DA JEG VAR 17 ÅR, var jeg en del af et miljø, hvor det var meget normalt at ende i slagsmål og begå kriminalitet. En dag endte jeg selv i et rigtigt westernslagsmål på en bar, hvor der fløj stole og askebægre rundt i lokalet. Jeg kan ærligt talt ikke engang rigtigt huske, hvad det handlede om, men mine venner og jeg vidste bare, at en gruppe, vi ikke kunne lide, var derinde. Det resulterede som sagt i et masseslagsmål, der var hurtigt overstået. Jeg tror, der gik et minut, før vi var ude derfra igen.

Der gik nogle måneder, hvor jeg ikke hørte noget, men så en dag, da jeg var på arbejde som facaderenser, ringede min chef og sagde: ”Politiet har lige ringet til mig og spurgt, hvor du er. Jeg blev nødt til at sige, hvor du var, men nu kan du jo smutte, hvis du har lyst til det.”

Hellere få det overstået, tænkte jeg. Så jeg gik ned i skurvognen og ventede på, at politiet ville dukke op og anholde mig. Et halvt års tid senere, da jeg var i retten, blev jeg idømt to måneders ubetinget fængsel, som jeg en måned senere skulle afsone i det åbne fængsel Kærshovedgård, der i dag fungerer som udrejsecenter.