Én med laks, tak!hungry_dane_billede.jpg

Hungry Dane Burgers har flere gange vundet titlen som Danmarks bedste burger, så hvorfor ikke starte der?

Peter Kolos, manden bag Hungry Dane Burgers, er kendt for at lave snaskede burgere med en masse umamismag, hvilket blandt andet har fået Casper Drømme, SoMe-madanmelderen med en stor forkærlighed for snask, til at falde på røven og sende Hungry Dane i Champions League af ren begejstring.

Lige for tiden går Peter Kolos og vikler på burgeren med det passende navn ’2024’, men her præsenteres sidste års magiske burger ’Salma Sashimi Classic’, som blandt andet har fået en masse kærlighed fra en anden spiller på SoMe-madanmelder-scenen, nemlig Morten Spangvig, ham fra tv-programmet ’Tattoo Salonen’, og hans kone, bedre kendt som ’The Spangvigs’.

Han kalder den selv ”ren laksesashimi pakket ind i burgersymfoni.”

Tilbage til røddernehalifax.jpg

Da Halifax åbnede i 2007, transformerede de burgermarkedet ved at tage burgeren alvorligt og tilbyde en restaurantoplevelse af høj kvalitet. Og det gør de stadig. Det vil sige, at du på de forskellige Halifax-lokationer i København og på Sjælland ikke kun kan forvente kvalitetsburgere, men også en service, der giver det hele et nøk op.

Skal oplevelsen være rigtig autentisk, kan du med fordel bestille en Halifax Pilsner til din burger – en økologisk øl, håndbrygget specielt til Halifax af mikrobryggeriet Braunstein.

Nå, ja: Halifax hedder Halifax, fordi vennerne Peter og Ulrich, der står bag Halifax, mødtes under et studieophold i den canadiske by … Halifax.

Gode råvarerbb2450.jpg

Hos Bøff Burgerbar tror de på, at man får den bedste burger ved at bruge de bedste råvarer fra lokale leverandører. Og spørger du os, lyder det nu også som en meget fin garanti for høj kvalitet.

Det betyder fx, at de i dag laver burgere med en dansk, økologisk og vegansk burgerbolle produceret på surdej og kartoffelmos fra et lokalt københavnsk bageri. Det gør de, fordi de mener, det giver den bedste oplevelse (er du mere til en klassisk briochebolle, så har de også din ryg).

Deres oksekødsbøffer er altid lavet på 100 procent dansk oksekød fra Himmerland. Et valg, de har truffet, for at sikre god dyrevelfærd, korte transporttider og en meget høj kvalitet.

De anvender altid friske grøntsager, og når sæsonerne tillader det, vælges danske råvarer. Agurker og rødløg er hjemmesyltede, og dressingerne rør de selv i deres eget køkken.

Ses i garagenburgerGarage_2024-04-02_kl._15.22.jpg

Burger Garage har været en fast del af burgerscenen siden 2015, og i dag har de lokationer i Rødovre, i Vanløse og på Vesterbro.

De lægger ikke skjul på, at de er stolte af deres flammegrillede Himmerlands-bøffer og deres dertilhørende brede udvalg af pomfritter og dips. Og frygt ej, hvis du er én af dem, der måske vil have det svært med den klassiske burger, som jo altid indeholder oksekød og gluten. Burger Garage har også vegetariske, veganske og glutenfrie alternativer, så de kan imødekommende alle typer gæsters præferencer og smag.

Er der så kun burgere på menuen? Nej, for den inkluderer også klassikere som pariserbøf og nachos samt et varieret udvalg af salater. Og du kan også slå et smut forbi til en kop kaffe eller til en livlig aften med drinks.

Next level burgerburger 161_2.jpg

Hos Burger 161 gør de alt, hvad de kan, for at leve op til navnet. Deres ”opskrift” er simpel: De lægger nemlig vægt på personlig service med et smil, renlighed – og selvfølgelig kvalitet. For med gode råvarer og en stræben efter det perfekte er der gode chancer for at give kunderne en virkelig god spiseoplevelse.

Hvis du lægger vejen forbi deres biks i Kastrup, kan du være sikker på, at de vil gå længder for at forkæle dine smagsløg. Du kan følge dem på Instagram her.

En hyldest til burgervisionærenLouisBurger_customburger.jpg

Louis Burger er opkaldt efter Louis Lassen, en smed fra København, der flyttede til New Haven i USA, hvor han efter sigende opfandt burgeren, da en kunde bad om at få noget en frokost, han kunne spise på farten, hvorefter Louis Lassen smækkede en bøf mellem to stykker brød. Og det er denne geniale mand, som Louis Burger har sat sig selv i verden for at hylde.  

De har, siden de åbnede deres første sted på Vesterbro i 2019, gjort sig bemærket for deres kvalitet og skarpe priser: En burgermenu med drikkelse, pomfritter og dip står til 119 kroner, og selvsamme menu kan fås til 79 kroner til frokost. Det er svært at finde billigere.

Du finder Louis Burger på Vesterbro, Nørrebro og Frederiksberg.

Klassikeren tommis.jpg

Tommi’s Burger Joint i Kødbyen, Københavns hyggeligste burgerbar med den bedste helt klassiske burger som alle elsker.

Tommi's Burger Joint er en islandsk burgerkæde, som ved hjælp af bedste råvarer, friskt kød og nybagte burgerboller efter islandsk opskrift har lavet saftige burgere (de flammegrilles, hvilket vitterligt kan smages) og sprøde pomfritter siden 2004 på Island. I 2014 åbnede Tommi’s i Kødbyen i København, og derfor kan de i år, d. 17. juni, hvilket er Islands nationaldag, fejre 10-årsjubilæum i den danske hovedstad.

Burgeren er amerikansk inspireret og derfor en snasket affære – på den gode måde, vel at mærke – og sammen med deres tynde pomfritter og den hjemmerørte Tommi’s cocktail-dip, går du ikke galt i byen.

Tommi’s serverer også milkshakes og har et stort udvalg af øl, sodavand og naturvin.