Susse Wold
Foto: Rasmus Weng Karlsen og Ritzau Scanpix Styling: Victoria Saceanu. Billedbehandling: Werkstette.

En kvinde vi kan li': Susse Wold

Som ung forførte Susse Wold tv-seere og biografgængere landet over. Men hendes femme fatale-roller viste sig at være en begrænsning. Nu – i en alder af 80 år – har hun udgivet sin anden bog. Og lever et liv i konstant forandring.

Dybest set har jeg aldrig haft et almindeligt hjem. Jeg blev født i 1938, og da krigen kort efter brød ud, gik min far straks ind i modstandsbevægelsen, mens min mor (skuespillerinden Marguerite Viby, red.) optrådte i Stockholm. Min far var så aktiv i modstandskampen, at der gik rygter om, at tyskerne ville tage mig som gidsel for at få fat på ham. Derfor blev jeg sat på en færge med kurs mod Sverige sammen med en dame, jeg skulle kalde ’mor’ under hele sejladsen. Jeg var så lille, at jeg slet ikke opfattede faren i situationen. Sammen med min mor boede jeg i Sverige, indtil krigen var forbi. Da vi kom hjem til Danmark igen, var jeg blevet syv år gammel og kom direkte på Mørks Kostskole i Hillerød.

Det var et skrækkeligt sted, syntes jeg, med 50 piger og få frøkener. Jeg afskyede at være der – i alle 10 år. Men jeg oplevede dengang min første forelskelse. Det var en sommerferie, hvor jeg som 15-årig besøgte min veninde, hvis far var fyrmester på Christiansø. På ferien mødte jeg en violinist fra Det Kongelige Kapel, som også var indlogeret hos fyrmesteren, og selv om vores eneste kontakt var, når vi blæste lyde i sodavandsflasker ved frokostbordet, blev jeg vildt forelsket i ham. Han var forlovet, og jeg vidste hele tiden, at hans forlovede ville komme til øen. Alligevel var jeg nede i kirken for at høre ham spille koncert, og han var fuldstændig fantastisk. Den dag hans forlovede ankom, tog jeg grædende dagbåden hjem fra Bornholm.

Susse Wold28192_aRGB_High.jpg

Mange tror, at forelskelse ændrer sig, når man bliver gammel. Men forelskelse vil altid eksistere, uanset alder, og den kan være lige så stærk senere i livet. Sådan oplever jeg det i hvert fald. Vi skal lade være med at være så aldersfikserede. Alder har mere med ens sindstilstand at gøre, end med hvor mange år man har levet. Man skal sørge for at bevare sin nysgerrighed, og så skal man finde noget, man kan gå passioneret op i. Selv prøver jeg at leve et liv, hvor jeg hver dag gør noget, der kræver, at jeg overskrider min egen behagelighedsgrænse. Som ung gik jeg meget op i, hvad andre mente. Nu er jeg blevet så gammel, at jeg er ligeglad med, hvad folk synes om mig.

Efter kostskolen sendte min far mig på husholdningsskole i Vordingborg, hvor jeg lærte at partere grise og lave Alexandra-budding. Jeg har aldrig haft brug for nogen af delene, og jeg var der kun et halvt år, så blev jeg sendt til England for at lære sprog og være ung pige i huset hos en kagefabrikant og hans familie i Southampton. Da jeg kom hjem igen, gik jeg til optagelsesprøve på Det Kongelige Teaters Elevskole, men kom ikke ind. De kendte alle min mor som en lille spirrevip, og det var jeg i hvert fald ikke. Jeg var en tyk pige i puberteten, og jeg lignede slet ikke min mor, som de jo forgudede. Hver gang de så på mig, kunne jeg se, at lysene i deres øjne slukkedes, og jeg følte bestemt ikke, at jeg kunne leve op til de forventninger, folk havde til mig.

19760131-063210-pf_51Mb.jpg

Heldigvis blev jeg optaget på Privatteatrenes Elevskole på Det Ny Teater. Her mødtes Bent (Mejding, red.) og jeg første gang. Senere fik jeg tilbud fra Det Kongelige Teater, hvor jeg oprindeligt var blevet vraget, og der spillede jeg Shakespeare, Strindberg og Molière. Tekster, man kunne fordybe sig i og lære noget af. Hen ad vejen fik jeg dog et meget begrænsende image som den såkaldt ’dejlige dame’. Men egentlig har jeg kun spillet sådan en rolle to gange. Én gang som Gitte Grå i ’Matador’ og én gang som Fru Junkersen i ’Den kroniske uskyld’. Jeg synes, den film var mislykket. Rifbjergs bog er vidunderlig, men den blev fuldstændig misforstået. Fru Junkersen er en pubertetsdrengs fantasi om seksualitet, en oppumpet dame, der kommer ned ad trappen i en guldkjole. Men hun skulle have været en skygge bag et gardin. Gamle mænd og unge drenge kan godt lide filmen, fordi de synes, Fru Junkersen er lidt lækker. Bogen var genial. Det var filmen sgu ikke.

Derfor var det befriende, da Thomas Vinterberg spurgte, om jeg ville spille leder af en børnehave i provinsen i ’Jagten’. Jeg tænkte, at det ville være skønt at nedbryde det image, der var blevet bygget op. Rollen var den første, jeg tog imod i 25 år, for de filmroller, jeg ellers fik tilbudt, var enten baseret på et dårligt manuskript eller en af de forførende roller. Jeg havde dog en reel frygt for, at jeg kunne ødelægge ’Jagten’. For hvis jeg ikke kunne bryde det image, jeg havde som ’dejlig dame’, ville man jo ikke tro på, at jeg kunne være leder af en børnehave i provinsen. Hvis jeg fremstod utroværdig og dermed risikerede at ødelægge filmen, ville det have været forfærdeligt.

RWK-EW-SusseWold-02_aRGB_High.jpg

Skjorte SAND til 1.495 kr. Blazer M MiSSONI hos Norse Store til 4.600 kr.

Jeg har en tyrkertro på, at mit mod til at gøre noget andet end det, jeg plejer, er afgørende for, om mit liv udvider sig, eller om det skrumper. Min nye bog ’Bevægelse’ er inspireret af et citat af Einstein: ’Nothing happens until something moves.’ Bogen er en fortælling om de øjeblikke, som har lært mig noget om min egen mulighed for konstant forandring. De svære ting, jeg fortæller om, er blandet op med humor og latter. Om jeg så er i en sweat lodge på Hawaii eller til et møde i AA med en af mine venner, om jeg så ligger på hjerteafdelingen på Riget eller sidder fast i et mudderhul i Kenya omgivet af løver. Alle de oplevelser har lært mig at se gaven i selv de mest umulige situationer. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det virker for andre. Men jeg kan med stor sikkerhed sige, at min egen nysgerrighed og fremdrift har givet mig langt flere oplevelser, end min angst og min skepsis ville have gjort.

Det er meget vigtigt for mig at være sammen med mennesker, jeg stoler på. Hvis nogen skulle pakke min faldskærm, så jeg turde springe ud, er der kun en person i verden, der kunne gøre det, og det er Bent. Jeg skal have en, jeg er tryg ved. Noget af det vigtigste i et parforhold er nærvær, for hvis nærværet forsvinder, så forsvinder man også for hinanden. Det er ikke nok at sende en sms og skrive: ”Nå, hvad så?” og så modtager man et billede af en kat eller en lagkage tilbage. Det bringer ikke én ret meget videre.

19670125-232933-pf_31Mb.jpg

Første gang vi blev gift, var på Hawaii i 1983. Hvert 10. år gifter vi os igen under det samme træ ved den samme lille kirke på øen. Jeg tror, at det er godt for mennesker, der har været sammen i mange år, at man spørger hinanden, om man skal tage 10 år mere, eller om man burde give hinanden fri. Det er vigtigt at tage stilling til, om man virkelig vil hinanden. Så undgår man at blive en ting, der er på plads i tilværelsen. Mit samliv med Bent havde heller ikke holdt, hvis ikke vi havde dyb respekt for hinandens frihed.

Man skal kunne glæde sig over, at ens partner gør noget, man ikke selv har lyst til. Og så kan jeg godt lide, at man, selv efter mange års ægteskab, går op i sig selv. At man ikke spiser sig tyk og går rundt med sjusket, uvasket hår. Jeg ville aldrig byde min partner at se mig sådan, og jeg ville heller ikke bryde mig om at se min mand ubarberet hele tiden. Man skal altid være sit bedste og sit lækreste. Det er noget, jeg lever efter, for ellers kan jeg ikke holde mig selv ud.

Susse Wold

80 år, er en dansk skuespillerinde. Hun er kendt for sine roller i ’Matador’, ’Sommer i Tyrol’, ’Den Kroniske Uskyld’ og senest ’Jagten’ af Thomas Vinterberg. Derudover har hun spillet et utal af teaterroller gennem karrieren og udgivet selvbiografierne ’Fremkaldt’ og ’Bevægelse’. Hun har været gift med skuespilleren Bent Mejding i 35 år og har siden 1986 været præsident for AIDS-Fondet.

Se, hvad vi ellers skriver om: Skuespil og Film