Kierkegaard, Mads Langer, Knausgård og Kent. Nordisk melankoli har mange hundrede år på samvittigheden, og vi nordboere har et afhængighedsforhold til alvor, skyld og sortsyn – men her er jo også mørkt som i en ligkiste halvdelen af året. Det er nordisk nedtur, det er dejligt.

December 950 Det er koldt som Gorm den Gamles blåfrosne klokkeværk, og der er generelt langt mellem snapsene. Vi er dybest nede i kalenderhullet, men nu går vi mod lysere tider. Det skal fejres med en lysfest. Vi kalder det vintersolhverv, når vi drikker og bøvser, æder og horer mørket langt væk.

1500 Nu havde vi det lige så sjovt. Så kommer protestantismen og siger, at vi skal skamme os langt ned i helvede. Så det gør vi. Fy for satan, hvor er vi nogle klamme syndere. Had dig selv mere end din nabo, og skynd dig at dø.

1603 Nej, det er faktisk Shakespeares skyld det hele, for han udgiver litteraturhistoriens kendteste drama, ’Hamlet, Prince of Denmark’. Hamlet går melankolsk rundt på Kronborg Slot, indtil han tager sig sammen og nakker sin onkel, der nakkede Hamlets far, kongen. I det oprindelige sagn om Amled, en prins i Jylland, som Saxo fortæller i sin ’Danmarkskrønike’ i 1200-tallet, er Amled/Hamlet overhovedet ikke melankolsk. Men Shakespeare baserer sit drama på franskmanden François de Belleforests pimpede genfortælling, som ud af det blå gør Amled/Hamlet til en samspils- og blues-ramt dødbider. Så meget endda, at Hamlet er blevet synonym med fænomenet melankoli, og at betegnelsen ’The Melancholy Dane’ er blevet et begreb.

LÆS OGSÅ De 10 bedste Zlatan-citater

1730 ”Naar jeg engang maa træde / Af denne Verdens Jammerdal.” H.A. Brorson, stor dansk salmedigter og pietist. (Det er sådan en, der synes, at livsglæde er noget, Fanden har skabt).

1800-tallet Hvor skal vi begynde? Søren Kierkegaard skriver selvhjælpsbøgerne ’Sygdommen til Døden’, og ’Begrebet Angest’. Vilhelm Hammershøi maler klaustrofobi unlimited i udflydende københavnske stuer. I Norge sidder Henrik Ibsen og skriver teaterstykker om lorteliv og forstillelse, mens Edvard Munch maler ’Skriget’.

1902 ”Livet er en jammerdal,” skriver Gustav Wied, dansk forfatter i ’Livsens ondskab’. I 1914 begår Wied selvmord ved at indtage cyankalium.

1960 Ingmar Bergman kan instruere skyld og skam, fortrængninger og uønskede graviditeter i alt for lange, lyse sommernætter bag en uheldssvanger rød skærgårds-træhytte. Svenskerne skyller skylden ned i skumringen med hjemmebrændt snaps, som gør blind. Ligesom kærlighed. Den er pr. definition ulykkelig.

1970’erne Kurt Trampedach maler ubodeligt ensomme, forpinte danskere i selvmordsbrune nuancer. Gustav Wieds ’Livsens ondskab’ bliver til en voldsomt populær tv-serie. Målt på indbyggertal har Danmark det næsthøjeste antal selvmord i Europa. Selv ABBA’s gyng-med-melodier er skrevet i mol.

LÆS OGSÅ Hvis Instagram havde eksisteret gennem hele verdenshistorien

1986 80’erne er destilleret sortsyn på flaske, men 1986 er vintage-året over dem alle. Henrik Nordbrandt udgiver Danmarks nationaldigt ’Året har 16 måneder’, hvor ordet november gentages fem gange. Nordbrandt flygter til Tyrkiet, fordi han ikke kan holde danskerne, mørket – og lyset – i Danmark ud. Hans 27-årige kollega, altid sortklædte Michael Strunge, kaster sig ud fra 5. sal. Danmark oplever sin største kollektive nedtur siden Dybbøl, da vi taber 1-5 til Spanien ved VM i Mexico. Sveriges statsminister Olof Palme bliver skudt. Mordet og den manglende opklaring udvikler sig til et tikkende traume i svenskernes kollektive underbevidsthed.

1990’erne Ironi er bare et desperat, passivt-aggressivt forsøg på at skjule, at det hele er ad helvede til. Søndag kl. 17 er det foretrukne tidspunkt at begå selvmord på i Danmark, viser statistikken.

2005 Ingen kan være lækkersortsynede som svenskere i grå Filippa K-skjorte og sorte Acne-jeans. Kent udsender ’Du & jag döden’, som cementerer bandet som Skandinaviens tungeste navn. Albummets postludium ’Mannen i den vita hatten (16 år senare)’ har siden været ekstranummer ved alle bandets koncerter, som slutter med forsanger Joakim Bergs gentagne messen af sætningen ”Vi ska alla en gång dö.” Tak for i aften.

LÆS  OGSÅ Millionærklubben mod nord: Alle indbyggere i Norge er netop blevet millionærer

2008 Tomas Alfredsons kuldslået socialrealistiske film ’Lad den rette komme ind’ fra et anonymt svensk 80’er-forstadshelvede. Kun en anæmisk vampyrpige skaber en sprække af håb for den mobbede taberdreng med den enlige mor. Det er dystert, koldt og ondt. Men for en gangs skyld ender det godt og meget blodigt. Mads Langer: ”The sky is black and I am blue.”

2009 When Saints Go Machine: ”We are all lost (…) We fail forever.”

2010 Norge er ikke kun selvfed, olieindsmurt langrendslykke. Karl Ove Knausgård og Per Petterson hedder to forfattere med hvert sit møllehjul af tonstung tristesse fra en traumatisk opvækst om halsen. Den driver ned ad siderne som novemberregn i Bergen. Der er også dødsmetal, stavkirkeafbrænding og Breivik.

2011 Lars von Trier skænker verden ’Melancholia’. Apokalyptisk røvtur. Lykke Li: ”Sadness is a blessing. Sadness is a pearl. Sadness is my boyfriend. Sadness, I am your girl.”

2012 Jonathan Johanssons ’Klagomuren’ (Grædemuren) gør Sverige endnu mere melankolsk. Jo, det kan godt lade sig gøre.

2013 Trentemøller i Berlingske Tidende: ”Der er noget opløftende ved melankoli.”

FACEBOOK Bliv ven med Euroman