Sus Wilkins
Foto: Thomas Degner

En kvinde vi kan li': Sus Wilkins

En kvinde vi kan li': Sus Wilkins

Mød den danske skuespillerinde, der er aktuel i 'Greyzone'.

Caribien, vand og det at sejle har altid haft enorm betydning for mig. Jeg er født i Danmark, men boede i nogle år i Caribien, da min mor og min amerikanske far mødte hinanden der.

Vi havde en båd, kan jeg huske, og jeg har kun rare barndomsminder fra den tid, når vi sejlede rundt mellem de forskellige caribiske øer. Caribien, vand og at sejle minder mig om lykkelig barndom og familieidyl.

Vi flyttede tilbage til Danmark, efter min lillebror blev født, men min far blev boende, så jeg har været tilbage og besøge ham mange gange siden.

LÆS OGSÅ: Emily Ratajkowski smider tøjet igen, og vi bliver aldrig trætte af det

Det var en ferie med min mor og lillebror. Jeg var måske otte år gammel og blev veninder med en anden pige på min alder på det hotel, vi boede på. Hun gik til dans og fik mig overtalt til, at vi skulle optræde med et danseshow for alle hotellets gæster. Jeg kan huske, at da jeg stod på scenen, vidste jeg det: Jeg skulle optræde og underholde – på den ene eller anden måde.

Jeg får et adrenalinkick af at optræde. Adrenalinen bygges op under forberedelsen og kommer så som et sus gennem maven, lige inden man træder ind på scenen.

Når det er overstået, og man kigger ud og ser glade folk, er det en følelse af lettelse og glæde. Den følelse elsker jeg! Det er lidt samme adrenalin, jeg kan få, når jeg går til casting på en rolle eller et job, som jeg vildt gerne vil have. Når man træder ind foran instruktøren og casteren, har man jo også forberedt sig på en masse, som nu bare helst skal lykkes.

Jeg var engang til casting på en film. Jeg sad i venterummet, inden jeg skulle ind foran filmens instruktør og caster. Jeg var nervøs og dybt koncentreret om papirerne med mine replikker.

Og så pludselig – og det her går altså først op for mig, da der er ild i mine papirer – står der en flamme op. Der havde stået et stearinlys på bordet foran mig, som det var lykkedes mig at overse.

Til gengæld lykkedes det mig at skrige og gå nok i panik til, at alle kom stormende ud for at se, hvad der foregik. Vi fik heldigvis slukket branden. Det var måske ikke den optimale optakt til en casting, men altså, jeg landede rollen, ¬så måske havde det alligevel givet mig et eller andet.

”You gotta be in it to win it.” Sådan sagde min far altid, da jeg var lille. Jeg tror, at den danske pendant må være noget a la ”Man kommer ikke sovende til succes.”

Den filosofi har jeg faktisk taget med mig i alt, hvad jeg foretager mig – om det så er dans, modelarbejde eller skuespil. You gotta be in it to win it, for det virker!

Jeg har lært så sindssygt meget af at arbejde sammen med så mange talentfulde skuespillere, som jeg fik chancen for at spille over for i ’Mesteren’ og tv-serien ’Gidseltagningen’ (i sidstnævnte serie ses bl.a. Paprika Steen, Tommy Kenter og Dar Salim på rollelisten, red.).

Det var også bare, når man sad med bag kameraet og så dem spille, eller når de i frokostpauserne kunne komme med gode råd til, hvordan man kan gøre karriere som skuespiller uden nødvendigvis at skulle optages på Statens Teaterskole.



Janteloven handler ikke om, at man skal rende rundt og blære sig, men hvis man har et talent, hvis man er god til noget, så stå ved det. Vis det!

Jeg mærker janteloven, når folk rynker lidt på næsen ad, at jeg forfølger flere drømme på én gang. At jeg både er model, skuespiller og danser. Så mærker jeg den danske jantelov, og så kan jeg godt pludselig blive en lille smule træt.

Det er måske også derfor, at reality-programmet ¬’Keeping up with the Kardashians’ er en guilty pleasure. Jeg elsker, at janteloven i den familie er så ikkeeksisterende, at de formår at sige fabulous så mange gange på en time, at de er så meget over the top, men på en fuldstændig fantastisk måde. Og så elsker jeg altså også chokolade. Familien Kardashian og chokolade – det er mine guilty pleasures.

For mig er det vigtigt, at man ikke kan se på en mand, at han har stået hjemme foran spejlet og prøvet 10 forskellige outfits, inden han turde bevæge sig ud ad hoveddøren.

Forstå mig ret, han må gerne være forfængelig, og han må også gerne have prøvet 10 forskellige skjorter på, inden han finder den helt rigtige, men det er bare vigtigt, at hans tøjstil ikke afslører, at han har overtænkt sit outfit, inden han gik ud ad døren.

Der er så mange danske mænd, der formår at se lækre ud, uden at det – umiddelbart i al fald – ser ud, som om de har gjort noget særligt for at se så lækre ud.

Jeg tror, det hænger sammen med, at når en mand er afslappet i sin tøjstil, signalerer det for mig, at han hviler i sig selv, og danske mænd hviler måske bare meget godt i sig selv. Ja, ja, det lyder som en kliché, men det er altså sandt: Der findes ikke noget mere sexet end en mand, der hviler i sig selv.

Da jeg blev forelsket i Freja, var det fuldstændig den samme slags forelskelse, jeg havde oplevet, når jeg førhen havde forelsket mig i mænd. Og for mig blev alt det der med, at Freja var en pige, pludselig ret ligegyldigt. Jeg blev ikke forelsket i pige, men i et menneske.

Jeg var lidt nervøs, da jeg skulle fortælle venner og familie om Freja. Inderst inden vidste jeg jo godt, at mine venner ville være helt cool omkring det, at min mor aldrig nogensinde ville stå på hælene over det, men det er jo bare enormt følsomt, og man føler sig enormt sårbar, når man skal breake sådan en nyhed. Men alle mine venner og hele min familie tog det så afslappet. De var bare sådan: ”Nå, ej, hvor dejligt, Sus. Hvor er det fedt, at du er forelsket. Det er så skønt at være forelsket.”

Jeg vågnede op efter en bytur, og så – stadig lidt festbedugget – besluttede jeg mig for, at nu skulle jeg da til New York. Altså samme dag. Jeg sad på flyveren et par timer senere, men det er uden tvivl en af de fedeste rejser, jeg har haft.

Jeg slentrede lidt rundt, spiste østers på et solhjørne og drak hvidvin, mens jeg om aftenen fik set nogle af de venner, jeg har derovre. Men hele den tur, måden, den kom i stand på, beskriver måske meget godt denne her spontane ja-lad-os-da-bare-gøre-det-hat, jeg ofte har på.

En veninde beskrev mig engang som Peter Pan, fordi jeg altid var den sidste til at gå fra en fest. Og da jeg lige tænkte over det, gav det faktisk også mening i forhold til mange andre aspekter af mit liv. Min tilgang til, hvordan livet kan leves. Hvorfor skal vi skynde os? Hvorfor skal vi hurtigst muligt have styr på job, karriere, børn og hus? Jeg vil gerne have festen til at vare længst muligt.

LÆS OGSÅ: Kom med bag kameraet på Nina Agdals flotte fotoserie i Maxim

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Mette Lindberg

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li': Josefine Klougart

Se, hvad vi ellers skriver om: En Kvinde Vi Kan Li' og Smukke Piger