En kvinde vi kan li’: Petra Kleis

(Billederne er udvalgt fra Petras egen Instagram-profil).

Jeg var 24 år, da jeg besluttede, at jeg ville være fotograf. På det tidspunkt læste jeg dansk i Aarhus, og jeg hadede det virkelig. Det var mig og 28 blondiner, der kun gik op i tasker og neglelak. Jeg var kun begyndt, fordi jeg var gået i panik over, at jeg ikke var i gang med en uddannelse, og fordi det var det eneste studie, jeg kunne komme ind på.

Efter et halvt år gik det op for mig, at jeg var nødt til at finde på noget andet. Det eneste, jeg vidste, var, at det skulle være noget kreativt. Jeg havde ingen erfaring med foto og kunne intet med et kamera. Men min fætter i København kendte en fotograf, som arbejdede i et studie, hvor de manglede en elev, så jeg tog derover og blev ansat med det samme.

Den person, jeg har været mest nervøs for at fotografere, er L.O.C. Jeg skulle skyde ham til forsiden af et magasin, der hed Poplick, og det var et nytårsnummer, så han skulle stå i jakkesæt og sprøjte champagne. På det tidspunkt havde han en ting med, at der kun var én fotograf, som måtte fotografere ham, fordi han havde haft en rigtig dårlig oplevelse med et photoshoot.

Men jeg kendte den fotograf, og han sagde god for mig, så jeg fik lov alligevel. Da jeg ankom til Pumpehuset, hvor vi skulle fotografere, var jeg rystende nervøs. Jeg var bange for, at han ville være helt umulig at have med at gøre. Men da jeg mødte ham, viste han sig at være sød og venlig, og photoshootet forløb helt uden problemer. Men jeg ved faktisk ikke, hvad han endte med at sige til billederne.

Jeg kan næsten altid charmere folk, hvis de virker utrygge ved at skulle fotograferes. Det er vigtigt at få dem til at føle sig tilpas og trygge. Ofte har jeg ret dybe samtaler med dem, jeg skal fotografere, selv om vi kun har kendt hinanden i løbet af få minutter. Hvis man deler noget personligt med hinanden og ikke bare taler om vejret, opstår der en tillid, som jeg tror gavner fotograferingen.

Men det lykkes ikke altid. Da jeg skulle fotografere The xx til Soundvenue på Scandic Hotel i forbindelse med, at de havde spillet i København, kunne jeg slet ikke trænge igennem. De var så vant til presse og fotografer, at jeg tror, de var immune over for min small talk.

Der stod bare tre, introverte musikere, som nærmest gemte sig bag hinanden, fordi de ikke havde lyst til at blive fotograferet. Vi havde ikke meget tid, og hver gang jeg bad dem om at gøre noget, svarede de: ”I’d rather not.” Det blev ikke særligt godt, men jeg tror i virkeligheden, at det var en værre oplevelse for dem, end det var for mig.

Jeg hader selv at blive fotograferet. Først og fremmest synes jeg bare, at jeg er virkelig ufotogen. Men jeg er også et kontrolmenneske, og når man lader sig fotografere af en anden, er det et kæmpe kontroltab. Jeg tror i virkeligheden, at langt de fleste mennesker synes, at det er ubehageligt at blive fotograferet. Derfor kan det også være en god ting, at jeg selv kan relatere til den følelse, når jeg skal fotografere andre.

Når jeg tager billeder af mig selv, er det ofte uden ret meget tøj på. Det skyldes, at jeg gerne vil være med til at vise, at kroppen er noget helt normalt, man gerne må vise frem, og ikke noget, man skal gemme væk eller skamme sig over – uanset hvordan man ser ud. Jeg synes, at vi har en tendens til at behandle kroppen som noget farligt, og jeg synes, at det er så langt ude, når kvinders brystvorter bliver censureret på Instagram. Det vil jeg gerne gøre op med.

Jeg har fotograferet virkelig mange kvinder til ’En kvinde vi kan li’ i Euroman. Men den, jeg husker bedst, er Cathrine Widunok Wichmand. Det gjorde stort indtryk på mig, at hun hvilede så meget i sig selv. Da jeg skulle fotografere hende, havde hun lige gennemgået fertilitetsbehandling og havde ar på kroppen. Alligevel kunne man mærke, at hun virkelig var stolt af sin krop. Hun gik for eksempel meget op i, at vi ikke retoucherede hendes strækmærker væk.

Mit mest markante personlighedstræk er, at jeg ikke kan sidde stille. Jeg er utroligt dårlig til at slappe af. Jeg løber rundt, jeg har altid gang i projekter, og jeg stresser ofte folk omkring mig, fordi der hele tiden skal ske noget. Min kæreste kan godt synes, at det er irriterende, men han kan også godt lide, at jeg er effektiv. Hvis vi skal have malet en væg, har jeg nærmest gjort det, han har nået at beslutte sig for en farve.

Forfængelige mænd er det værste i hele verden. Jeg vil langt hellere en mand med topmave, der spiser godt, end en mand med vaskebræt, som bor i fitnesscenteret. Jeg synes, at forfængelighed sender et signal om, at en mand går op i de forkerte ting. Det er altså ikke fedt, hvis en mand bruger længere tid foran spejlet, end jeg selv gør. Det hænger nok også sammen med, at jeg ikke selv går op i make-up, shopping og andre meget typiske feminine ting. Jeg er ikke en girly-girl.

Jeg arbejder ofte sammen med en art director, der siger: Det hele skal nok gå. Det er banalt, men det er det bedste råd, jeg har fået. Særligt da jeg var yngre, kunne jeg gå i panik over selv de mest åndssvage ting. Men det er heldigvis blevet bedre. Jeg tror, at det hjalp at få børn. Så får man automatisk hovedet lidt ud af røven på sig selv.

Den eneste gang, jeg for alvor har følt, at jeg var i livsfare, var en gang, jeg var med min familie ved Vesterhavet. Vi tog på stranden for at bade, og på et tidspunkt var jeg alene i vandet, mens de andre stod inde på stranden. Bølgerne var virkelig voldsomme den dag. Da jeg skulle op af vandet, kunne jeg pludselig mærke understrømmen trække i mig.

Hver gang jeg forsøgte at bevæge mig, blev jeg trukket ned under vandet. Imens væltede bølgerne bare ind over nakken på mig. Fornemmelsen af ikke at kunne gøre noget fik mig til at gå i panik. Jeg husker ikke hvordan, men til sidst lykkedes det mig at komme fri. Da jeg kom ind til min familie på stranden, var jeg helt ude af den. Men de forstod det ikke og grinede bare, selv om jeg prøvede at forklare dem, at jeg havde været tæt på at drukne. Den oplevelse har virkelig givet mig respekt for havet. Man hører jo om tyske turister, der drukner derovre hver sommer.

Min bror var involveret i en alvorlig togulykke som 15-årig og mistede begge ben. Han kom sig aldrig rigtig over det og blev psykisk syg. Det tog meget hårdt på min familie. Mine forældre var nødt til at bruge meget energi på ham, så jeg måtte passe på mig selv i en ung alder. Livets alvor gik nok op for mig lidt tidligere end de fleste andre 13-årige.

Det, der skete med min bror, er tragisk, men det har også lært mig at have empati for næsten alle. Når jeg ser en hjemløs eller en narkoman, tænker jeg altid, der har været et liv inden. De sidder der af en grund, og måske er det ikke kun deres egen skyld.