Designsamarbejdet mellem Supreme og Louis Vuitton er blevet kaldt det mest hypede nogensinde, og sjældent har en kollektion oplevet så voldsom popularitet. Alligevel er det lykkedes den 15-årige milliardærsøn Rashed Saif Belhasa at tage hypen til nye højder.

I en ny video kan den 15-åriges mere end 700.000 følgere på YouTube, hvor han går under navnet Money Kicks, følge med, når Belhasa får indpakket sin tidligere gule Ferrari i rødt og hvidt Louis Vuitton-print. En proces, der tager to dage, og som beløber sig til den nette sum af 200.000 pund svarende til cirka 1,6 millioner danske kroner.

I videoen begrunder teenageren sit ekstravagante køb med, at det “handler om detaljerne”. Undervejs får han også vist sine følgere, hvilke biler han planlægger at forkæle sig selv med i fremtiden.

Foruden Ferrarien, som har en 6,3 liters V12-motor og en tophastighed på 321 km/t, er Belhasi ifølge Business Insider Nordic indehaver af Yeezy-inspireret Cadillac Escalade og en skosamling til en værdi af knapt 6,5 millioner kroner.

Det eneste problem er dog, at aldersgrænsen for at køre bil i Dubai er 18. Så Belhasa må nøjes med passagersædet i de kommende tre år, indtil han selv er gammel nok til at tage over bag rattet.

Se videoen, hvor Belhasas Ferrari gennemgår den dyre forandring, herunder.

LÆS OGSÅ: Her er det nye samarbejde mellem Wood Wood og Adidas

LÆS OGSÅ: 12 vanvittigt dyre sneakers vi gerne vil stikke fødderne i

LÆS OGSÅ: Paris’ mest hypede tøjbutik lukker efter 20 år