1.

”Vi (Jeppe og Tomas Høffding, red.) mødte hinanden, da vi spillede et bryllupsjob sammen. Der var også en anden sanger, men vi to havde kemi, og så mødtes vi en mandag aften og sad og jammede. På den ene aften lavede vi tre numre, som vi sendte ud til fem pladeselskaber. En uge efter havde vi en aftale i hus.

Det gik helt vildt stærkt, selvom det egentlig bare startede som et sideprojekt, men det var ikke angstprovokerende. Det har tværtimod sat nogle fede tråde i os, for det betyder, at vi godt kan tage tingene seriøst – men også har en ’fuck it’-attitude, der gør, at vi kan rejse i 40 timer og ankomme til en strand, hvor vi skal spille med en transistorradio som forstærker og give den gas. WhoMadeWho er lidt hipster-dj møder bryllupsband.”

2

”Vi gør ofte det modsatte af, hvad andre siger. Vores andet album var lidt en sjov sammenblanding af pop og disco, og da vi skulle arbejde på det tredje, var der mange, der sagde, at nu skulle vi lave et rigtigt pop-album. Der var også en tysk pladeselskabsmand, der sagde, at vi blev nødt til at tage flere kostumer på, ellers ville der ikke være nogen, der gad at se os. Så signede vi med et undergrund techno-label i stedet.

Hvis vi ikke havde gjort det, tror vi ikke, at vi ville eksistere i dag. Vi kunne godt lave en plade, der tilfredsstiller kommerciel radio, men det er tomme kalorier. I stedet lader vi vores egne drømme og visioner styre, hvor vi går hen. Det er også det, vores nye album, ’Through the Walls’, handler om. Det er vores historie som band. Vi kæmper mod dem, der siger, at tingene ikke kan lade sig gøre.”

3

”En koncert, der gik fuldstændig galt, var i Acapulca i Mexico. Vi havde lige været i Colombia og spille to koncerter. Mens de i Colombia festede vildt, måske hjulpet af lidt kokain, var der i Mexico en masse hipstere, som spiste svampe og hashkager og var fulde af kærlighed. Vi havde lige spillet for de dér relativt aggressive colombianere, så vi var vant til, at den bare skulle have én over nakken.

Oveni var vi virkelig stressede, for kort tid før koncerten skulle gå i gang, var vores udstyr stadig ikke kommet. Det hele lykkedes i sidste ende, men vi har aldrig spillet så højt, hårdt og grimt som til den koncert. De dér stakkels hipsterfyre blev helt forskrækkede. Vi ramte fuldstændig ved siden af.”

4

”Vi har en kæmpe kærlighed til Mexico. Vi spillede en koncert under festivalen Corona Capital i Mexico City, og vi tænkte, at det bare var endnu et job. Men da Tomas (Barfod, red.) gik op på scenen for at tilslutte et stik en halv time før koncerten, stod der 500 mennesker og skreg vores fornavne.

Da vi begyndte, var teltet fyldt helt op med 20.000 hoppende tilskuere. Det var en vild oplevelse. Vi havde ikke noget pladeselskab i Mexico, og der var intet fundament for, at de skulle kende til os – ud over YouTube. Sidst, vi var dernede, så vi en masse fake WhoMadeWho-merchandise, kopper og trøjer og sådan noget. Når det sorte marked begynder at satse på en, ved man, at det går godt.”

5

”Det sidste, jeg (Tomas Høffding, red.) husker efter koncerten til Corona Capital, er, at vi stod omkring et bord med en flaske tequila i midten. Jeg fik lov til at låne en golfvogn, som jeg kørte rundt i og lavede hjulspin i.

Bagefter gik vi over til en anden koncert, hvor jeg åbenbart løb op på deres scene og stagedivede fra den. Vi kom om backstage, og pludselig kiggede jeg helt sindssygt på de andre. Så hoppede jeg ind i en ambulance, der var parkeret bag ved scenen, kørte den et stykke væk og cirklede rundt i den. Ambulanceføreren løb efter os. Han var vildt sur. Vi løb videre og grinede som små skoledrenge.

Da vi kom tilbage til backstage, blev vi omringet af otte vagter, og så var det ikke så sjovt længere. Det endte med, at vores lokale vært sagde ’Don’t worry, my cousin is a police officer’. Der var måske også lidt bestikkelse indblandet. Det er første gang, vi offentliggør den historie, for vi er bange for at komme ned til Mexico City og få en dom. Man vil fandeme ikke i spjældet i Mexico.”

6

”Vi har også spillet i Kiev en måned før, russerne gik ind i Ukraine. Det var en tropenat med omkring 35 graders varme, og man kunne mærke, at der var revolution i luften. Vi kom hen til koncertstedet tidligt og snakkede om, om vi skulle tage hjem til hotellet, men vi endte i stedet med at sidde og drikke. Der var en helt sindssyg stemning.

Det er også det, man lærer, når man spiller koncerter så mange forskellige steder. Nogle gange, når Tomas (Barfod, red.) fortæller sin mor, hvor vi skal hen, er hun meget nervøs. Vi ved selvfølgelig godt, at vi spiller for en masse hipstere og ikke til gangster-fester, men ligegyldigt hvor i verden, man er, har folk virkelig en god energi. Der er bare en masse kærlighed i vores musikmiljø.”

LÆS OGSÅ: Søren Rasteds grå side: "Man skal ikke tage sex alt for alvorligt"

LÆS OGSÅ: Mads Brügger og Mikael Bertelsen:Den ironiske uskyld

LÆS OGSÅ: Disse to Peaky Blinders-skuespillere er brødre i det virkelige liv