Michael Falch scroll-down

Michael Falch: "Jeg var klar til at dø på scenen"

Malurt var dansk rocks vilde rebeller i 1980’erne. Nu er bandet gendannet 40 år senere af de i dag efterlønsmodne herrer, som vil have en allersidste tur i rampelyset. Michael Falch fortæller Jesper Friis om sammenbruddet, der satte en stopper for Malurt, og om glæden ved at finde hinanden igen.

Af Jesper Friis
Foto: Polina Vinogradova
Kultur Euroman

Når stjernen ved navn Malurt falder ned fra himlens hvælv og trækker sin lysende hale efter sig, er det slut. Malurt vil nådesløst ramme Jorden med et øredøvende brag. Den vil forgifte vandløb, søer, floder og have. Alt grundlag for menneskeliv vil blive ødelagt.

Umiddelbart er det svært at forestille sig, at de fem rare, midaldrende og ’omtrent efterlønsmodne mænd’, der sidder der i lædersofaen, kan være ophavsmænd til et rockorkester med rødder i en undergangsberetning som den om stjernen Malurt fra Johannes’ Åbenbaring i Det Nye Testamente. At de for fire årtier siden var de vilde, anarkistiske og sortklædte rebeller, der med sange om det moderne menneskes fremmedgørelse i storbyerne var klar til at omstyrte samfundet og selv falde døde om på scenen.

Men det er de.

Her backstage i Magasinet i Odense før en af de mange udsolgte genopstandelses-koncerter ligner de nu mere en flok karakterer fra en film af Anders Thomas Jensen. Fem typer på omkring de 60 år med hver deres rolle i en imaginær film om et dansk rockorkester, der i ganske få år i starten af 80’erne lyste op på rockhimlen og – lige så hurtigt som stjernen Malurts fald – pludselig brændte ud og forsvandt:

Dia med den folkloristiske kalot, som de grå krøller titter ud under. Han er den rolige it-arkitekt fra Egedal Kommune. Malurts mediator og kloge, færøske klippe. Hatten er vist fra Uzbekistan.

Mors, den kraftige trommeslager fra Bornholm. Lokal-tv-fotograf til hverdag og spøgefuglen i bandet – altid med en munter replik på læben, når det hele bliver for alvorligt eller for sort. Han er Malurts tunge, rytmiske omdrejningspunkt. Det er ham, der siger om Malurts såkaldte ’langtidsparkering’ i 1984, at den sikkert har afstedkommet en dynge af parkeringsbøder under vinduesviskeren, hvor køretøjet nu end måtte stå.

Pete Repete, tangentspilleren, som de kalder ’ingeniøren’, fordi han hele tiden piller ved teknologien og eksperimenterer med lyden fra sine keyboards. Musiker og komponist hele livet. Han spillede med C.V. Jørgensen, Sanne Salomonsen og Big Fat Snake og lavede filmmusik, før han vendte tilbage til Malurt.

Christian eller ’Kedde’ med det skaldede, runde hoved og troldeørerne. Præstesønnen fra Tønder, vildbassen og guitaristen i bandet, som altid skal gå til grænsen og gerne over, når han med både tårer og ild i øjnene fyrer sine guitarsoloer af.

Og så Michael, stjernen og sangskriveren. Frontfiguren, som med sine markante vertikale furer i ansigtet, den hæse, lidt kantede vokal, intensiteten på scenen og de undergangsfascinerede sange blev Malurts varemærke. Det var også Michael, der slukkede Malurts fælles drøm og forlod de fire andre, da de endelig var nået helt til tops – udbrændt, nedslidt, færdig.

Nu sidder de dér, dommedagsorkestret Malurt, 40 år senere. Klar til en sidste tur på landets scener, før lyshavet bliver slukket for allersidste gang.

Vil du læse resten af artiklen?
Allerede medlem? Log ind her
Bliv medlem og få fuld adgang til
hele EUROMAN.dk fra 23 kr./md
Prøv 14 dage gratis uden binding
Vælg abonnement her Euroman Premium
Opret dig gratis her