Hvor får man den bedste morgenmad?
”Italienerne spiser generelt ikke den store morgenmad. Så er man interesseret i andet end cornettier og cappuccinoer, står mulighederne ikke ligefrem i kø. Alligevel har min kæreste og jeg fundet et par gode steder. Især Marigold er vores personlige favorit. Stedet er indrettet rustikt med et skandinavisk præg, hvilket ikke er så besynderligt, da Marigold er danskejet. Deres mad er præget af sæsonens råvarer, og kvaliteten er i højsædet. Hvis man ønsker en simpel og samtidig velsmagende oplevelse, skabes de perfekte rammer her. Derudover kan både Barnum og Fornoconti varmt anbefales til morgenmad.”

Hvor får man den bedste frokost?
”Her er Roscioli Caffè ikke til at komme udenom. Den bestyres af min gode ven Massimo, der skaber en hjertevarm, autentisk italiensk stemning, og specielt deres ravioli skal prøves. Derudover kan jeg anbefale Forno Monteforte, der serverer ægte romersk pizza. Hvis man ønsker noget til den lille sult, er Supplizio værd at besøge. Et lille, skævt sted, der serverer italiensk streetfood med en fed vibe.”

Hvor får man den bedste aftensmad?
”I et skævt, fleretagers byhus finder man Marzapane. Der hersker en hjemlig stemning, der danner rammerne for et legende romersk måltid, og på en varm sommerdag kan aftensmaden nydes på restaurantens tag, hvilket virkelig kan anbefales. Mit go to-aftensmadssted er Felica a Testaccio, der laver eminent pasta og ligger tæt på, hvor vi bor. Særligt hvis min kæreste er i Danmark, kan jeg godt finde på at tage der hen flere gange om ugen. Derudover kan Roscioli Salumeria con Cucina nævnes, men stedets popularitet smitter af på antallet af ledige borde, så man skal sørge for at bestille bord i god tid før ankomst. Sidst kan jeg anbefale både Da Enzo og Taverna Trilussa, der ligger i charmerende Trestevere.”

Hvor får man den bedste kaffe?
”Noget af det fede ved Rom er, at man kan gå ind de fleste steder og få en udmærket espresso. Tæt på vores bopæl ligger som nævnt Marigold, og vi er der stort set hver dag for at få vores eftermiddagskaffe. Den cortado, de serverer, er by far den bedste i byen. Hvis man er nær Villa Borghese – en smuk park i det nordøstlige Rom – skal man gå forbi Faro Caffè Specialty og prøve deres kaffe. Stedets mange forskelligartede smagsnuancer og store viden på området bringer deres kaffe i top. Hvis man i stedet befinder sig tættere på byens centrum, kan Barnum anbefales.”

Hvor skal man overnatte?
”Det skal man på Palazzo Velabro, der er et lejlighedshotel, som ligger nær Colosseum og Circus Massimo. Vi har stadig til gode at bo på Six Sense, men vi er flittige brugere af deres spa-afdeling.”

Hvor skal man drikke drinks?
”Midt i centrum finder man Le Jardin de Russie, der har den hyggeligste have i midten af deres hotel-bygning. De har en dejlig atmosfære og gode vine. Il Goccetto er mit favoritspot – god vin og gode snacks.”

Hvilken aktivitet skal man lave i Rom?
”Man skal selvfølgelig se klassikerne: Peterskirken, Colosseum, Trevi-fontænen, Villa Borghese mv. Som bosiddende i Rom prøver vi at finde parker, hvor det ikke er proppet med turister. Her kan Villa Doria Pamphili nævnes. Vores yndlingssted er Parco Savello, som vi gerne kommer i tidligt om morgen for at undgå for mange mennesker. Der er en smuk udsigt ud over Rom, som kan nydes blandt appelsintræer.”

Hvor skal man shoppe henne?
”Nær Den Spanske Trappe findes alle high-end butikkerne, men for at få noget mere særligt skal man besøge Schostal dal 1870. Her kan du både finde den perfekte pyjamas eller få tilføjet dine egne initialer på deres skjorter. Derudover skal man besøge én af Roms mange piazzas.”