Adam Schnack sælger huse og lejligheder. Men i modsætning til almindelige ejendomsmæglere tror han på en anderledes måde at sælge boliger på.

Han sælger huse og lejligheder til folk, der går op i andre ting end kvadratmeterpriser og rentestigninger. Det handler om historier og det handler om den sjæl, der er i boliger.

”Det er alt det ekstra, der er omkring huset, der er spændende for mig,” siger han.

Det betyder, at det ikke er hvilke som helst type boliger, du finder på hans hjemmeside. Der er få parcelhuse. Til gengæld er der masser af drømmeboliger. Eksempelvis har han lige nu et af Danmarks dyreste sommerhuse til salg; et af de meget få sommerhuse, som Arne Jacobsen tegnede.

Det ligger i feriebyen Tisvilde på Sjællands nordkyst, og med en prislap på 18 mio. kroner og en størrelse, der ikke er meget mere end en toværelses københavnerlejlighed, er det ikke en rationel og sammenlignelig kvadratmeterpris, der skal overbevise en kommende køber. Det er noget helt andet.

”Sådan en prissætning handler meget om intuition. For det er jo ikke en rationel pris. Formentlig har man aldrig set noget lignende i Tisvilde nogensinde før. Men det, man heller ikke har set før, er Arne Jacobsens sommerhus. Og der er ikke mange købere til det her hus, men de, der er, forstår essensen af det: At det er meget mere end 70 kvadratmeters sommerhus,” fortæller han.

Hvordan man sælger boliger af den kaliber, som handler om alt det, man ikke kan sætte sig ned og regne på, men som man skal føle og opleve og mærke – det er noget af det, han taler om i det nye afsnit af 'Arbejdstitel', hvor han er gæst.

Til de to værter Oliver Enné og Kristoffer Dahy Ernst fortæller han om sit virke som en mægler, der vil noget andet og noget mere end bare at sælge endnu et hus.

Det hele foregår på Salon i et af Københavns mest eftertragtede områder i Bredgade, hvor forretningsfolk, kunsthandlere og levemænd m/k har deres daglige gang. En oplagt scene for at tale om ejendomsmarkedets udvikling og alle de boliger med historie, som Adam Schnack har solgt gennem tiden.

Det nye afsnit af 'Arbejdstitel' med Adam Schnack som gæst er ude på alle kanaler nu.