Tusind kroner for fri bar i Royal Arena – er det pengene værd? 

EN HOMOGEN MASSE stiger ud af Øresundstoget på Ørestad Station. Perronen, der for et øjeblik siden var tom, er nu helt fuld af unge, blonde piger i 00’er-jeans, glimmertoppe og dynejakker, som de har været nødsaget til at tage på for at kæmpe imod den tidlige vinterkulde.

Håret er besat med ekstensions, øjenskyggen er smurt tykt ud i glimmerfarver, og i hænderne på nogle få er der en halvdrukket flaske ’Barefoot’ hvidvin.

Ved siden af dem ligner min ledsager og jeg i vores knælange frakker og lædersko – og mig med blazer og slips – nogle, der skal til begravelse.

Alligevel fortsætter vi i samlet flok ad de frostglatte veje mod Royal Arena og Zara Larssons koncert.

Det er første gang, at svenskeren indtager arenaen. I 2021 måtte hun aflyse på grund af sygdom. Men i aften gør hun ikke kun comeback i København. Hun markerer også 12. stop på sin ’Midnight Sun Tour’, der har været med til at genskabe hende som international popstjerne, som Soundvenue skriver.

Men det er ikke kun Zara Larssons genfødsel, vi er kommet for. Euroman er også inviteret til fødslen af Royal Arenas helt nye konceptuelle baby: Vinyl Room.

’En eksklusiv cocktaillounge med rødder i Los Angeles’, skriver de i invitationen, som du kan få adgang til ved at smide 815 kroner til 1.100 kroner oveni hatten på den almindelige billetpris.

SOM ET HUL i betonvæggen åbenbarer Vinyl Room sig tæt på Royal Arenas indgang til venstre. En lille afspærring foran døren indrammer køen, og efter en hurtig kropsvisitering af to overordentligt flinke vagter bliver vi lukket ind ad de store glasdøre.

Indenfor står en seks-otte medarbejdere klar i Royal-mørkegrønne skjorter og tager imod os. Lobbyen er lun, og lyset behageligt dæmpet. Det er først, da jeg ser reolen bag disken, at tiøren falder: Vinyl Room er selvfølgelig opkaldt efter de mange LP’er, som stedet har.

Således klogere afleverer vi vores jakker, får udleveret pladsbilletter, armbånd til den frie bar (den vender vi tilbage til) og får et glas lambrusco i hånden.

En sød og meget smilende medarbejder tager over og fører os små 10 meter gennem en gang med LP’er på væggene og ind i et stort lagerhalsagtigt rum.

Langs den ene væg og bag baren er en kæmpemæssig, oplyst træreol fyldt med LP’er. Enkelte er drejet 90 grader, så coveret vender udad.

Gamle klassikere med Michael Jackson og Rod Stewart og mere nutidige plader som Imagine Dragons’ ’Night visions’ og David Guettas ’Nothing but the beat’. Umiddelbart ikke mine førstevalg i en pladebutik, men sådan er vi jo så forskellige.

DA ALLE GÆSTER er sluset ind, holder direktøren i Royal Arena, Anders Kjørup, en tale, hvor han fortæller, at Vinyl Room er inspireret af de japanske listening bars (kissas på japansk).

”Det er steder, hvor folk slapper af, sidder sammen og er fuldt ud opmærksomme på musikken,” siger han.

Og når man tænker over det, er inspirationen da også tydelig at se i de mange vinyler på væggene. Og den er umulig ikke at spotte på menukortet, hvor man blandt andet kan få cocktails som ’Matcha Dream’, ’Tokyo Mist’ eller ’Wakayama Sour’ og bestille yakitori-spyd og wagyu-tatar.

Bortset fra det er der ikke særlig meget, der skriger Japan, når man lige kigger rundt i det industrielle rum. Betongulvet og de blottede, røde murstensvægge leder nærmere tankerne hen på en newyorkerlejlighed.

Når det så er sagt, er det svært at skabe et lille intimt rum i et koncertsted, der kan rumme 17.000 mennesker. Man kan simpelthen ikke lave en bar med plads til 10 eller servere Highballs og øl til en 20’er. Det skal gøres rentabelt, og derfor mister det også den charme, der kendetegner de originale listening bars.

Jeg kalder det Madklubben-effekten.

MAN MÅ TAGE det sure med det søde. Men der er ikke særlig meget surt at tage med fra Vinyl Room. Tre ud af fire cocktails, min ledsager og jeg når igennem, er alle en kende for søde, men smager ganske vist udmærket. Deres Paloma smager godt, men er godt nok også færdigblandet.

Surt (eller salt for den sags skyld) er der heller ikke meget af i maden, som bliver lavet af cateringfirmaet Jespers Torvekøkken, der blandt andet driver forskellige universitetskantiner.

Tapioka-chipsene smager ikke af noget, og det samme gælder padronpebrene. Til gengæld er trøffel-croquetterne alt for salte. Der er heller ikke noget mindeværdigt at sige om resten af maden, bortset fra yakitori-spyddet med kylling og æbleskiven med kaviar og creme fraiche, som begge smager godt.

’FUNKIN’ FOR JAMAICA’ af Tom Browne brager ud gennem højtalerne fra B&O, der har været med til at designe rummet. Musikken er ikke et baggrundstæppe, men en del af oplevelsen, som Royal Arenas direktør, Anders Kjørup, siger.

Der er dog slækket på den japanske dogmatik, hvor man på nogle listening bars ikke må snakke sammen. Musikken er godt nok høj, men virker ikke til at være fokus for de øvrige gæster, der mestendels består af influencere, skuespillere, mediefolk og nogle, der befinder sig i krydsfeltet mellem dem.

I virkeligheden minder det mere om en luksuriøs klubfølelse med alle de bløde hjørnesofaer og plyssede lænestole i farvet læder og velour. En følelse der kun forstærkes, da dj’en (der imod al logik ikke vender rigtige plader!?) skifter fra at spille soul- og funk-musik til en form for Kygo-klingende house.

SCENESKIFTET FRA LOUNGEN til koncertsalen er markant, da influencere og andre b- og c-kendisser skiftes ud med unge piger i glimmertøj, der fremfører forskellige TikTok-danse til tonerne af Zara Larssons energiske glitterpop.

Til gengæld er det et yderst behageligt skift, da fire forskellige, storsmilende medarbejdere viser os helt hen til vores pladser på balkonen midt for scenen, kun få meter fra den frie bar.

Det føles måske lidt mærkeligt at sidde ned, mens der bliver twerket på scenen. Heldigvis rejser en gruppe influencere sig op og skaber en fest – i hvert fald for dem selv.

DA KONCERTEN ER SLUT, holder Vinyl Room åbent i en hel time mere, så mens teenagere i bare arme, trætte forældre og tusindvis af andre snegler sig afsted til stationen, hopper os VIP’er tilbage ned i de varme lokaler og snupper en ekstra drink, før vi tager hjem.

FRA VINYL ROOM åbnede to timer før koncerten, nåede min ledsager og jeg (udover maden) at dele seks drinks. Derudover fik hun to alkoholfrie drinks under koncerten og en Espresso Martini efter, og jeg drak fire fadøl. Det lyder umiddelbart rimelig heftigt, når jeg lige tænker over det … men så stærke var drinksene altså ikke.

Nå, men min pointe er, at adgangen til Vinyl Room egentlig er meget godt givet ud, selvom en pris mellem 815 kroner og 1.100 kroner kan synes høj.

Føles Vinyl Room særligt lækkert og eksklusivt? Nej, ikke rigtigt. Men det opmærksomme personale gør, at du føler dig særligt godt taget af.

Og så er det helt genialt, at man både kan starte og slutte aftenen i Royal Arena, så man ikke behøver at mødes på Burger King i Field’s inden koncerten.

Har du alligevel pengene til uden problemer at betale en koncertbillet, der snildt koster mellem 500 kroner og 1.000 kroner, kan du lige så godt doble op, for Vinyl Room er alt i alt en god oplevelse.