Det var en aften i august, og den var mild og rar, som de så ofte er, da en besked tikkede ind på min telefon. Den var fra Anny Holst, og hun ville høre, om jeg lige kunne ringe. Som udgangspunkt er der kun to muligheder, når Anny kontakter mig; enten vil hun have mit røvballeband (sådan ét, som hovedsagligt spiller Gasolin’ og Johnny Madsen) til at optræde på hendes kro, eller også står vores instrumenter i vejen for rengøringen dagen derpå.
Jeg befandt mig i København hos min barndomsven Mark mere end 300 kilometer øst for Møldrup, hvor Annys kro ligger, og hvor Mark og jeg begge er vokset op, så det måtte jo være den første mulighed.
”Men altså … nu skal du høre,” sagde Anny efter lidt indledende hej-hej og går-det-godt-med-dig.
”Vi har solgt kroen…,” sagde hun så pludselig og snakkede videre om hvordan og hvorledes, mens mine tanker fór væk.
Jeg gentog hendes ord for Mark, og vores hjemstavnshjerter sank sammen til bunds, for vi vidste jo godt, hvad klokken så havde slået. En fynsk tømrer havde givet et bud på Møldrup Kro, som Anny Holst og hendes mand Gunnar, med hvem hun ejede kroen, ikke kunne sige nej til, og den fynske herre havde, så vidt de vidste, kun planer om at bruge kroen til værelsesudlejning til håndværkere. Sådan havde han også gjort ved en anden kro ikke så langt fra Møldrup. Festen var forbi. Men en værdig afsked skulle stables på benene, og således var jeg alligevel ikke helt galt på den; ganske rigtigt ringede Anny for at spørge, om mit røvballeband og jeg ville spille, men denne gang var det altså svanesangen, der var bud efter.
scroll-down
