Guide: Spis og drik i Venedig
Foto: Scanpix m.fl.

Guide: Spis og drik i Venedig

Byen, der står på pæle for dig, er og bliver en af verdens største seværdigheder. Gastronomisk set er det ikke Italien fra den bedste side,men som sædvanlig skal man blot et par skridt væk fra de allermest nedtrampede stier for at finde de små, gode steder. Vi fandt seks af slagsen.

Venedig er en af verdens mest besøgte byer – mere end 12 millioner finder vej hvert år. De fleste kommer i halvåret fra forår til efterår, og de mange mennesker kommer for at opleve et sted, der ligger inden for et ganske lille areal.

Man kan derfor godt glemme alt om at have byen for sig selv; der er turister i hobetal. Og så alligevel – turister er flokdyr, så på forunderlig vis er det muligt (faktisk ret let) at finde sidegader – og sidekanaler – der er ganske uforstyrrede. gastro fandt 6 gode spisesteder og dem deler vi med dig på de næste sider...

Fortsætter på næste side...
Ae Oche


Pizzaen er ikke hjemmefødt i Venedig – den er jo napolitaner – men det forandrer ikke på, at pizzarestauranten Ae Oche er et rigtig godt bud, hvis man er i fastfoodhumør. Og måske også i humør til ikke at skulle ha’ den helt store udskrivning – det kan man meget let få i Venedig!

Der er over 50 pizzaer på kortet, som dog også har andre valgmuligheder end netop pizza. Vinkortet er fuldstændig uprætentiøst, ligesom betjeningen er hurtig og effektiv snarere end specielt indfølt – ’ungdommelig’ ville der står i guidebøger af lidt ældre dato.


Attraktionen er klart de gode pizzaer til en billig penge og så ikke mindst den fantastiske beliggenhed på Záttere Ponte Lungo, promenaden langs Canale della Guidecca. Den brede kanal har snarere karakter af travl havneindsejling end af kanal, og man behøver ikke være en i særklasse barnlig sjæl for at falde i staver over trafikken af vaporetti (vandbusser), slæbebåde og sågar enorme krydstogtskibe, der glider forbi som et underligt uvirkeligt drømmesyn, helt tæt på kajen.

La Giudecca-øen, som man sidder og kigger over på, har indtil for få år siden levet noget af en skyggetilværelse i forhold til Venedig i øvrigt. Øen er domineret af beboelse og småindustri, men en vis mondænitet er ved at snige sig ind takket være en vis Sir Elton John, der har købt et palæ på øen og har sit yndlingssted dér, fiskerestauranten Altanella, nede om hjørnet i Calle delle Erbe.

Den store bygning, der nærmest ligner en gotisk mastodont fra Batmans Gotham City, og som man ser over på fra Ae Oche, er Mulino Stucky, en kombineret mølle og pastafabrik, der lukkede tilbage i 1954, og som efter at have stået tom i årtier er blevet indrettet til kongrescenter og luksushotel.

Summa summarum – sørg for at komme til at sidde udenfor, og der er så mange borde, at man ikke behøver at vente ret længe, hvis man kommer halvsent i forhold til frokost eller middag og stiller sig op og venter.

Záttere, Ponte Lungo 1414

aeoche.com »

Antica Locanda Montin


Der er ikke noget som italienske restauranter, der kan mønstre vægge plastret til med foto af berømtheder, der gennem tiderne har frekventeret stedet. Brad Pitt, Robert De Niro, Mick Jagger og David Bowie har lagt vejen her forbi, også Jimmy Carter i sin tid som præsident, og i tiden før og i årene efter 2. Verdenskrig var bl.a. Visconti, Hemingway og Peggy Guggenheim stamkunder.

Stedet er ikke i den forstand mondænt, men det påvirker klart prisen, at Montin historisk set har været et sted for det kunstneriske og litterære jetset, og en frokost eller middag for to vil typisk ligge på 1.000-1.500 kr. Maden er i den fuldstændig klassiske trattoriatradition – og det er en fornøjelse, men regn som sagt også med at skulle betale for det.

Som så mange andre steder i denne her lagune- by, så er Montin også god til fisk og skaldyr – og hæver sig her noget over førnævnte trattoria-niveau. Restaurantens indre er typisk for trattoriaer – dvs. herligt ikke stylede og et meget charmerende sted at sidde i vintersæsonen, mens gårdhaven er vidunderlig skyggefuld en varm sommerdag og næsten ubærlig romantisk en ditto sommeraften. Montin har i øvrigt også et par værelser til leje oven over restauranten.

San Trovaso Fondamenta Eremite 1147

locandamontin.com »

Linea d’Ombra


Hvis det bliver for meget med renæssancepalæer, barokengle og verdenskunst, så er Linea d’Ombra en kærkommen modgift. Det strengt minimalistiske interiør står i skarp kontrast til byens svulstighed i øvrigt, og det skarpe og enkle går igen på tallerkenen, hvor venetianske klassikere nyfortolkes.

Fisk spiller en særlig rolle på spisekortet, og hver dag er der – uden for kortet – en komposition af de aktuelle landinger på fiskemarkedet ved Rialto-broen. Da undertegnede var der, var dagens fiskespeciale en slags sashimi af kammusling, jomfruhummer, pighvar og østers(!). Den slags går kun an med pivfrisk fisk – og det var, hvad det var.

Få Thomas Rodes opskrift på fjæsing fyldt med kammusling her.


Vinkortet er overdådigt – stedet er det ene af to i Venedig, der pynter sig med at være omtalt (for vinkortets beskaffenhed) af Wine Spectator. Flere guidebøger omtaler Linea d’Ombra som værende en vinbar også, men det er ikke korrekt.

Om sommeren sidder man skønt udenfor på pontonen og kan nyde udsigten til Andrea Palladios Il Redentore kirke ovre på Giudecca. Man sidder næsten på ’nordspidsen’ af Dorsoduro ved Canal Grandes udmunding i lagunen, og i skumringen er der en fantastisk solnedgang over fastlandet med silhuetter af kraner og industriel skyline – som et impressionistisk sen-1800-tals maleri.

Priserne er høje, og tjenerne spørger konstant til ens velbefindende, så det gør næsten ondt at ymte, at netop betjeningen nok ikke helt lever op til det ellers skarpe set-up.

Záttere, Ponte dell’Umiltá, Dorsoduro 19

ristorantelineadombra.com »

Osteria ai 4 Feri


Området omkring Campo San Barnaba er gå ud-stedet i Dorsoduro. Den håndskrevne menu med ganske få numre skifter dagligt, og der er dage, hvor den udelukkende består af fisk. Men uanset hvad så står den på klassisk, enkel tilberedning – nogle gange af venetiansk tilsnit, andre gange blot italiensk bondekøkken, som man kender og elsker det.

Jeg fik diverse charcuteri til at begynde med, derpå spaghetti al vongole (med små hjertemuslinger, hvidløg, hvidvin og persille), derpå fegato alla venezia (rosastegt kalvelever med løg), en insalata mista og en halv af husets hvide og en halv af husets røde, espresso og grappa for omkring 300 kr.

Få en opskrift på spaghetti al vongole her.

Det er virkelig value for money og direkte billigt i en by, der ellers godt kan blanke en af, hvis det skal være. Betjeningen er hurtig og ’kontant’ uden at være afmålt eller direkte uhøflig. Man er naturligvis genkendt som turist på sekundet, og det taler absolut til ens fordel, hvis man følger den klassiske italienske skik med at bestille et helt måltid og ikke bare en suppe eller salat.

Det er også klogt ikke at spørge efter crème brûlée, og lad også være med at insistere på ikke at ville have det obligatoriske brød (halvanden euro for pane e coperto på regningen – brød og opdækning). Nogle amerikanere ved mit nabobord gjorde al det forkerte og nød værtinden Barbaras fulde foragt.

Værtinden Barbara er i øvrigt ikke en klassisk, italiensk madmor, men yngre, i jeans og kondisko og med en ret så fejlplaceret tatovering. Den skulle nu ikke ha’ siddet et andet sted – den sku’ slet ikke ha’ været der! Barbara er uddannet sommelier, og derfor er det også værd at spørge efter mere spektakulære flasker end dem, der står på kortet. Osteria ai 4 Feri er en lille, upoleret perle! Bestil bord, eller kom sent i håb om en ’anden seating’. NB: Cash only – kreditkort modtages ikke.

Calle Lunga San Barnaba

Ingen hjemmeside

Osteria alla Bifora di Bernadi Franco


Bifora ligger i den sydlige ende af Campo Santa Margherita – Dorsoduros midtpunkt. Den store plads er hverken prangende eller speciel skøn, men den vinder på sin livlighed. Campo Santa Margherita er ikke til for turisternes skyld – den er venetianernes egen udendørs dagligstue.

Osteria alla Bifora har et par borde udenfor og ser lidt snasket ud udefra – og lidt lukket. Værtinden i udslidte slippers, småfedtede bukser og cigarethoste virker noget afvisende, men man skal hverken skue hende eller stedet på hårene. Hun – der ikke taler et ord engelsk – tør op, så snart hun fornemmer, at man faktisk er interesseret, og indenfor åbenbares et stort, højloftet lokale, en lang bardisk og en bagvæg med flasker en masse og ikke mindst en glasmontre fyldt med lækkerier.

Efter at have modtaget bestilling – ingenting skrives ned – forsvinder hun ind i mørket og giver sig til at skære pølser og skinke og anrette småretter og hapsere på store tallerkener. En af specialiteterne er sarde in saor – en typisk Venediganretning (friterede sardiner i en sur/sød lage med rosiner og pinjekerner – minder om vores marinerede stegte sild).

Vinkortet er stort, men uprætentiøst. Mange af vinene serveres glasvis. Ca. 250 kr. pr. hoved for at spise sig stopmæt. NB: Kreditkort modtages ikke.

Campo Santa Margherita
Ingen hjemmeside
Cantinone Gia Schiavi

Vinbar, café og vinbutik i ét – intet mindre end et fantastisk sted, en af byens største seværdigheder efter min mening, som ikke er rendt over ende af turisthoben – som man jo ret beset selv tilhører.

Stedet, der også kendes som Al Bottegon eller blot Cantinone, ligger ved den lille San Trovaso-kanal, ikke langt fra et af Venedigs sidste squeri, gondolværfter, squero di San Trovaso. Cantinone er et meget lokalt sted, hvor man dagen igennem kan se folk fra kvarteret komme forbi og få sig en espresso eller et hurtigt glas vin eller tre (om formiddagen). Man kan faktisk få indblik i den latinske barkultur, som fortsat findes, om end den er svært forenelig med et moderne byliv. Og så kommer man for maden.

I glasdisken står et utal af småhapsere, panini og crostini. Udvalget er enormt, og et skilt på væggen fortæller da også, at stedet har vundet det årlige Panini-mesterskab i Rimini. Jo, De læste rigtigt – Panini-mesterskab. Det er ikke et sted, man sidder ned – og et skilt gør opmærksom på, at man ikke må sidde på broen udenfor – men det stående måltid af småretter kan alligevel sagtens gøre det ud for en regulær frokost.


Vinen serveres glasvis, de lokale drikker typisk en fra store flasker uden etiket, men der er et glimrende udvalg af diverse DOC-vine – altså vine, man rent faktisk kan se, hvad er! Da det jo også er en vinforretning, kan man desuden vælge en af de hundredvis af flasker på hylderne fra gulv til loft. Priserne er absolut moderate, og stemningen er fantastisk.


Mange turister finder vej dertil, men de dominerer ikke, og stedet er og bliver et lokalt samlingspunkt. Der lukkes ved 20-tiden, så noget aftensted er det altså ikke.

Fondamenta Nani
Ingen hjemmeside
__________

SE OGSÅ:  Gademad: 9 meals on wheels i London

Bliv ven med gastro på facebook »

Se, hvad vi ellers skriver om: Gastronomi, Artikler og Mad