FØRSTE GANG JEG skulle interviewe Peter Bodum, måtte han aflyse i sidste øjeblik. Arvingen til
Bodum-imperiet var på forretningsrejse i Asien, og var fanget i en lufthavn i
Hong Kong, hvor en tyfon forsinkede al flytrafik.
For halvandet år siden
overtog 37-årige Peter Bodum direktørposten i Bodum (verdenskendt for deres
stempelkande) efter sin far. Håndteringen af det skifte var på min notesblok.
Da jeg i min research fandt ud af, at han har tre søskende, noterede jeg mig
også, at jeg skulle huske at spørge ind til om, der havde været en Succession-lignende
kamp om tronfølgen.
Nederst på blokken stod:
Hvordan brygger man den optimale kaffe? At undlade det spørgsmål vil være som
at have Michael Laudrup i røret og ikke få spurgt ind til, hvordan man lægger
en smuk aflevering.
Da jeg fik fat i Peter Bodum, lød han træt, han var i Tokyo, hvor Bodum (firmaet) deltog
i en kaffemesse.
”Da jeg var lille, havde en
af mine søskende besøg af en veninde. I skolen dagen efter spurgte en
klassekammerat veninden, hvordan det havde været. Veninden svarede, at det havde
været supersjovt. Det var bare underligt, at vi skrev vores efternavn på alle
vores ting derhjemme,” sagde Peter Bodum fra et hotelværelse i Tokyo.
PETER BODUM KUNNE ikke selv huske, hvornår det gik op for ham, at hans
familie ejede Bodum. Han afviste, at der skulle have fundet en decideret
indoktrinering i koncernledelse sted fra barnsben. Altså om Peter Bodum skulle
være en slags reagensglasdirektør.
”Men vi talte meget om det
derhjemme. Bodum var bare en del af, hvad vi var. Mine bedsteforældre startede Bodum,
og da min farfar (som også hed Peter Bodum) døde som 56-årig, overtog min
farmor styringen, og hun kørte det fantastisk godt. Så det var et sundt firma,
min far overtog.”
Hvis du skulle forklare et
femårigt barn, hvad dit arbejde går ud på, hvordan ville du så bære dig ad?
”Jeg vil nok sige, at jeg
udvikler produkter, mest til køkkenet og kaffen, som du kan bruge i dit hjem.
Produkterne skal gøre dit liv nemt på en funktionel måde uden at skabe rod. Men
det er måske kedeligt at høre om køkkenprodukter for en femårig.”
Jeg tror ikke, det er det bedste emne til at fastholde børns opmærksomhed. Hvis du tænker tilbage på de produkter, du har været med til at lave, hvilket er så din favorit?
”Min far og jeg er glade for
filmen ’The Thomas Crown Affair’ (fra 1968, red.). Hovedrollen er glad for at
drikke dry martinis, så vi besluttede os for at lave et sæt til dry martini.
Det består af en vodkakaraffel og en spray, så du kan sprøjte vermouth ned i
glasset som en parfume. Du må ikke bruge for meget vermouth; alt handler om
vodkaen. Det betød meget for os, fordi det var sjovt at lave sammen og en film,
vi begge kunne lide, men det blev ikke rigtig solgt.”
Hvordan er dit forhold til din far egentlig? Han er jo både din far, tidligere chef og nu er du hans chef, hvad gør det ved en far-søn-relation?
”Min far og jeg arbejder meget sammen, og det har vi gjort de sidste 10 år.
Min far har brugt meget af sit liv på at bygge firmaet op, og så må man forstå,
at det aldrig kommer til at forsvinde i en person. Jeg har lært meget af min
far, fx hvor vigtigt det er, at vi er ude hos kunderne. Ligegyldigt om de er
store eller små, samarbejdet og forholdet er virkelig vigtigt. Og samtidig
udvikler vi sammen vores produkter, produktioner og lagre.”
Hvad var din vej ind i familievirksomheden?
”Jeg vidste af en eller
anden grund tidligt, at jeg ville ind i firmaet, og startede med at arbejde i
vores butikker i juletiden. Jeg har også arbejdet på fabrikken i Portugal,
kontoret i Schweiz, Hong Kong og Shanghai. For ti år siden spurgte min far, om
jeg ville overtage den digitale del af Bodum. Langsomt fik jeg mere og mere
ansvar for produktudvikling, og i starten af 2024 blev jeg så indsat som
direktør.”
Har du mødt nogle fordomme ved at være arving til virksomheden?
”Det havde jeg forventet,
men nej. Jeg tror, det skyldes, at jeg har arbejdet med mange af mine kolleger
i 20 og 30 år. Tværtimod har alle givet mig enormt meget support.”
Hvorfor endte det med at være dig, der har overtaget ledelsen i Bodum og ikke nogen af dine søskende?
”Alle mine søstre valgte en
mere kunstnerisk retning, men de sidder alle i bestyrelsen, så vi er alle
tilknyttet firmaet endnu. Min ene søster arbejder med vores firma Ordnung &
Reda, og er ved at udvikle et nyt sortiment for dem, så vi arbejder meget
sammen for tiden. Det sætter jeg pris på.”
Så der har ikke været en ’Succession’-oplevelse, hvor to søskende har rottet sig sammen for at overtage magten i et kup?
”Nej. Vi har ikke spillet
hinanden ud mod hinanden. Vi er vokset op tæt og har et stærkt sammenhold.
Heldigvis.”
Vi kan altså konkludere at tanker om dine søskendes kupplaner ikke holder dig vågen om natten. Hvad gør så?
”Trumps tariffer har været
udfordrende. Jeg var stadig relativt ny i jobbet, da de landede, så det var en
stejl læringskurve, og det er
det stadig. Men vi har også lært meget af det, vi har fundet nye
muligheder i markedet og flyttet noget lager til USA. Min far sagde altid, at
vi skal vende det negative til noget positivt. Det forsøger jeg at efterleve.
Det eneste, der rigtig holder mig vågen for tiden, er min søn.”
Hvornår står du op?
”Hvis jeg skal nå en flyver,
plejer jeg at tage den tidligste, så er jeg nok oppe omkring klokken fire.
Ellers står jeg op mellem seks og syv. Jeg drikker en sort kaffe, ingen
morgenmad og så et ingefærshot.”
Hvad var din skærmtid på din iPhone i sidste uge?
”Jeg ved ikke, om jeg tør
sige det. Mit gennemsnit er otte timer. Når jeg rejser, er det mellem otte og
ti timer. Jeg er konstant på telefonen, enten på Slack eller i Outlook for at
være i kontakt med virksomheden. De fleste nyheder får jeg fra Bloomberg.”
Det er vel et tydeligt bevis på, hvor meget det koster at være chef. Du er semi-ny far, hvordan balancerer du faderskabet med at være international leder?
”Det er jeg nok stadig ved
at finde ud af. For jeg nyder at være sammen med min søn, men samtidig er det
også et familiefirma. Jeg har det sjovt med mit arbejde, men jeg gør det ikke
kun for mig selv, jeg gør det også for den næste generation.”
Skal din søn overtage?
”Han er halvandet, så det er
for tidligt at sige, om han skal være fjerde generation. Det er vigtigt, at der
ikke er noget pres for det, det sagde min far altid.”
Det vil være et sakrilegium ikke at spørge dig, hvordan man brygger den perfekte stempelkaffe?
”Jeg bruger enten vores ’Guatemala
single origin’ eller ’Bodums best’. Med french press er det vigtigt, at du har den ideelle malingsgrad af kaffen. Den skal være groftmalet som granuleret sukker. Forholdet skal være ét gram kaffe til 14 gram vand. Efter at have hældt vand på, rører du i 20-25 sekunder, sætter låget på uden at trykke og venter i fire til fem minutter, så er du klar. Skal den være skarp, bruger jeg fem kopper kaffe.”
Hvis ikke stempelkanden, hvad sværger du så til?
”Om sommeren kan jeg godt
lide en stærk cold brew. På kaffemessen i Tokyo putter vi den i en
slushie-maskine, og så hælder jeg banan- eller jordbærmælk i. Det er sødt, men
smager virkelig godt. Kapselkaffe kan jeg ikke drikke. Jeg vil ikke lyde
kaffesnobbet, men det er virkelig ikke god kaffe.”
Bodum-imperiet
Bodum blev stiftet i 1944 af Peter Bodums farfar, Peter Bodum.
Udover stempelkanden, som de har solgt millioner af, producerer virksomheden en lang række køkkenudstyr og -redskaber.
Fx er deres mælkeskummer de seneste år blevet særdeles populær, og de sælger én million af skummeren årligt.