Det amerikanske kaffemærke Death Wish har slået sig op på at lave kaffe med et i gåseøjne dødeligt højt koffeinindhold. En kvart liter af kaffen skulle overskride grænsen for hvor meget koffein, man mener, det er sundt for et voksent menneske at indtage om dagen.

Det skriver Esquire

Mens man kan diskutere, hvor smagfuldt et marketingstunt det er, står det fast, at firmaet nu har tilbagetrukket et parti dåser med koldbrygget kaffe, fordi de skulle være farlige.

Der er dog ikke tale om, at firmaet har fortrudt sin koffeinprocent, derimod er det et tilfælde, hvor skæbnen bider Death Wish ironisk bagi. Problemet er nemlig fødevarehygiejnisk.

Et laboratorium har fundet spor af et potentielt dødeligt giftstof i et parti af den kolde kaffe, nærmere bestemt Clostridium botulinum. Toksinet kan forårsage botulisme (herhjemme kendt som pølseforgiftning), en nervesygdom, der lammer muskler, besværliggør vejrtrækning og i slemme tilfælde kan medføre døden.

Der er endnu ikke meldt om nogen sygdom forårsaget af Death Wish’ produkt.