Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Kaffe – cafeguide og gode tips til verdens bedste bryg

Danskerne er vilde med kaffe. Vi drikker i gennemsnit 4 kopper kaffe om dagen, og i storbyer som København og Aarhus kan man ikke dreje rundt om et gadehjørne uden at støde på en hip cafe, der serverer kaffe i verdensklasse.

Gastro guider dig gennem junglen af kaffesteder og afslører, hvordan den helt rigtige kop kaffe skal brygges.


vis
mere

Danskerne drikker tredjemest kaffe i verden

20 millioner. Så mange kopper kaffe bliver drukket på daglig basis i Danmark. Det svarer til cirka 4 kopper om dagen for hver af landets indbyggere. Kun Finland og Østrig er mere glade for kaffe end os.

Forkærligheden for kaffe er størst hos mænd – 86 procent af alle mænd drikker kaffe, mens tallet for kvinder “kun” ligger på 76 procent – og danskernes kaffevaner varierer meget fra landsdel til landsdel.

I hovedstaden er cappuccino blevet meget populært de senere år, mens midtjyderne foretrækker at trække kaffen i en automat frem for at spendere en halv månedsløn på dyre cafebesøg.

Kaffe kommer i mange former, størrelser og smagsvarianter. Det amerikanske kaffemærke Death Wish har fx. slået sig op på at lave kaffe med et “dødeligt” højt koffeinindhold.

I den anden ende af skalaen findes de milde kaffevarianter som cappuccino, caffe latte og cortado, der bliver drukket i spandevis på cafeer verden over.

Gastro har bedt nogle af landets bedste baristaer afsløre, hvordan man bedst brygger de sydeuropæiske kaffe-varianter. Og hvordan du undgår, at din latte ikke kommer til at smage som risengrød.

Kaffe er godt for helbredet

Har du brug for kaffe til at komme ud af sengen om morgenen? Og skal der ofte massive mængder af koffein til for at holde arbejdsgnisten tændt hele dagen? Så kommer du sandsynligvis også til at leve længere.

To store undersøgelser af mere end 500.000 menneskers kaffevaner viser, at jo mere kaffe du drikker, jo større er den positive effekt på dit helbred.

Undersøgelserne viser bl.a., at når man tager højde for faktorer som alder, rygning, fysisk aktivitet og uddannelse, har mænd, der drikker mere end tre kopper kaffe om dagen, 18 % lavere dødelighed, mens tallet er 8 % for kvinder.

Kaffedrikkere havde en reduceret risiko for at dø af hjertesygdomme, slagtilfælde, luftvejssygdomme, diabetes og nyresygdomme.

Og selvom undersøgelserne ikke definitivt udpeger kaffe som en form for livseliksir, så kan et par kopper om dagen i hvert fald ikke skade.

Som forskeren Marc Gunter, der står bag en af de to undersøgelser, siger det:

”Jeg vil ikke anbefale folk at fare ud og drikke store mængder kaffe, men jeg mener, at den (undersøgelsen, red.) indikerer, at kaffe ikke gør nogen skade. Det kan være en del af en sund kost”.

Guide - her er byens bedste kaffe

København og Aarhus er rig på kaffebarer, der leverer den daglige dosis koffein til alt fra cortado-drikkende hipstere og caffe latte-glade universitetsstuderende til håndværkere med hang til tjæresort kaffe.

I Aarhus er der rig mulighed for at nyde en velsmagende kop kaffe på byens mange caffeer, men søger du en kop kaffe ud over det sædvanlige, skal du besøge kaffebaren Great Coffee på Klostergade.

Kaffen brygges af barista Søren Stiller Markussen, der blev i 2018 nummer 15 ved VM i kaffe. Hans kaffebar, Great Coffee, vandt samme år DM i sort kaffe og har også været danmarksmester i flere andre kaffediscipliner.

I København skal du ligeledes ikke gå langt for at få kaffe i verdensklasse. I Gastros store guide til Københavns 10 bedste cafeer udvælger vi en række cafeer, der kæler særligt for kaffebønnerne.

Hvis du går næsten religiøst op i kaffe, er den hypede hipster-kaffebiks Prolog Coffee noget for dig. Og på Enghave Kaffe serveres der moderigtig drypkaffe, så ikke et øje er tørt.

Sådan brygger du selv den bedste kaffe

Engang bød de fleste kaffebarer på skummelt kaffebryg, som kun kunne glide ned tilsat rigelige mængder af mælk.

I dag kan man vælge mellem enkeltmarkskaffer med varierende smagsnoter, ristningsgrader og tilberedningsmetoder, når man tager på cafe.

Men god kaffe kommer ikke gratis, og det kan hurtigt koste en formue at nyde sin sorte yndlingsdrik på de hippe cafeer.

Så hvorfor ikke benytte nogle af kaffespecialisternes tricks derhjemme og starte dagen med en kande, der er skarpere end din nabos?

En af Englands førende baristaer giver fem råd til, hvordan du brygger den helt perfekte kaffe. Vigtigst af alt skal du give dig tid til at kæle for kaffen – og lade være med at slubre den i dig. Som baristaen skriver:

“God kaffe handler om ritualer. Hvis ikke du har 5-10 minutter til at hellige dig kaffen, så opnår du ikke den velsmagende kaffe, og så er du heller ikke fokuseret nok til at nyde den ordentligt.”