Der er ingen øvre grænse for københavnernes begejstring for italienske spisesteder. Det har man forstået og dyrket hos det lille Mangia-imperium, der nu bliver endnu en restaurant rigere. Navnet er Bar Amore, og placeringen er holdt til det gammelkongevejske minefelt, der efterhånden har udviklet sig til et gastronomisk hotspot.

Bag Bar Amore står Philip Skovgaard og Lea Parkins, der både danner par privat og professionelt som restauratørerne bag Mangia, Circolo, Bar la Una og Bevi Bevi.

bar-amore_m-omme_20240605_175_web.jpg

Bar Amore bliver nabo til Circolo og har overtaget den gamle cykelhandler, der indtil for nylig lå i lokalet. Det er nu blevet totalt ombygget, blandt andet med en meget stor bar og et åbent køkken, hvor ambitionerne er, at man skal komme for at have en livlig aften i afslappede omgivelser.

Og hvad er det så madmæssigt for et sted, der bliver femte finger i den handske af restauranter, der for nu er færdigsyet?

”Det bliver lidt som Bevi Bevi for 12 år siden, lidt som dengang Mangia bare var en vinbar med barretter og lidt mad. Rå hygge,” lover Philip Skovgaard.

”Vinkortet bliver stort, men det er ikke en vinbar, hvor man andægtigt skal komme ind og drikke dyr vin. Det bliver et storbykort, lidt parisisk i snittet. Circolo er meget på sangiovese, Mangia er meget nebbiolo. Det her er mere everywhere. Hvad end der er lækkert.”

bar-amore_m-omme_20240605_147_web.jpg

Maden bliver italiensk, selvfølgelig, men langt mindre dogmatisk end man kender fra parrets andre steder, forudser Skovgaard, og ikke bundet op af et specielt område eller en region.

”Vi har jazzet omkring det mere sydlige end Toscana, det er lidt mere napolitansk, men også mere tilfældigt, fordi vi har lyst til at lave en masse skaldyr. Alt er a la carte og alle priserne kommer til at blive omkring 100-120 kroner for en ret.”

”Og så har vi kigget rigtig meget mod Paris på grund af restaurantlivet og den energi, der er der. Den åndelige, intellektuelle tanke med Bar Amore er at spejle os i Paris og Milano og storbylivet dér, mens Circolo og Mangia er landsteder.”

bar-amore_m-omme_20240605_004_web.jpg

Det er parret selv, der sammen med deres team har stået for indretningen og ombygningen. Lea Parkins er uddannet fra Designskolen i København og Kolding, så fagligheden fejler intet.

”Vores grundlæggende tanke har været, at det gerne må se ud, som om Bar Amore altid har været der. Det skal ikke være så nyt og pænt. Det må gerne være tilgængeligt, men det skal ikke være en kopi af andre restauranter. Der skal ikke gå ’o sole mio’ i den, bare fordi vi laver italiensk mad,” slutter Philip Skovgaard.

Bar Amore åbner 14. juni 2024. Adressen er Gammel Kongevej 74D, Frederiksberg.