Sådan bliver du pornoskuespiller
Foto: Tobias Selnæs Markussen Det er ikke unormalt, at Lasse Lundom bliver genkendt i byen. Men folk kan som regel ikke huske, hvor de har set ham før.

Sådan bliver du pornoskuespiller

Sådan føles det at spille med i en pornofilm

Pigerne sidder på magten under optagelse til pornofilm. De bestemmer simpelthen mere i forhold til stillinger og come shot, og deres løn er dobbelt så høj som mændenes. Piger får typisk 5.000 kr. for en dags arbejde, en mandlig pornostjerne med lidt erfaring ligger på omkring 2.500 kr. Uden piger er der ikke noget frækt at se på, derfor er de stjernerne.

Jeg har indspillet omkring 400 sexscener, og der har både været ghettotøser og universitetspiger imellem. Fælles for de vedholdende er, at de er ekshibitionister og godt kan lide at blive set. Nogle af dem er ret vilde og uden grænser. Jeg har mødt kvinder i den her branche, som selv jeg bliver bange for.

Langt de fleste danske pornofilm bliver indspillet i unge mænds lejligheder. Lejeren får måske 1.000 kr. og en god historie, han kan fortælle gutterne. Vi andre får en dags optagelse i en lejlighed med møbler.

Når jeg har lavet pornofilm, er jeg som regel mødt ind om morgenen og har drukket kaffe og sodavand med holdet. Vi snakker lidt om, hvad vi har lavet i weekenden, og hvis det er en ny pige, spørger jeg til hende og prøver at opbygge noget kemi. Jeg spørger til hendes erfaring, alder, og hvad hun kan lide.

Nye piger får altid at vide, at de skal nævne det for deres nærmeste. Alternativet er, at venner og familie selv opdager det. Altid. 

Efter lidt afslappende snak gennemgår instruktøren scenerne og historien. Ofte er der tale om en pige til audition, jeg er dommer, og hun giver mig pludselig et blowjob. Det fungerer som bro til sexscenerne, der skal bestå af minimum fire forskellige stillinger, så man ikke når at kede sig som seer og begynder at spole for meget. Til sidst laver vi et come shot.

Inden optagelse går pigen ud for at klæde om, og jeg bruger tid på at gå ind i mig selv. Jeg gennemgår scenerne i mit hoved og tænker på en dejlig ting ved pigen. Det kan være et par flotte bryster, smukke øjne eller en stærk udstråling. Jeg bygger mig selv op. Hvor er du cool, hvor er du potent, siger jeg til mig selv.

Der er ikke mange chancer som mandlig pornomodel. Du får ét skud, og hvis du ikke klarer det godt, er du ude. Den vigtigste egenskab er helt simpelt, at man kan få den op at stå på kommando, uanset om man tænder på pigen. Jeg har selv været kameramand en del gange, og ofte møder debuterende mandlige pornomodeller ikke op. De udebliver af skræk for ikke at kunne præstere.

Heldigvis starter første scene som regel med et blowjob, det kan gøre mig lidt kampklar. At have sex på film er ligesom at have sex i virkeligheden. Nogle piger er dødtørre, nogle er gode til at være til stede og få kørt en intensitet op. Jeg må ikke være for glad, når jeg har sex på arbejde, for jeg skal holde ca. 20 minutter pr. scene, men jeg må jo heller ikke være ligeglad.

Hvis jeg er tæt på at komme og har brug for at falde ned, tænker jeg på mad. Den slags skal man kunne styre. Man er der for at lave et stykke arbejde, for at lave et produkt, man kan sælge. Man er der ikke bare for at bolle. Når man bliver rutineret, er det mere arbejde end glæde, ud over de sidste fem minutter af scenen, hvor man kan få lov til at slappe af.

Det var anderledes første gang, jeg lavede en scene. Min veninde ville gerne lave porno og spurgte, om jeg ikke kunne følge med til første møde som en slags bodyguard, hvis instruktøren viste sig at være skummel. Han var sådan en type med langt hår og briller, og han syntes, jeg så frisk ud, og foreslog, at jeg også skulle lave porno. Jeg var 22 år og arbejdede på en tankstation. Helt sikkert. Det var lidt en drengedrøm, og jeg forholder mig mest til nuet.

Inden første scene var jeg nervøs, jeg ville så gerne præstere, og så træder den her lækre kvinde ind. Hende vil jeg rigtig gerne imponere ekstra meget. Der var jern på med det samme. Efter endt arbejdsdag fik jeg stukket 2.000 kr. i hånden. Er du gal, jeg følte mig som en præmietyr. Jeg havde lige haft sex med den frækkeste pige på kommando, og jeg havde tilmed fået penge. Det hævede mig fra jorden. Senere blev pigen og jeg kærester i et to år langt forhold.

Porno har været benzin på min selvtillid. Hver gang jeg har lavet en film, har det boostet mit ego. Da min karriere var på sit højeste, syntes jeg virkelig, at jeg var the shit. Jeg følte mig super blæret og overlegen, da jeg sad på optagelse på en parkbænk og fik et blowjob i nærheden af en teknisk skole, mens drengene fra skolen stod og kiggede og måbede.

Nogle gange bliver jeg genkendt i byen eller på gaden. Man kan se på folks blik, at de ikke altid kan komme i tanke om, hvor de kender mig fra. En mand blev ved med at påstå, at vi havde siddet i fængsel sammen, indtil jeg fik forklaret ham, at han nok havde set mig på dvd. Jeg bliver oftest genkendt af mænd, det er også sket ude ved et pissoir med en kæk bemærkning eller en ekstra skæven til mit udstyr. Der er nu ikke så meget at kigge på, det er rimelig standard.

Som dreng var jeg ret nørdet med computerspil, og jeg var pigernes ven, du ved. Jeg er opvokset uden min mor, min søster overtog den rolle, og jeg har haft mommy issues, altså en slags brist over for kvinder. I hvert fald har jeg haft meget trøstesex som ung. Fra en helt tidlig alder bestemte jeg mig for, at jeg ville være rigtig god til at tilfredsstille en kvinde. Jeg ville være den bedste. Jeg har lyttet til pigesnak og læst kvindeblade. Er du gal, mand, der er blevet læst på lektien.

På et tidspunkt bliver det dagligdag at lave porno, og nu er jeg trappet ned og er ved at uddanne mig til IT-supporter. Både fordi jeg har fået en søn og en kone, men også, fordi jeg har mistet gløden. Jeg fik så god selvtillid af at lave porno, at jeg begyndte at hvile i mig selv på et mere dybt plan. Nu kan jeg slappe af og har ikke en følelse af, at jeg behøver at imponere hele tiden.

Se, hvad vi ellers skriver om: Smukke Piger, Sådan føles det og Sex