig stemme ind og sagde: ”Ej, nu bliver du lige lidt og soler dig i sejren, du har lige vundet guld.” Hvad, man ikke kan se på tv-billederne, er, at de to sidste stemmer var i vild diskussion inde i mit hoved.

Da jeg omsider kom op og fik vinket, som man skulle, og fik smilet under medaljeoverrækkelsen, var der vild panik, for jeg skulle i bassinet og svømme medley igen lige efter. Jeg måtte løbe af sted, kaste medaljen til min træner og så ind i call room, hvor resten af pigerne stod og ventede. Jeg nåede lige i en ny dragt, og så skulle vi ellers ud.

Nogle timer efter min OL-sejr loggede jeg på Facebook, hvor jeg havde fået over 5.000 beskeder i indbakken og 40.000 nye følgere. Alle vidste pludselig, hvem Pernille Blume var.

Det var der sgu ingen, der gjorde et par uger forinden. Samtidig blev jeg revet i begge arme hele tiden, og jeg skulle forholde mig til tusind ting, så mit hoved til sidst var som en popcornmaskine, der var ved at poppe over.

Da jeg kom hjem til min mor og bror et par uger senere til leverpostejsmadder, var der bare snak, vasketøj og ligegyldige hverdagsting. Jeg kunne simpelthen ikke klare endnu en samtale, hvor alle andre var helt oppe at køre.

”Det er mærkeligt, for selvom du har vundet OL, er det jo bare ligesom før,” sagde min bror. Der havde jeg det sådan: ”Oh yesss!” Det var nøjagtig, hvad jeg havde brug for.

Jeg har oplevet berømmelsen uden at blive angrebet på samme måde, som mange andre oplever. Men når det er sagt, så skal man altså ikke gå ind og læse Ekstra Bladets Nationen eller kommentarspor på Facebook. Det er bare aldrig en god idé. Nogensinde. Man forstår pludselig, hvorfor børn mobber hinanden, når man ser, hvad voksne mennesker skriver på internettet.

Da jeg først begynde at tænke over, hvad jeg egentlig lavede, virkede det som den dummeste sport nogensinde. Helt seriøst. Jeg trænede 10 gange om ugen for måske én gang om året at forbedre mig med én hundrededel. Det giver jo ikke nogen fucking mening. Det er hul i hovedet.

I svømmeverdenen er der sådan en mentalitet, at man skal træne og træne og træne og vie hele sit liv til sporten for at nå til tops. Man kan ligesom ikke have et liv uden for svømningen, hvis man vil have succes.

 

Men jeg besluttede mig for at definere, hvad succes er for mig, for det er ikke at ofre hele mit liv for et par hundrededele. Så nu gør jeg alt det, normale mennesker også gør: tager til fødselsdag, på forlænget weekend, går af og til i byen eller skipper træning for en biograftur, og det er uden den mindste dårlige samvittighed.

Derfor var mit OL-guld også en kæmpe personlig bekræftelse på, at min tilgang virker. For mig i hvert fald. Jeg har aldrig opfattet det sådan, at jeg havde talent. Jeg har bare arbejdet sindssygt hårdt.

Det værste ved kvinder er, at vi er vildt kritiske, ikke mindst over for os selv. Jeg har også selv været det meget tidligere, og det er jo ikke svært at se, hvor det kommer fra. Vi lever i en verden, hvor alting er så ydre bevidst og handler om det næste pose på Instagram. 

Og så kan det fandeme være svært at overbevise sig selv om, at det ikke tæller. Men på et tidspunkt bliver man altså nødt til at lægge det væk, for man har den krop, man har, og den er svær at skifte ud. På det punkt ville jeg ønske, at kvinder var bedre til at være som mænd og slappe af i sig selv.

Der var en måned, hvor jeg ikke foretog mig noget som helst. Jeg var stoppet for good. Men på et tidspunkt blev jeg syg, og det var så skidt, at jeg først var på hospitalet, og efterfølgende lå en uge på sofaen og havde det elendigt. Til sidst tvang jeg mig selv op i svømmehallen.

Resten af holdet var på træningslejr i Bermuda, så jeg havde den for mig selv og lå bare i vandet og fik langsomt gang i musklerne. Jeg ville bare svømme 100 meter, men endte med at svømme to og en halv kilometer. Jeg var der ikke for sportens, men for min egen skyld. Det var måske den bedste følelse, jeg har haft.

Min kæreste var vild med mig i fire år, før jeg blev vild med ham. Han vidste, at det skulle være os, lige fra vi mødte hinanden, og han har fandeme kæmpet for det. Det må jeg give ham.

Jeg tror også, han var ved at give op flere gange. Jeg ved godt, det er totalt kliché, men for at kunne elske et andet menneske, skal man elske sig selv først. Da jeg på et tidspunkt kunne mærke, at jeg kunne lide mig selv fuldt ud, kunne jeg pludselig også mærke, at jeg havde følelser for ham. Så en dag ringede jeg og spurgte ham, om vi egentlig ikke skulle drikke den der kop kaffe.

Det er ærgerligt, når mænd tror, de har regnet kvinder ud og fundet en formel på, hvordan de skal behandle os. Vi er ikke de samme, så fokuser på at forstå én kvinde i stedet for at prøve at forstå kvinder.

Jeg har aldrig fået skudt benene væk under mig på en date, men det skyldes nok også, at det ikke er, hvad jeg forventer af en date. Det behøver ikke at være helt sindssygt. Jeg vil hellere bare have en stille aften, hvor vi hygger med en bland-selv-kage fra AMO.

Pernille Blume er født i 1994. Til OL i Rio de Janeiro i 2016 vandt hun guld i 50 meter fri og bronze i 4x100 meter medley. Blot få måneder forinden var hun ellers stoppet med at svømme helt, fordi hun var kørt død i det, men hun comebackede op til OL.

LÆS OGSÅ: 14 kvinder vi kan li' på NorthSide 2017

LÆS OGSÅ: The Morning After: Frederikke Lykke

LÆS OGSÅ: Maxim har kåret verdens mest sexede kvinde

Se, hvad vi ellers skriver om: Svømning, En Kvinde Vi Kan Li' og Kvinder