Comeback
Foto: HBO Ian McShane i rollen som Al Swearengen.

'Deadwood'-film tættere på: HBO planlægger optagelser næste år

Det Vilde Vesten bliver bragt til live igen.

Rygende seksløbere, lovløshed og skruppelløse banditter.

Saloondørene kan endelig være på vej til at blive sparket op til en efterfølger til den dystre, ekstremt voldelige og voldsomt savnede westernserie ’Deadwood’, der efter manges mening fik en alt, alt for kort levetid.

Kilder bekræfter over for TVLine, at HBO øjner en startdato næste efterår for at begynde produktionen til den længe ventede ’Deadwood’-film, der skal genoplive serien, som blev en øjeblikkelig klassiker, da den gik sin sejrsgang på HBO i perioden 2004-2006.

Serien gav et barskt indblik i 1870’ernes USA med den lille, ulovlige flække Deadwood som centrum. En koloni dybt inde på indianernes territorium, som tiltrak alle mulige usle karakterer med skumle bagtanker. Resultatet var en blodig og råt for usødet western, der dog kun fik tre sæsoner.

Nu kan dødvandet blive brudt og ’Deadwood’ få et comeback, som mange fans af serien sikkert har gået og drømt om i over ti år.

Programchef i HBO, Casey Bloys, har da også tidligere fortalt, at manuskriptet er på plads. Det er skrevet af seriens skaber David Milch.

”Jeg synes, at det er et fantastisk manuskript. Hvis vi kan klare det på et budget, der giver mening for os, og hvis vi kan samle skuespillerne igen, hælder vi til at gøre det,” sagde Casey Bloys i sommer.

Og nu ser det altså ud til, at projektet er kommet endnu tættere på at blive en realitet.

LÆS OGSÅ: 6 stærke kvinder i serier du bør streame

LÆS OGSÅ: Claes Bang ville banke instruktøren bag deres fælles palme-succes: "Han har stjålet min pris, den lille svenske wanker"

LÆS OGSÅ: Streep, Hanks og Spielberg går sammen i ny storfilm: Se traileren til ‘The Post’ her

Se, hvad vi ellers skriver om: HBO, Serier og Film