Syd For Solen har fået (nogenlunde) styr på logistikken, men hvad sker der med al den frituremad?

SJÆLDENT HAR MAN set så mange mennesker samlet i København iført glimmer og lyserøde cowboyhatte, som torsdag aften i Valbyparken, hvor Chappell Roan holdt et eksplosivt queer-hof på ’Over havet’-scenen.

Men i samme sekund som den amerikanske superstjerne i svøb havde sunget sidste linje i ’Pink Pony Club’ og hendes all female-band havde hamret de sidste toner ud fra deres Disney-borg-besatte sceneshow, begyndte trængslen.

35.000 feststemte gæster skulle alle én og samme vej. Ud mod Tudsemindevej, væk fra festivalpladsen, ud i mørket, hvor cyklerne enten ventede eller hele turen ned mod Mozarts Plads-metrostationen skulle foretages på gåben.

Foran ventede en smal sti, en enorm hob af biler og taxaer og et virvar af halv- eller helstive publikummer, som navigerede deres cykler ud, som var man pludselig hensat til Bangladesh eller Saigon.

Det skal dog rettelig her bemærkes, at selv den mest geniale logistiker formentlig ikke ville kunne løse situationen optimalt. Det er bare svært at få så mange mennesker på så trangt et sted til at bevæge sig i samme retning, uden at nogen falder eller støder ind i hinanden.

NÅR DET SÅ er sagt, så er der grund til at rose arrangørerne fra Smash!Bang!Pow! for i den grad at have taget udfordringerne fra de seneste års Syd For Solen-festivaler alvorligt.

Helt grelt var det i Søndermarken med alt for lange køer til indgange og udgange og toiletforhold. Og samme kritik gik igen sidste år, hvor festivalen var blevet flyttet til Valbyparken, og der, mildt sagt, også var plads til forbedringer.

Her var det især torsdagens megafest med Fred Again, der skabte rent kaos på pladsen. Dårlige toiletforhold, lange køer til mad og drikke, en klaustrofobisk stemning foran scenen – og nærmest ingen mobildækning.

Som en festivalgænger skrev på sociale medier: ’Skandale med alt undtagen musikken. Jeg har brugt mere tid i aften på at stå i kø end at være til koncert.’ 

Og en anden: ’Virkeligt dårligt planlagt. Som nogen 15-årige, der holder deres første fest og ikke ved, hvad man skal have styr på.’ 

Og en tredje: ’Jeres setup er under al kritik, venner. Kæmpe køer for at få opfyldt helt basale behov som mad og toiletter.’

MED DET I baghovedet var førstedagen på dette års Syd For Solen til sammenligning en behagelig og uproblematisk oplevelse. Der var markant kortere køer ved de mange øl-, vin- og cocktailboder, og selv i det, man kan kalde ’rotunden’, en cirkelformet forhøjning midt på pladsen med 360-graders udsyn, var trængslen blandt det lidt ældre segment med hvidvinsflasker i hænderne til at håndtere.

Det samme indtryk gik igen ved de madboder, Euromans udsendte besøgte. På nærmest ingen tid kunne man få fingrene i en banh mi (rigtig god), flæskestegssandwich (nogenlunde) eller en chicken burger (sublim), og i det hele taget er madudbuddet på Syd For Solen godt og bredt.

Ikke desto mindre kan man godt undre sig over, at så meget af maden på Syd For Solen er lavet med friture. Vi nævner blot i flæng: springrolls, fritter, fisn’n’chips, southern fried chicken, KFCauliflower, torpedorejer.

Kigger man på andre danske festivalers udbud på det gastronomiske plan, er der jo taget syvmileskridt i de seneste år. Tænk bare på Northside, der kører kødfrit, Roskilde, hvis madudbud er blevet optimeret ekstremt, og Heartland, der jo på det punkt overgår alle andre danske festivaler.

Her skal det igen siges, at Syd For Solen også trakterer med gillardeau-østers, pokebowls og grønt meze (og frugtsalat og koldskål), så man kan jo egentlig bare gå i en stor bue udenom de mange friture-tilbud.

OG HVAD SÅ med musikken, spørger du? Jo, sidsteøjebliksindkaldte Michael Williams spillede godt op til et langt større publikum end forventet. Den introverte guitargud fra New Jersey, Mk.gee, havde pænt svært ved at nå ud over rampen på ’Over havet’. Det gør det heller ikke let, at det tusindtallige publikum her primært brugte tiden under den koncert med at småsnakke i stedet for at lytte med.

Texas-trioen Khruangbin skabte en kæmpe dansefest mens skyerne og skumringen lagde sig i Valbyparken, og så var der et øjebliks stilhed til at tage det hele ind på den idylliske festivalplads, før Chappell Roan bogstaveligt talt satte ild til det hele.

Helt genialt var det, da hun læste beskeder op fra publikum om vedkommendes ekskæresters mangel på at kunne levere, og da den amerikanske queer-darling først spillede sine største hits, udløste det mere eller mindre ekstatiske tilstande på pladsen.

Chappell Roan er bare en kongesigning af Smash!Bang!Pow!, og man kan ikke tænke andet, end at arrangørerne af førnævnte Northside, Roskilde og Heartland, må ærgre sig gule og grønne – og lyserøde – over, at det var netop på Syd For Solen i København, at denne geniale og genrebrydende kunstner gav sin første koncert på dansk jord.