Verdens Bedste Fodboldrejse var i 2019 inde at se Atletico Madrid blandt andet.
Foto: Christian Lindgren

Deltager på Verdens Bedste Fodboldrejse: ”Det vil sidde i kroppen resten af min levetid”

Annonce: Reportage fra Verdens Bedste Fodboldrejse 2019, der bød på kampe i Augsburg, Madrid og Burnley.

En slagter fra Greve har i ti år prøvet at komme med på Danske Spils 'Verdens Bedste Fodboldrejse', hvor omkring 90 dygtige og heldige oddsere oplever tre kampe i tre forskellige europæiske lande på bare én weekend. En rejse, som ofte bliver beskrevet som fodboldnørdernes tre dage i paradis.

Igen i år så det længe ud til, at Arne Bodholdt Pedersen måtte nøjes med at læse om rejsen hjemmefra.

”Jeg havde kvajet mig, da der var DM i Oddset med en kupon, hvor der var nogle mandagskampe med på, men turneringen lukkede om søndagen, det havde jeg ikke tænkt over. Under finaleugen vandt jeg ellers 15.000 kroner, hvilket med stor sandsynlighed havde været nok til at komme med, men fordi jeg dummede mig tidligere med de mandagskampe, glippede det."

Troede den 48-årige slagter i hvert fald.

Der var rigtig nok ikke flere spil gennem Danske Spil, hvor han kunne kvalificere sig til rejsen. Men på Euromans Facebook-side kunne man vinde én billet, hvis man svarede på et spørgsmål om, hvor mange kampe der er på turen. Bodholdt Pedersen greb telefonen og begyndte at svare, men lagde den i ren opgivelse fra sig igen:

”Jeg ender jo aldrig med at blive udvalgt alligevel.”

Heldigvis kom han til fornuft og fik sendt svaret af sted.

”Det var jo min sidste chance for at komme med.”

Dagene gik, og Bodholdt Pedersen havde glemt alt om konkurrencen. Men mens han lå på sofaen derhjemme, tikkede der 27-28 mails ind i indbakken. Han tjekkede dem igennem, og én af dem var fra Danske Spil. Der stod, at han var udvalgt til Verdens Bedste Fodboldrejse gennem Euromans konkurrence blandt 599 deltagere.

Efter ti års kamp lykkedes det endelig.

”Jeg var helt oppe at køre og måtte have fat i konen og fortælle hende om det omgående. De næste par dage læste jeg vel mailen 200 gange for at være sikker på, at det passede.”

Dag 1: Augsburg - Bayer Leverkusen

Derfor var det en spændt Bodholdt Pedersen, der troppede op i Københavns Lufthavn fredag morgen i forrige uge og stillede sig ind i køen blandt de mange andre heldige deltagere af rejsen. Alle kunne se frem til kampene Augsburg – Bayer Leverkusen, Atletico Madrid – Valladolid og Burnley – Manchester City. Især var Bodholdt Pedersen spændt på den sidste kamp. Han er nemlig hardcore Liverpool-fan og har klubbens logo tatoveret på benet.

”Jeg drømmer om at kunne sige, at jeg var på stadion, da Manchester City smed mesterskabet i tredjesidste runde og gav det til Liverpool i stedet.”

Sådan et scenarie krævede, at City enten spillede uafgjort eller tabte om søndagen.

Udover vinderne til turen stod kendte personligheder som EM-92-landsholdets topscorer Henrik 'Store' Larsen, fodboldkommentatorerne Flemming Toft og Andreas Kraul, journalist Mads Steffensen og komiker Martin Høgsted også i køen til Verdens Bedste Fodboldrejse

De var inviteret med for at gøre rejsen endnu mere speciel og give deltagerne muligheden for at få en snak med nogle af deres helte og diskutere fodbold over nogle øl og noget god mad.

Komiker Martin Høgsted:

Martin Høgsted.jpg

Hvad betyder fodbold for dig?

”Jeg tror, at det er en af de sidste muligheder, man har for at skabe sig lidt. Jeg har to små børn, et seriøst arbejdsliv og bruger meget af min tid på at tænke, men når jeg er ude at se fodbold, kan jeg slukke for hjernen. Der er nok mange, der sætter sig ned og ser Netflix i stedet, men jeg lever af at lave fiktion, så der slapper jeg aldrig helt af. I den halvanden time, en fodboldkamp varer, kan jeg slukke for hjernen fuldstændigt, skeje lidt ud med råb og skrig og ikke være så politisk korrekt.”

Hvilken klub holder du med?

”Arsenal og FCK. I mange år havde jeg egentlig ikke noget hold, selvom jeg fulgte med i fodbold. Men da jeg blev 18, flyttede jeg sammen med min bedste ven Jasper Ritz, og han er gigantisk Arsenal-fan og har dediceret boet i London og har haft season tickets. Vi var sammen hele tiden, og hver gang Arsenal tabte, græd han, og det begyndte jeg også at gøre, fordi det gør man, når ens bedste ven græder. Og når de vandt, blev han glad, og det gjorde jeg så også. Det var ren Pavlovs hunde og min indgang til at blive fan. Jeg er så heldig stillet, at Jasper har alle kontakterne og altid kender en, som har en billet til en Arsenal-kamp, så jeg har været på stadion og set dem spille mange gange.”

”Herhjemme holder jeg med FC København. I flere år fik jeg ikke set dem spille så meget grundet familie og arbejde og sådan, men min svenske kæreste gik i skole med Erik Johansson, og da han skiftede til FCK i 2016, inviterede han os ind i Parken for at se dem spille. Jeg fik en hel opblomstring for FCK igen, og siden er jeg blevet hængende og ser dem ofte på stadion. Jeg havde ellers næsten glemt at se livekampe i Danmark, selvom jeg i mange år har boet tæt på Parken, men det er dejligt at være i gang igen.”

Hvilket fodboldminde står klarest i din erindring?

”Da Arsenal var i Champions League-finalen i 2006 mod FC Barcelona og tabte 1-2. Det var en stor kamp, og det var for alvor dér, at jeg fandt ud af, hvor meget klubben betød for mig. Jeg var på Southern Cross Pub i København, og skuffelsen var gigantisk, da vi endte med at tabe. Det var også i de år, at jeg fik øjnene op for FCK. Deres deltagelse som dansk hold i CL’s gruppespil (med sejr over Manchester United) var skelsættende. Det står sgu også ret klart i erindringen."

”Jeg var faktisk inde at se en kamp på Highbury under Arsenals invincible season (2003-04), og det var selvfølgelig en stor oplevelse. De fleste Arsenal-fans ville nok også fremhæve den sæson som noget af det største, men min kærlighed til klubben kom for alvor til udtryk med CL-finalen.”

Hvad er det bedste ved Verdens Bedste Fodboldrejse?

”At det bare er ekstrem hygge. Jeg er noget overrasket over, at man kan sidde i et fly med 90 mennesker, som man ikke kender, og alligevel føles det som om, at man gør.”

Martin Høgsted, 36, er især kendt fra sketchshowet ’Danish Dynamite’. Er med på Verdens Bedste Fodboldrejse for første gang.

Da de rejsende fra København trådte ind i det privatfly, som skulle bringe dem rundt de næste tre dage, sad blandt andre landsholds- og FC Barcelona-legenden Allan Simonsen og alle vinderne fra Jylland dér allerede, da de var kommet til fra Billund.

Mads Steffensen.jpg

Der sad også 49-årige Martin Sanderhoff fra Bjerringbro. Han var faktisk også lidt af en legende. Det var nemlig tredje gang på seks år, at han havde vundet sig til rejsen, hvilket efter sigende var en rekord, han delte med blot én anden på flyet.

Hvad er din hemmelighed?

”Det er, at jeg går målrettet efter det, når der kommer de her konkurrencer, og der er nok omkring 40 af dem i løbet af et år. Jeg er med i dem alle sammen. Denne gang er jeg kommet på turen via DM i Oddset, hvilket også var tilfældet sidste år. Der er 20 pladser, så det er den ’nemme’ måde at komme med, fordi man ikke behøver at gå efter 1.-, 2.- og 3.-pladsen. Man kan godt fedtspille lidt og bare sørge for, at man får røven over vandskorpen.”

”Jeg var med for første gang i 2013, og det var her, at jeg opdagede, at en 2:3 havde været med før og tænkte, at det her kan man altså godt gentage. Herefter er jeg begyndt at gå målrettet efter det, og i de år, hvor det ikke lykkedes, har jeg haft et hav af ’lige ved og næsten-pladser’ i alle mulige konkurrencer.”

Ved DM i Oddset var reglerne klare: Man måtte spille for 20 kroner på én kupon om dagen, og de 20 personer, som havde tjent flest penge efter en uge, kom med. Sanderhoff blev nummer 13.

Han husker særligt første gang, at han var med på rejsen.

”Mit største øjeblik var i 2013, hvor der var tre landstrænere med på turen: Sepp Piontek, Richard Møller Nielsen og Morten Olsen. Jeg fik latterkrampe flere gange på flyet. Sepp er jo frygtelig på den gode måde, han kunne blive ved med at fortælle sjove historier, og til sidst gjorde det simpelthen så ondt i kæberne. Han fortalte den ene efter den anden røverhistorie om Preben Elkjær og de andre fra landsholdet. Særligt sammenspillet mellem Sepp og Ricardo var fantastisk, de kunne bare kigge hinanden i øjnene, og så gav den ene et stikord, og så fortsatte den anden. De styrede hele midterflyet. Det glemmer jeg aldrig.”

Sanderhoffs kone har ikke noget imod, at han river en weekend ud af kalenderen og tager på fodboldrejse uden hende. På nær én ting:

”Min kone siger, at jeg ikke behøver at lægge noget fra turen på Facebook, fordi hun er træt af at læse den kommentar om, at hvis jeg er så heldig i spil, så må jeg været skidt gift.”

Efter ankomsten i Augsburg stod den på underholdning på hotellet og en middag på en restaurant inde i byen, inden der var kickoff på WWK Arena om aftenen.

Det var 26. gang, at Danske Spil arrangerede Verdens Bedste Fodboldrejse. Sidste år så man faktisk også Augsburg spille, men det var på udebane mod Wolfsburg. Det opgør endte 0-0, så gengangerne håbede på flere mål denne gang.

Augburgs stadion1.jpg

Augburgs stadion2.jpg

Heldigvis fik tilskuerne mål. Og mange af dem. Bayer Leverkusen vandt 4-1. Som altid var stemningen god. Det er man bare garanteret på tyske stadions. Augsburgs slager-beslægtede klubsang bragede ud fra højtaleren med blandt andet linjen:

”Du bist Glanz und Gloria, Unser FCA.”

Radio- og tv-vært Mads Steffensen:

MADS.jpg

Hvilken klub holder du med?

”Jeg blev Liverpool-fan i 1977, da de spillede Europa Cup-finale mod Borussia Mönchengladbach og min elskede Allan Simonsen, som hang på plakaterne. Liverpool endte med at slå tyskerne, og så tænkte jeg, at hvis et hold kan slå et hold, som har Allan Simonsen med, så går jeg med dem, og det har jeg gjort lige siden. Det var især en skide god idé i 80’erne, men vi har ikke vundet et mesterskab i næsten 30 år, og jeg tror desværre heller ikke, at det kommer til at ske i år.”

Hvilket fodboldminde står klarest i din erindring?

”Jeg får stadig gåsehud, når jeg tænker tilbage på miraklet i Istanbul, hvor Liverpool i Champions League-finalen (2004-05) mod AC Milan vendte et 0-3-resultat til 3-3 i anden halvleg og endte med at vinde efter straffesparkskonkurrence. Min kone spørger mig tit om, hvorfor jeg gider at blive ved med at se fodbold, og så svarer jeg, at det er fordi, man engang imellem lander i en kamp, som er større end alt andet, og man kan blive ved med at vende tilbage til den. Sådan en kamp er den i Istanbul, og det samme er EM-finalen i 1992.”

Hvem er din hadeklub?

”Jeg har fem hadeklubber. Jeg hader allermest Manchester United, nummer to er Brøndby og derefter kommer Chelsea, FC Midtjylland og Manchester City i nævnte rækkefølge.”

Mads Steffensen, 48, er især kendt fra ’Mads og Monopolet’ på P4 og ’Kender du typen?’ på DR1. Er med på Verdens Bedste Fodboldrejse for første gang.

Særligt to Var-kendelser i fredagens tyske kamp gav anledning til diskussioner blandt de rejsende. Der blev talt for og imod. De fleste syntes dog, at det var sjovt at kunne sige, at man nu havde prøvet at opleve Var selv på stadion.

Dag 2: Atletico Madrid - Valladolid

Der blev også udnyttet, at den tidligere topdommer Kim Milton Nielsen var med på rejsen og ham fik flere diskuteret Var-systemet med. Milton, der blandt andet viste David Beckham fra England ud for at sparke efter en modspiller fra Argentina ved VM 1998, er en hyppig gæst på Verdens Bedste Fodboldejse.

Faktisk var spilleren, som David Beckham sparkede til, nu træneren for Atletico Madrid. Nemlig Diego Simeone. Senere på lørdagen skulle deltagerne se argentinerens hold i aktion på det nye stadion Wanda Metropolitano mod Valladolid.

På flyet fra Tyskland til Spaniens hovedstad gik EM 92-topscoreren Henrik 'Store' Larsen op til mikrofonen og fortalte om sit personlige kendskab til Diego Simeone. De to var klubkammerater i italienske Pisa fra 1990 til 1992.

Larsen.jpg

Ligeså kynisk som Atletico Madrids taktik er, var Simeone som spiller, forklarede Larsen.

"Han kunne finde på at skade en medspiller bevidst under en træning før en kamp, hvis de kæmpede om den samme plads. Så kynisk var han," sagde Larsen.

EM 92-helten brugte også noget tid på at drille nogle af de mange Liverpool-fans, som var med på Verdens Bedste Fodboldrejse. Tidligere på dagen kunne han ikke lade være med at blande sig, da en skaldet Liverpool-fan slog armene ud og udråbte midt i bussen:

"Der er kun én klub, man kan holde med, og det er Liverpool. Der er ingen over, ingen ved siden af."

Indtil 'Store' Larsen brød ind med:

"Hvornår har Liverpool sidst vundet mesterskabet? Det var dengang, jeg spillede mand."

Selv Liverpool-tilhængeren måtte smide masken og grine af Larsens kommentar. Det er det fantastiske ved denne rejse. Alle kommer godt ud af det med hinanden. 

Atletico Madrid er ikke kendte for at score mange mål, men der kom et enkelt i kampen mod Valladolid lørdag eftermiddag. Efter 66 minutter kunne Valladolid-spillerne se deres egen Joaquin Fernández skubbe bolden i eget net. 

Selve Wanda Metropolitano, der har plads til 67.829 tilskuere, var en stor oplevelse at sidde på. Og så gjorde det bestemt ikke noget, at temperaturen sagde 20 grader.

Wanda1.jpg

Wanda 3.jpg

Wanda2.jpg

Om aftenen var der festmiddag på det fire-stjernede Hotel Melia Castilla, hvor der blandt andet var pokaloverrækkelser til nogle af vinderne. Den stod også på underholdning med Verdens Bedste Fodboldrejses egen udgave af radioprogrammet 'Mads og Monopolet'. Her var panelet Flemming Toft, Andreas Kraul, Martin Høgsted og tidligere fodboldspiller Mads Junker. Værten var naturligvis Mads Steffensen.

Allan Simonsen bjergtog også alle med hans fantastiske anekdoter fra tiden i Barcelona og landsholdet. Han fortalte blandt andet om, hvordan spillerne fra både Barcelona og Real Madrid gemte nåle i svedbåndene, når de to hold mødtes, så de kunne løbe og stikke hinanden inde på banen. Ligesom han fortalte om at være værelseskammerat med Preben Elkjær på landsholdet.

Intervieweren spurgte Simonsen på scenen:

"Preben snakkede vel 90 procent af tiden?"

"Det er vist lavt sat," lød det fra en smilende Simonsen.

Allan simonsen 2.jpg

Mads og monopolet.jpg

Dag 3: Burnley - Manchester City

Og så kom dagen, som alle Liverpool-tilhængerne havde glædet sig mest til. Mens man havde siddet på WWK Arena i Augsburg om fredagen, havde Liverpool smadret Huddersfield med 5-0, så nu "manglede" Burnley bare at tage point fra Manchester City, og så ville mesterskabet i stedet være i Liverpools hænder.

På det 136 år gamle Turf Moor så det også længe ud til, at Burnley faktisk ville levere miraklet og hjælpe Liverpool. Stillingen var 0-0 indtil det 63. minut, hvor Citys Sergio Aguero fik sparket bolden ind over stregen med sølle tre centimeter.

Føringsmålet kom Burnley sig aldrig rigtig over, selvom deres passionerede fans gjorde alt for, at spillerne skulle med flere slagsange. Der blev også råbt til Citys medrejste fans: "Who the hell are you?" Hvortil City-fansene råbte "campione" tilbage.

Deltagerne på rejsen var så heldige at sidde nede på de forreste rækker, så Pep Guardiola og alle de andre stjerner var kun få meter fra dem.

Der var også en af deltagerne, der på stadion fik købt sig en målmandstrøje fra Burnley og bad om at få trykt reservekeeper Anders Lindegaards navn bagpå. Ekspedienten kunne bare ikke lige huske Lindegaards nummer og måtte bede om hjælp. 

Burnley 1.jpg

Burnley 2.jpg

Slagteren fra Greve, Arne Bodholdt Pedersen, var en smule slukøret efter Citys 1-0-sejr. 

”Første halvleg gik, som den skulle. Burnley holdt nullet, og det gav et håb om, at det godt kunne lade sig gøre. De sidste gange Burnley og Manchester City havde mødtes, havde de også spillet uafgjort, og man skulle helt tilbage til 2010, før City havde en storsejr over Burnley."

"Men det skulle ikke være i dag.”

”Jeg tror på mesterskabet til Liverpool endnu, og det er dét, som er så smukt ved fodbold. At det hele bliver afgjort på en bold, der er tre centimeter over stregen. Det kan vi ikke gøre noget ved.”

Alt i alt har rejsen dog været en uforglemmelig oplevelse for Bodholdt Pedersen.

”Denne rejse vil sidde i kroppen resten af mine levetid og vil være noget, som jeg fortæller mine børn om mange gange fremover, men der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg vil prøve at komme med en gang til. Jeg tror ikke, at jeg bliver udtrukket igen, men så må jeg spille mig til det.”

Tidligere landsholdsspiller Allan Simonsen:

Allan Simonsen 1.jpg

Hvor mange gange har du været med på Verdens Bedste Fodboldrejse?

”Halvdelen af turene vil jeg tro, så omkring 13-14 gange.”

Hvorfor bliver du ved med at rejse med på turen?

”For det første elsker jeg fodbold, og at se tre kampe i udlandet på en weekend er lige min boldgade. Samtidig er det altid nogle søde mennesker, som er med og man får nogle nye venskaber. Vi har det rart og godt, bliver godt betjent og får noget lækkert at spise.”

Hvilken kamp var den bedste på denne rejse?

”Nu kan jeg godt lide at se teknisk fodbold, så jeg kampene i Madrid og Tyskland var mine favoritter. Jeg syntes især, at Bayer Leverkusen spillede noget flot, offensivt fodbold. I den sidste kamp mellem Burnley og Manchester City var der jo kun spil til ét mål. Jeg kan godt lide at se City spille, men Burnley var ikke nogen stor oplevelse fodboldmæssigt set.”

”Men selve stemningen på Burnleys stadion var fantastisk og med dette gamle, engelske look. Det var sjovt at gense et stadion, som det så ud, dengang jeg spillede, der var noget nostalgi over det.”

Allan Simonsen, 66, blev kåret som Europas bedste fodboldspiller i 1977 og opnåede 55 landsholdkampe og 20 mål i rødt og hvidt. På klubplan tørnede han ud for klubberne Borussia Mönchengladbach, FC Barcelona, Charlton og Vejle BK. Indstillede sin aktive karriere i 1989.

Resultaterne fra Verdens Bedste Fodboldrejse 2019:

26. april: Augsburg – Bayer Leverkusen 1-4
27. april, Atletico Madrid – Valladolid 1-0
28. april: Burnley – Manchester City 0-1

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold