Philips SensoTouch 3D RQ1290

Vi har testet den absolutte topmodel fra Philips og vi er imponerede. Designet er futuristisk og avanceret, og barberingen foregår med tre roterende skær. Modellen har – som prisen indikerer – en lang række særlige features. Maskinens GyroFlex 3D-system er fx indrettet til at følge ansigtets konturer mere præcist, og skæreenheden har tre specialiserede spor: riller til normale hår, kanaler til lange hår og huller til korte stubbe.

RQ1290 giver da også en sublim barbering – det føles nærmest, som om du bliver aet over huden. Min hud var irriteret på halsen efter tidligere barbering med en skraber, men omhyggelig barbering med dette produkt fik ikke irritationen til at blusse op – nærmest modsat. Barberingen er desuden tæt og fjerner næsten alle hår relativt hurtigt. Selve barberingen er altså i top både inden for komfort og tæthed. Til gengæld trækker andre småting ned. Opladning af maskinen giver en irriterende pibelyd, som tvang mig til at placere maskinen så langt væk som muligt i min lejlighed. Efter opladning blev batteriet desuden relativt hurtigt fladt efter at have ligget ubrugt et par dage. Det er ikke godt nok til prisen.

Det automatiske rensesystem har til gengæld interessante egenskaber: samtidig med genopladning kan det indstilles til tre niveauer: normal, 40 % mindre energiforbrug og intensiv rensning. Et andet plus er maskinens slanke, bøjede form, der ligger godt i hånden.

Desuden er maskinens præcisionstrimmer fremragende – ekstremt præcis og tager hverken for meget eller for lidt. Alt i alt er RQ1290 en dyr maskine, og den kan da også fås for omkring 2.200 kr. i et andet materiale, uden display og rensestation, men med lignende barberingsresultat. Den mulighed er bestemt værd at overveje. For kigger du på barberingen – som jo er det centrale kriterium – får du ikke et tættere og mere behageligt resultat.

Pris: ca. 4.399 kr.

Karakter: +++++