Den har med garanti været en del af dit liv. Enten har du siddet på den i børnehaven, haft den som stabelbar taburet i din første, trange lejlighed eller måske bliver den stadig hevet frem, når der er for mange gæster om middagsbordet. Alvar Aaltos 'Stool 60' er et skandinavisk designikon, der ikke er til at komme udenom. Med dens simple design, solide linjer og bøjet træ fortsatte Aalto den modernisme, Bauhaus-stilen havde indledt i starten af den 20. århundrede. Og næste år er det allerede 80 år siden, 'Stool 60' blev introduceret.


Mads Nørgaards bud på en designtilføjelse til den ikoniske 'Stool 60'.

Det fejrer Artek, som i dag er producent af stolen, allerede nu. De har inviteret en række designere, deriblandt danske Mads Nørgaard, til at give deres bud på udsmykning af den ikoniske taburet. Og den udfordring har Mads Nørgaard taget imod med kyshånd, fortæller han:

“Det er vigtigt at have helte, og jeg er glad for og beæret over endelig at få lov til at arbejde sammen med en af mine største helte – Artek fra Finland. Modeverdenen kan nogle gange virke lidt forhastet og overfladisk og på sådanne tidspunkter søger jeg til de stille vande, som er kvintessensen af skandinavisk design i dets finske variant – Alvar Aaltos arbejde – og så giver det hele igen mening.”

   

Mads Nørgaard har udsmykket to taburetter: Den ene er en ny taburet i birk, som har fået et mønster i sort print på sædet. Den anden er en såkaldt "Second Cycle"-taburet, som er Arteks i forvejen benyttede taburetter, der kun er blevet smukkere af at blive brugt. Dem har Mads Nørgaard betrukket med det klassiske sort-hvide stof fra den klassiske T-shirt 101, Jørgen Nørgaard designede tilbage i 1970'erne. Begge taburetter bliver sat til salg i begrænset antal fra i dag i Nørgaard på Strøget i København.

Pris: "Second Cycle"-taburetten koster 2.700 kr. Taburetten med print på sædet koster 2.000 kr.