Indbyggerne i Pawnee er gået i hjemmekarantæne, og Leslie Knope (Amy Poehler) må forsøge at holde styr på tropperne.

Således lyder oplægget til et særligt afsnit af kultserien ’Parks and Recreation’, der egentlig lukkede og slukkede i 2015.

Men covid-19 har nu bragt det fænomenale cast tilbage for at optage et virtuelt afsnit.

Formålet er at indsamle penge til organisationen Feeding America, siger seriens skaber Mike Schur ifølge Rolling Stone.

”Som en masse andre ledte vi efter en måde at hjælpe på, og vi følte, at vi ved at bringe disse karakterer tilbage for enkelt aften kunne indsamle nogle penge. Jeg sendte en håbefuld mail ud til castet, og de svarede mig alle indenfor tre kvarter. Vores gamle ’Parks and Recreations’-hold har skabt et 30 minutters slice af karantæneramt Pawnee-liv, og vi håber, alle kan lide det. Og donerer!”

Karantæneafsnittet har premiere den 30. april i USA – hvornår det rammer Danmark, vides ikke.

Men indtil da kan samtlige syv sæsoner, som det nåede at blive til fra 2009 til 2015, ses på Viaplay.