Foto: Marie Hald

Danmarks ambassadør får indflydelse i USA ved at spille middelmådig guitar

Han forsvarede den danske ’smykkelov’ fra første linje, da den rasede i USA, og han har været nødt til at forklare, at Danmark er andet end Bernie Sanders' utopia. Nu har han et års jubilæum i Washington. Mød Danmarks ambassadør i USA: Lars Gert Lose.

Drømmen om USA opstod allerede hos Lars Gert Lose på hans første arbejdsdag.

Han var netop blevet ansat i Udenrigsministeriet, og det var dér, på ministeriets gange, at han mærkede, der var noget helt særligt ved den omkring 200 år gamle alliance mellem Danmark og USA. Så selvom et hvert potentielt ambassadørjob ville være toppen for den i dag 47-årige Lars Gert Lose, så ville posten i USA være toppen af topjobs.

Af den grund var det heller ikke et job, han regnede med at få en dag. I stedet arbejdede han for Danmarks udenrigspolitiske interesser fra ministeriet i København og boede en overgang i Paris, rådgav Per Stig Møller og statsminister Helle Thorning-Schmidt ... indtil telefonen ringede en dag for halvandet år siden.

Det seneste år har Lars Gert Lose været Danmarks ambassadør i USA og blandt andet oplevet sit land få ridser i renomméet, da der opstod en steppebrand af kritiske spørgsmål fra amerikanske journalister, efter 'smykkeloven' blev indført i Danmark. Et land, han ellers var vant til blev præsenteret som politikeren Bernie Sanders' mønstersamfund.

Disse og alle andre dage er han Danmarks ansigt udadtil på den anden side af Atlanten. Jobbeskrivelsen byder på et utal af møder og næsten daglige receptioner - som han bestemt ikke bryder sig om - men også på guitarspil og Christianiacykelture - som han elsker - alt sammen for hver dag at gøre sig selv og Danmark mere indflydelsesrige i Washington:

"At være ambassadør i Washington og Afghanistan er på mange måder det samme. Vi er begge i felten. Men det er på hver sin måde. Hvor du i Afghanistan bogstavelig talt lever i felten, så er det en verbal slagmark i Washington, hvor jeg skal bruge mit snakketøj. Washington er den by i verden, der har den tætteste koncentration af magtfulde mennesker. Her gælder det om at have en profil og et stort og stærkt netværk, hvis man vil have indflydelse.

Min første time på dagen forløber altid helt stille. Jeg står op og træner fra klokken 5:30 på vores terrasse hjemme i ambassadørboligen. Lidt efter er resten af huset også i gang, min kone kører vores to teenagere i skole, og jeg tager den mindste på fem i hånden. Hun går i skole tæt ved vores hjem ved ambassaden, hvor jeg møder mellem otte og ni.

Hvad laver jeg hele dagen? Mødes med kontakter i det amerikanske udenrigsministerium og Det Hvide Hus. Tænketanke, lobbyister, Kongressen, handelsfolk, investorer og alle andre, der enten har noget, jeg kan bruge, ved noget, jeg skal vide, eller har interesse i noget, som Danmark står for. Men hvad fører mit arbejde til? En stor del af vores tid går med diplomat-arbejde, som man ikke kan se udefra. For eksempel rapporterer vi hjem om udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål og leverer den information, vi kan samle op i Washington. De oplysninger er en vigtig del af en Danmarks beslutning om for eksempel at sende F-16-fly og specialstyrker til Irak og Syrien.

En anden del af det arbejde er at sikre, at vores danske politiske ledere mødes med de amerikanske ledere. For os er det et meget vigtigt resultat, når statsministeren mødes med præsident Obama, eller når vores udenrigsminister mødes med sin amerikanske kollega John Kerry. Fordi vi bliver tættere forbundet. Arbejdet bag dét kan heller ikke ses.

Foto: Marie Hald.

At være diplomat har ændret sig meget i løbet af de år, jeg har været i udenrigspolitik. Som ambassadør er det blevet lige så vigtigt at kunne sørge for vækst og beskæftigelse i Danmark, som at sikre et klassisk, solidt udenrigs- og sikkerhedpolitisk samarbejde. Jeg havde en stejl læringskurve i forhold til at sælge Danmark og danske virksomheder i begyndelsen. Det ligger langt uden for det klassiske spekter, jeg ellers har været i de sidste 20 år. Men det var nødvendigt. Som ambassadør er man i dag i høj grad også med til at skabe danske forretninger i USA.

Jeg plejer at sige, at arbejdet i USA handler om liv, død og jobs. Når jeg kan vise en dansk virksomhed, som skaber 4.000 jobs i USA, så bliver de amerikanske politikere typisk lutter ører. Især hvis jobsene er i stater, de repræsenterer. Nye jobs er lig med flere stemmer på dem næste gang, der er valg. Indtil videre har vi 35 kongresmedlemmer med i en 'Klub Danmark'. De trækker på vores danske virksomheder eksempelvis og hjælper omvendt os fra deres positioner, når vi har danske interesser, vi har brug for dem til at opnå.

De sværeste at få med i folden er den nye generation af unge, amerikanske politikere, der ikke har skabt en karriere i tiden efter Anden Verdenskrig og under Den Kolde Krig, hvor Europa og dermed også Danmark spillede en central rolle i amerikansk sikkerhedspolitik. I stedet har de øjne, hjerte og ører rettet mod Asien, hvor de største økonomiske magter markerer sig, og hvor Kina, USA's største rival, hører til. Det kan godt gøre mig bekymret i forhold til Europas fremtidige bånd til USA.

De kan ikke se fidusen i at hjælpe et Europa, som de i bund og grund ikke forstår. De forstår ikke størrelsen på Europa, kapaciteten eller for eksempel presset fra flygtningekrisen. De har ikke efterkrigstiden i årerne, og de har svært ved at se, hvorfor de som amerikanere skal bruge deres penge på at hjælpe os – hvorfor kan Europa ikke hjælpe sig selv, spørger de. Præcis af den grund er vores job at sikre, at Europa og Danmark forbliver på landkortet.

Men Danmark har fået et par ridser i lakken. For nylig langede USA ud efter os, fordi de ikke mener, at vi og andre lande i Europa leverer, hvad vi skal til NATO. Og der var ballade herovre, da flygtningestrømmen kom til Europa, og lovgivningen blev strammet – ikke mindst med 'smykkeloven'. I en steppebrand af Twitter-opdateringer og opslag på andre sociale medier ramte nyheden amerikanerne på nul komma fem. Vores ellers utopiske Bernie Sanders-mønstersamfund blev tegnet meget sort og umenneskeligt op.

Lars Gert Lose

Danmarks ambassadør i USA siden august 2015.

Født på Amager i 1969, flyttede til Tønder som 4-årig, hvor han voksede op og gik i gymnasiet.

Kandidat i statskundskab fra Aarhus University og master i internationale forhold fra University of Warwick, England.

Gift med Ulla Kølvraa Rønberg. De har tre børn på mellem fem og 16 år.

Blandt andet tidligere udenrigspolitisk rådgiver for Per Stig Møller, Lene Espersen og forhenværende statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Vores netværk skulle stå sin prøve - ikke mindst i Kongressen, og vi kørte selv af sted på de sociale medier. Jeg var ret overrasket over, hvor langt vi faktisk nåede ud. Vi havde samlet de faktiske forhold om, at hvis USA for eksempel skulle tage imod lige så mange asylansøgere, som Danmark gjorde i 2015, skulle der komme 1,2 millioner over grænsen (til sammenligning tog USA imod mindre end 100.000 samme år, red.). 

I den – og alle andre situationer – er jeg per definition enig med, hvad politikerne vedtager derhjemme. Jeg skal ikke forklare, om det er rigtigt eller forkert. Jeg skal sætte beslutningerne i kontekst, så de ikke bliver misforstået og ikke skader vores samarbejde med amerikanerne, om det så er politisk, kommercielt eller noget helt andet.

I dag vil journalisterne igen hellere tale med mig om grøn energi, vores bidrag til de internationale kriser, LGBT-rettigheder, vores velfærdstat med gratis uddannelse og sundhedsydelser. Danske værdier. Så vores indsats må have virket. Jeg er faktisk overrasket over, hvor meget gennemslagskraft, Danmark generelt har. Men det tager overhånd, når vi bliver beskrevet som et socialistisk utopia. Vores liberale markedsøkonomi i Danmark er meget velfungerende, vi er en god handelspartner, og det skal USA være interesseret i. Danmark jo lever af sin eksport.

Når jeg går ud ad døren, skal jeg være en, de andre vil lege med. De andre skal være interesserede i at lege med mit land. Jeg skal kunne mit fag og kende mine sager, men jeg skal også skille mig ud personligt. I USA spiller familien en vigtig rolle, hvis man vil ses. Derfor tager jeg gerne Christianiacyklen frem og tramper op ad Washingtons bakker med min yngste datter foran. Eller spiller 'Der er et yndigt land' lettere gennemsnitligt på guitar; jeg troede jo i øvrigt, jeg skulle være rockmusiker i mine sabbatår efter gymnasiet og før universitetet, så jeg kan stadig lidt. Talentet er ikke overvældende, men forsøget giver god omtale.

Min eftermiddag og aften byder som regel på et par receptioner. Det er nok for stærkt at sige, at jeg hader dem ... men de er i hvert fald ikke min favoritdisciplin. Jeg er hverken særlig god til pindemadder eller smalltalk, men det er her, man kan få adgang til personer, områder og informationer. Men det bliver også hurtigt en sludder for en sladder, så jeg kommer som regel 10 til 15 minutter for sent. Når jeg kommer, kan jeg se, om der er nogle, jeg skal bruge til noget, og ellers er det bare med at komme af sted derfra igen. Lige nu handler det især om at få kontakt til dem, der kan være gyldne kort på hånden, når enten Hillary Clinton eller Donald Trump bliver præsident.

Jeg kan ikke tage mig af, hvem af dem det bliver. Men jeg og resten af den danske ambassade kan få og skal have gode venner i begges lejre. Næsten hele den øverste del af embedsværket bliver nemlig skiftet ud, når en ny præsident kommer til, og det nytter ikke noget at skulle til at starte forfra.


Foto: Marie Hald.

Klokken 18 er der aftensmad derhjemme. Hvis jeg altså ikke er ude til et arrangement, en reception eller en anden sammenkomst. Vi har også selv aftenarrangementer. Omkring 5.000 til 7.000 mennesker krydser vores bolig om året. Så det er bestemt noget andet end at sidde hjemme i en forstad til København, spise og lave lektier. Men jeg tænker faktisk ærlig talt ikke så meget over det... heldigvis har amerikanerne ikke danske vaner. I stedet for at blive hængende den halve nat, så går man hurtigt igen.

Hvis jeg ikke er ude at rejse, så er jeg hjemme mellem ni og ti. Mit arbejds- og privatliv er 100 procent blandet sammen, og der går rigtig mange timer på arbejdet i løbet af en en uge. Men det er ikke noget nyt, det er vel konsekvensen af at være draget af et hektisk arbejdsliv. For nogle år siden skulle jeg flytte i Danmark, der ringede kontoret også efter mig, og så endte jeg med at overlade hele min flytning til mine venner, der var kommet for at hjælpe.

Jeg vil ikke sige, jeg har mistet personer, jeg har haft nær, undervejs. Men der er meget få, jeg holder tæt, og rigtig mange jeg kun kender arbejdsrelateret. Indtil videre skal jeg være i Washington mindst to år mere, og hvor kliché det end kan lyde, så er jeg endt midt i min personlige amerikanske drøm ... og jeg er en tilfreds og stolt diplomat, når jeg går i seng."

LÆS OGSÅ: Lukas Graham har higet efter berømmelse siden barndommen: "Jeg vidste, at det ville ske. Jeg har altid vidst det"

LÆS OGSÅ: Her er mit cv med fiaskoer, jeg aldrig fortæller om

LÆS OGSÅ: Rekrutterings-direktør: "Dem, der bliver forfremmet, er dem, der knokler"