Hører du til den forholdsvis smalle skare af mennesker, der har gået og savnet gourmetoplevelser i rummet, kommer Alchemist dig til undsætning. I 2025 tager Rasmus Munk nemlig ud i stratosfæren for at servere en sand holistisk spiseoplevelse ombord på en rumkapsel.

I hård valuta vil det koste 3,5 millioner danske kroner at få en tur ud til stratosfæren med rumkapslen, der letter fra Floridas kyst (transport til og fra Florida er ikke inkludereret), og der er plads til lige præcis seks verdenshistorieskabende gæster.

I en tidsalder hvor det gastronomiske fokus synes at ligge lige dele på smag og bæredygtighed, kan denne ekskursion ved første øjekast synes en smule suspekt. Men til det, er der intet andet for end lige at klappe hesten en gang: Maden vil blive serveret ombord den CO2-neutrale rumkapsel Neptune, der ikke vil sendes afsted med raketter, men derimod vil løftes af en gigantisk brintfyldt rumballon udviklet af NASA.

Selve oplevelsen vil vare seks timer, fra kapslen letter, til den lander i havet igen (transport fra havet er inkluderet i prisen).

Sidder man i dette øjeblik tilbage med en følelse af, at man ikke vil være i stand til at kunne nå at komme i en Andreas Mogensen-form inden næste forår, skal man være velkommen til at slukke denne bekymring allerede nu. Passagerne, der vil kunne nyde måltidet til synet af solopgangen over jordens krumning, behøves nemlig ikke at gennemgå astronauttræning, da lufttrykket i rumkapslen er det samme som i et passagerfly.

”Jeg er dybt fascineret af rummet, og det var på en skoletur fra Randers til Planetariet i København, at jeg for første gang oplevede følelsen af at blive forflyttet til en helt anden verden. Det blev senere en inspiration til at skabe Alchemist-oplevelsen i og rundt om en planetariekuppel. Muligheden for at skabe en stratosfærisk gastronomisk oplevelse sammen med verdens førende eksperter inden for videnskab og design føles fuldstændig vildt og samtidig logisk, mærkeligt nok,” siger Rasmus Munk om inspirationen bag turen i en pressemeddelelse.

Den gastronomiske udflugt til stratosfæren er et produkt af et samarbejde mellem Alchemist og de to amerikanske virksomheder Space Perspective og SpaceVIP. Udflugten er en del af en større indsats for at fremme rumturisme.

Tilbage på Refshaleøen i København er folkene bag Alchemist gået i gang med at udvikle menuen til rumrejsen, hvor det overordnede koncept bliver at skabe en gastronomisk fortolkning af de seneste 60 års rumforskning og den indvirkning den har haft på samfundet – ikke kun på et videnskabeligt, men også på et filosofisk plan.