Thomas Skov Gaardsvig: Min tid som autografjæger

Op gennem min barndom samlede jeg på autografer.
 
Jeg ved ikke, hvordan det startede, men når jeg tænker tilbage på det, kan jeg stadig huske det kick af adrenalin, der fyldte kroppen på den unge Thomas, når han spottede et autografmål.

Egentlig er det jo noget mærkeligt noget at få nogen til at skrive deres navn på et stykke papir for så at klistre det ind i en bog. Men sådan gik jeg rundt og gjorde så mange mærkelige ting, før puberteten og internettet kom, og autografjagt var på ingen måde det mærkeligste

Det var blot fortidens sociale medie. En måde at vise sine venner, at man altså har været i kontakt med de kendte på. Det krævede en indsats, men det var det hele værd. I dag er det nemmere at være i kontakt med de kendte via Twitter, Instagram og sågar videohilsner - det vender vi tilbage til.

Jeg voksede op i Herning, og det var et dejligt trygt sted at vokse op, men det var også et sted, hvor det ikke vrimlede med oplagte autografer, så derfor var det med at slå til, når der endelig skete noget. 

I må jo forstå, at det var Herning, før Boxen blev bygget og gjorde Herning til det Herning, Herning er i dag, men dengang var Herning udelukkende vært for et enkelt cykelløb i ny og næ, og det var rent held, hvis man formåede at skaffe en autograf på andre dage af året.

LÆS OGSÅ: Syv uvaner der får dig til at lyde dummere end du er



Heldigvis var der andre muligheder for den dedikerede autografjæger, for hver uge kunne man i et ugeblad få adresser på stjernerne. Andre autografjægere skrev ind til ugebladet for at spørge om adressen til fx. Camilla Martin eller Pyrus, adressen blev så bragt i bladet, og håbefulde autograffans kunne derefter skrive til nisserne og bede om en autograf.

Det benyttede jeg mig såmænd også af, og derfor har jeg også en autografbog i dag, der rummer alt lige fra selvfølgelig Schmeichel og Pyrus til Anja Andersen og nisserne i Krummernes Jul.

Det var tilsyneladende mest sportsstjerner og nisser, jeg gik efter, men kronjuvelen i samlingen er en A4-side skrevet med brun tusch. Det er nærmere et brev end en egentlig autograf, men teksten lyder sådan:

“Kære Thomas Skov. Her har du min autograf. Den 18/9 er min fødselsdag. Du må gerne komme hvis du vil. LUKAS. Telfon: 31XXXXXX”



Den er fra Grunk. For som stor fan af Krumme-filmene skulle jeg naturligvis også have deres autografer, men den eneste, jeg har, er altså Grunks, og han tog autografen til next level ved lige at tilføje telefonnummer. Jeg fik nu aldrig ringet til ham, og jeg er ikke sikker på, at Lukas Graham har samme nummer i dag. 

Jeg kan sagtens huske følelsen, når en autograf dumpede ind af brevsprækken. Det var stort, når man var en lille purk. Tænk, at den kendte havde taget sig tid til at skrive tilbage.

Om det så bare var autografen eller om der var et brev med, det var underordnet, men tænk sig, at nogen havde engageret sig i at gøre en lille jysk dreng glad - det betød meget, og det husker jeg dem stadig for. 

Det er også derfor, at jeg i dag, når nogen af og til skriver til mig på Facebook, twitter eller kommer hen i virkeligheden og spørger om en autograf eller et billede eller en videohilsen, så kan jeg stadig huske 8-årige Thomas fra Herning og huske, hvor glad han blev, når Schmeichel sendte sin autograf. 

Derfor var jeg også lige ved at kaste mine lunger op, da der i efteråret dukkede en hjemmeside op, hvor en række stjerner tilbyder videohilsner til den nette sum af 599 kroner. Jeg har ikke ord for hvor usmageligt, jeg synes, det er at tage penge for fankommunikation. Jeg forstår udmærket, at der må være grænser for, hvad man kan få nogen til at gøre, bare fordi de er offentlige personer, men at tage næsten 600 kroner for at sende en videohilsen, det er grådighed i yderste potens. Men det er samtidig et beløb, der ikke kan være særlig meget tilbage af, hvis stjernerne opererer med at betale skat.
 
Jeg skal ikke kunne sige, om 8-årige Thomas var blevet narret til at købe en videohilsen, hvis han havde haft internet dengang. Jeg tror ikke, jeg ejede 600 kroner, før jeg var teenager, så jeg havde været ude over det dilemma.

Men autografer kunne også være dyre nok, for de kostede en ordentlig portion angst, nerver og overvindelse, men man blev til gengæld betalt tilbage i enorm lykkefølelse.
 
Det meste af året kunne jeg autografjage i trygge omgivelser i mit barndomshjem men den ene dag om året, hvor der var gadeløb i Herning, måtte jeg fatte autografbogen og opsøge de kendte, og jeg har aldrig været ved at skide mere i bukserne, end da jeg så Keld Heick på torvet i Herning.

Han havde optrådt i forbindelse med cykelløbet, og jeg havde jo set ham så mange gange i fjernsynet, at selvfølgelig skulle jeg have hans autograf. 

Jeg husker bare, at mine arme rystede, og at jeg slet ikke kunne få fremstammet ordene, da jeg rakte autografbogen frem mod ham, men selvom Keld Heick var kendt, var han så sød og rar og tog sig tid til at skrive sin autograf og tale med mig om, hvem jeg mon troede vandt gadeløbet, og inden vi skiltes, og han skulle hjem til Hilda, sagde han de ord, som jeg stadig husker 20 år senere: “Du er en god dreng, Thomas”



Det har inspireret mig. Jeg vil være mere Keld Heick-agtig. En, der giver sig tid, en, der sørger for at selv den mest nervøse lille purk er tryg og en, der ikke tager 600 kroner for en videohilsen.

Det ville Keld Heick ALDRIG gøre.

LÆS OGSÅ: Alt jeg vil i 2015 

LÆS OGSÅ: Nikolaj Koppel-testen

LÆS OGSÅ: Du lægger ikke medisterpølse på Instagram

Se, hvad vi ellers skriver om: Thomas Skov Gaardsvig