Der er nogle ting, der bare fungerer bedst i
Italien. At køre på Vespa, gå i kortærmede skjorter og drikke sin espresso stående
i baren.
Specielt sidstnævnte er ikke noget, vi har
tradition for herhjemme, hvor størstedelen af os jo faktisk bare helst vil sidde symbolsk og
putte med vores opvarmede mælkedrikke på en café i 45 minutter. Men nu
får man snart muligheden for at gøre det anderledes.
Lørdag den 28. juni åbner Bodega Danza
– en ny konceptbar fra nystiftede EVE Group – nemlig. Her koster en espresso i
baren én euro (eller i skrivende stund 7,46 kroner), vinen er importeret
direkte fra italienske bønder, spritzen er ispiskende kold, og så kan den,
meget vigtigt, vælges både med og uden alkohol.
Bag den nye bar står Christopher Lyngbye og
Malthe Geppel – to tidligere Rekom-direktører, som tidligere på sommeren
kastede sig ud i det storstilede projekt EVE Group, der har flere forskellige
beværtninger på tegnebrættet.
Alle steder har det til fælles, at de skal skabe
rum for socialt samvær, uden at alkoholen nødvendigvis behøver at være det
altoverskyggende midtpunkt.
Steder, hvor festen optimalt set både starter og
slutter tidligere, end de i det københavnske natteliv tidligere har haft for
vane, og hvor man har mulighed for at se sine venner, uden at skulle ligge på
langs, klinet til sofaen dagen derpå.
”Vi tror på et socialt liv, hvor man selv
vælger sin promille og stadig er en del af festen. Hvor det handler om
aktivitet, samtale og nærvær – ikke om at drikke hurtigst eller mest,” siger
Malthe Geppel, den ene af de to stiftere.
Bodega Danza bliver andet venue i rækken,
efter de i starten af juni åbnede baren Pool i Boltens Gård i det indre København. En pool-bar i en stor ’lejlighed’,
der efter hensigten indbyder til en mere intim stemning, end hvad man
ellers finder på byens bodegaer og værtshuse. Og hvor Pool er mere dansk i sit
udtryk, sin indretning og stil, vil Bodega Danza være en hyldest til den
underspillede italienske måde at hænge ud på.
Baren på Bodega Danza vil være opdelt i to, hvor du i den ene
ende vil kunne få den førnævnte espresso til én euro, italienske øl og snacks
fra Puglia – omgivet af terrazzo-gulv, hvide klinker og mismatchede
vintage-møbler fra italienske markeder.
Bagved ligger Danza’en så – et såkaldt
’lyttelokale’. Her er Marcus Voigt ansvarlig for musikprofilen, der vil lægge
mere op til bløde, svingende hofter end til blackouts i mørket.
Udenfor vil der
være cirka 100 siddepladser i solen. Når dén altså har lyst til at kigge frem –
vi er trods alt stadig ikke i det ægte Italien.
Bodega Danza åbner lørdag d. 28. juni
på Flæsketorvet 13A. Du kan følge med lige her.