Det er en underlig tid, det her. De mest naturlige oplevelser og vanlige mønstre testes. Meget, som indtil for få måneder siden var en selvfølge, vil nu og en rum tid fremover af vores generation blive opfattet som privilegier. Vi har set vores elskede restaurantbranche udfordret som aldrig før og det med fuldkommen uforudset kraft. Det har været en tid, hvor frihed, uafhængighed og ikke mindst vores tiltro til autoriteterne sættes på prøve, en tid, hvor vi er blevet tvunget til at sætte spørgsmålstegn ved de instanser, som vi altid har sat vores lid til. Det forventes, at vi retter ind, klapper hælene sammen og gør, som der bliver sagt. Og hvis ikke myndighederne er der til at korrekse os, så har vi heldigvis hinanden, som med subtile blikke og kommentarer i det offentlige rum sørger for, at vi hver især holder vores sti ren. For her i Skandinavien har vi ret, vi ved, hvordan tingene bør være, og vi er ikke bange for at stå fast. Vi spærrer vejen for dem, som vil springe over i køen og trykker hornet i bund, hvis der gås over for rødt. Vi lytter til de voksne, hænger jakken op og sætter skoene på plads. Vi rynker bryn og tsktsk’er, indtil der indimellem slipper nogle igennem hammerbrættet, som ikke vil lytte til konventionerne og kommer helt derud, hvor kritikkens poler ændres til positivt. Så hylder vi i stedet, støtter og omfavner fænomenet, indimellem med national stolthed.

Flokmentalitet er i disse tider erstattet af det nye og mere mundrette ’samfundssind’, som vi har taget til os som en ledesnor, når vi nu bevæger os, hvad enten det er for eller imod, bare så længe det ikke er alene. Det kræver dumdristighed at gøre tingene anderledes her i det kolde nord, for der sigtes på de få dyr, som bevæger sig.

Netop af samme grund sidder jeg i skrivende stund, selv med selvcensurens betryggende hånd på skulderen og overvejer, om det mest fornuftige lige nu ikke bare ville være at trykke ctrl-alt-delete og slippe for samfundssindets potentielle røvfuld. Ikke mindst fordi vi bor i Sverige, hvilket betyder, at jeg og mine holdninger i skrivende stund er nogenlunde lige så velkommen hjemme i Danmark, som hvis jeg til daglig levede i en Ebola-ramt landsby i Guinea. ”Næh, du,” siger min indre stemme og fortsætter: ”Slet ovenstående tekst, og skriv så i stedet om de tarteletter, som dine opskrifter handler om.”

Og hvad i alverden har samfundssind og tarteletter egentligt med hinanden at gøre? Det skal jeg sige dig. Som madmand har jeg efterhånden lært, at der ikke skal rystes for meget på hånden, når man arbejder med retter, som er velkendte, før man får et drag over håndryggen af madpolitiet. Med tvivlsom succes har jeg forsøgt mig med nyfortolkninger af alt fra brændende kærlighed til boller i karry, hvor sidstnævnte forsøg nær kostede mig jobbet på min tidligere arbejdsplads (true story).

Det var ikke noget, jeg skænkede så mange tanker, før jeg begyndte at arbejde med at lave opskrifter. Men der findes åbenbart en lang række af retter, som udover opskrifter også har et medfølgende regelsæt, som det pinedød gælder om at følge. Blandt disse retter hører
tarteletterne. Her skal der ikke slingres for langt væk fra høns i asparges og sprød butterdej med de helt rigtige riller, før den er gal.

Men min far har altid sagt, at når man stikker snotten frem, så skal man forvente at få den pudset, så tillad mig hermed at blæse på reglerne og lege med tarteletterne (som man siger). Mine tarteletter tager udgangspunkt i to af de ting, jeg holder allermest af her i livet, nemlig bålet og naturen, som omgiver os, hvor vi bor.

Mine tarteletter er et “rend mig i traditionerne” til de, som mener, at mad skal være på en bestemt måde.

Værsgo at pudse næsen, husk at spritte af bagefter!