”SKAL JEG LIGE PRØVE at tage dem på?” lyder det inde fra Nicolai Vallys’ soveværelse.

Han er sprunget op fra bordet i stuen og står nu derinde og pusler. Det, han gerne lige vil vise, er et par bukser, der er en del af et mødesæt, som Brøndby har stillet til rådighed til kampdage. Men for Vallys, en stilbevidst type, har han det virkelig vanskeligt med de her bukser.

 ”Det er ærgerligt, der ikke er video med i artiklen,” tilføjer han derindefra og griner.

Jeg kigger rundt i lejligheden. Vallys bor ekstremt pænt. Så er det sagt. Det er lige til at blive grøn af misundelse over. Vi kan starte med køkkenet, der er en blanding af træ og ståloverflader. Manden, der står bag, er den hotte snedker Kasper Sixten. Han har lavet masser af ting her i lejligheden. Vallys ringer hele tiden til ham med nye idéer. Regnestykket er simpelt: en god superligahyre + meget fritid. Sådan skal det være.

Stuen er heller ikke tosset. Fyldt med gode sager. Den er stor og sydvendt, så på en dag som i dag, hvor solen hænger helt frit og lavt på himlen over Nørrebro, vælter det ind med lys. Da jeg kom, indskød han, at det havde været rigtig godt, hvis han så også lige havde fået dem vasket. Og de er rigtigt nok ikke fuldstændig finpudsede, de store vinduer.

Op ad den ene væg er der en stor reol. Her har Vallys blandt andet en pladespiller stående. Men den er kun til pynt, for højttalerne virker ikke for tiden. I pladesamlingen står der Bremer/McCoy og Barselona og den slags. Musik for moderne mænd. Der ligger også to fodbolde i reolen, en for hvert hattrick, han har scoret i Superligaen. Bøger er der også. Jeg lurer lidt. Det er en temmelig blandet landhandel. Han får ikke læst så meget, som han godt kunne tænke sig, siger han. Men af bøger, han har læst, og som han godt kunne lide, er ’Doppler’ af norske Erlend Loe og ’Døgnkioskmennesket’ af japaneren Sayaka Murata.

(Noget tid senere taler jeg med Vallys’ gode ven i Brøndby IF, forsvarsspilleren Rasmus Lauritsen. Han fortæller, at det er ham, der har lånt Vallys lige netop de to bøger. Lauritsen havde tænkt, at to af den slags skæve og ikke særligt lange romaner ville være lige noget for Vallys).

Så kommer han ud fra soveværelset, den lang- og hjulbenede Vallys, og han har et stort grin ud over det hele. Han stiller sig foran sin Børge Mogensen-daybed med blåt betræk, han har arvet fra sin mormor og morfar. Med let spredte ben står han, som om han skal til at tage et frispark. De lyse chinos, han er kravlet ned i, klæber sig til benene. Han ser helt umyndig ud. Og hjemmetøflerne, som før stak stilfærdigt ud under et par lange, brede cowboybukser, ligner nu et par andefødder.

Han vender vrangen ud på kanten af bukserne. ”Det her er regular fit,” siger han. ”Jeg tror, vi havde slim fit sidste år.” Han klukker.

Vallys går tilbage til soveværelset og smider bukserne ind i skabet igen.