Premieren for den anden sæson af bilprogrammet ‘The Grand Tour’ lurer lige om hjørnet. Som optakt til gensynet med Jeremy Clarkson, Richard Hammond og James May har holdet bag netop udgivet en ny ‘behind the scenes’-video - og det lader til, at den nye sæson kommer til at byde på endnu flere nervepirrende scener, når de tre værter begiver sig ud i halsbrækkende tricks.

I klippet brainstormer den britiske trio over, hvordan de skal gribe deres kommende kendis-gæster i programmet an, da det bredt kritiserede koncept ‘Celebrity Brain Crash’ er blevet droppet. Clarkson udvikler her idéen til ‘Half-a Romeo’ - en Alfa Romeo, der er skåret midt over, og som gæsterne skal forsøge at holde på vejbanen under høj hastighed.

May og Hammond, som i videoen er på krykker efter sin voldsomme ulykke under optagelserne til sæsonen, er dog en smule mistroiske over for konceptet - og med god grund, viser klippet. Clarkson holder dog fast i, at ‘Half-a Romeo’ er en udmærket idé ud fra argumentet om, at “selv James May kan køre den”.

Anden sæson af ‘The Grand Tour’ har premiere på Amazon Prime 8. december. Du kan se den nye teaser-video herunder.