Hvor skal man spise morgenmad?
”Når det er godt vejr, så skal man helt klart tage på Café Bazar for at spise morgenmad. Der kan man sidde og spise helt ude til floden, der løber gennem Salzburg. Det er en virkelig god udsigt. Man skal bestille deres omelet, der bliver lavet med en masse friske grøntsager.

Hvis vejret til gengæld er mere sløjt, skal man tage hen på det sted, der hedder 220Grad. De har to lokationer i byen, men man skal tage hen på den, der ligger helt inde i centrum: 220Grad Rupertinum. Nogle gange kan man godt komme til at gå og lede lidt efter København hernede, og der kommer 220Grad ind i billedet. Det er en lidt mere moderne café. Jeg er meget glad for deres granola med en masse frisk frugt, og så laver de virkelig god kaffe. ”

Hvor skal man spise frokost?
”Det, man skal gøre, er, at man skal tage ud til Red Bull Hangar-7, der er er et Red Bull-museum, hvor man kan se en masse af deres Formel 1-biler og fly. Om foråret åbner de for en udendørs lounge, hvor man kan sidde i solen og få nogle gode drinks og mad, der bliver lavet på grillen. De laver noget dejligt sommermad.

Hvis man skal spise frokost lidt længere inde i centrum, så er der et sted, der hedder Die Geheime Specerey. De serverer nogle gode charcuterie boards med god vin.”

Hvor skal man shoppe?
”Salzburg er ikke den største shopping-by, men der er stadig nogle muligheder. I Alstadt, som er det, man kalder den gamle by, ligger der nogle fine gader med fine butikker. Men det er klart, at Salzburg ikke er London.”

Hvor skal man spise aftensmad?
”Der ligger sådan et lille, klassisk hotel i Alstadt. Det hedder Hotel Goldgasse, og de har en restaurant, der serverer klassisk østrigsk mad, fx schnitzel og gullasch. Det er virkelig lækkert. Hvis man skal være lidt mere fin på den, kan man køre 20 minutter op i bjergene, hvor Kempinski Hotel Berchtesgaden ligger. De har en Michelin-restaurant, der hedder Pur. Det er en virkelig god oplevelse at komme derop og spise. Restauranten har en perfekt udsigt og rigtig god mad og service. De kører med en set menu, så man skal bare vælge mellem deres 7- eller 5-retters menu alt efter, hvad man har lyst til. Jeg fik den store menu, sidst jeg var der, og det var bare fuldstændig fantastisk.”

Hvor skal man drikke drinks?
”Lige ved siden af Café Bazar, ligger Hotel Sacher. De har en bar, hvor der er helt vildt god stemning, og vanvittigt gode drinks. Det er virkelig nice, og der er en god vibe.

Hvis det skal være sådan lidt mere chill; altså mere loose stemning og høj musik, skal man tage et sted hen, der hedder Mentor’s Bar. Der er lidt mere gang i den, folk danser lidt mere.”

Hvor skal man drikke kaffe?
”Inde i byen ligger der et bageri, der hedder Joseph Brot. Det er sådan lidt Copenhagen bakery style, og de har faktisk også en kardemommesnurre og sådan nogle ting. Den er selvfølgelig ikke på niveau med den, Juno laver, men du kan sagtens få en dosis København derinde. Jeg tror, de har fem siddepladser, så det er et lidt lille sted.”

Hvad skal man ikke snyde sig selv for at gøre i Salzburg?
”Hvis man er her om vinteren, skal man helt sikkert tage en dag til at se hele byen, men ellers kan man køre op i bjergene til et spahotel, der hedder Das Edelweiss. Det er sindssygt flot, og de har ski-in/ski-out, så man kan komme hurtigt op til pisterne.

Hvis man er her om sommeren, vil jeg anbefale, at man kører en halv time ud af byen, hvor der ligger en masse nice søer med krystalblåt vand, man kan bade i.

Ellers har byen en masse museer. Man kan fx se Mozarts fødested og hans lejlighed. Og så kan man tage en dejlig gåtur langs floden og gå ind i Mirabellhaverne.”

Hvor skal man overnatte?
”Hvis man skal lidt ud af byen, er Das Edelweiss et fantastisk sted at tage hen.  Det er et godt sted til en hyggelig getaway, og ellers er Kempinski-hotellet også godt, hvis man vil være lidt tættere på byen. Hvis man godt vil bo helt inde i Salzburg, kan jeg igen anbefale Hotel Sacher. Det er et hyggeligt, klassisk old school hotel, der ligger lige ud til floden.”