Stor guide: Skal du på en forlænget weekend til London? Her spiser (og bor) du godt 

Man bliver aldrig færdig med at spise sig gennem London. Men på en forlænget weekend kan man smage virkelig meget. Her kommer Gastros guide til en velsmagende tur til den britiske metropol.

Offentliggjort

HVOR SKAL MAN begynde i London? Det er spørgsmålet. Svaret må være, at det bare er om at komme i gang, for du bliver ikke færdig med dette enorme skrummel af en metropol lige foreløbig. 

Alle verdens køkkener er samlet her, og det er noget af det, der gør London til et helt vidunderligt sted at besøge med kniv og gaffel. 

Storbritanniens kolonihistoriske fortid spiller selvfølgelig en rolle for befolkningssammensætningen i byen, hvor forskellige afrikanske og asiatiske samfund sætter deres præg på byen med et utal af egnsspecifikke restauranter. 

Londons position som internationalt finanscentrum betyder også, at der hverken mangler publikum eller penge til byens store udvalg af fine dining-restauranter.