BØRNENE I ALTRINCHAM har netop fået fri fra skole. De går henad Manchester-forstadens våde fortove og puffer til hinanden i slingrende, euforisk gang iklædt deres skoleuniformer. Drengene i skjorte, slips, bukser og blankpolerede, sorte sko. Pigerne i skotskternede nederdele og ligeledes i skjorte og slips. 

På begge sider af vejen ligger toetagers rækkehuse i røde mursten med grønne forhaver. Små skorstene – en for hvert rum. Omgivelserne er som taget ud af maleren L.S. Lowrys små glimt af hverdagen i Nordengland fra midten af det forrige århundrede. 

I en sort Range Rover SUV triller vi forbi flokken af børn. Det er en grå tirsdag i april. Bag rattet i luksusbilen sidder Rasmus Højlund. Han er lige ved at færdiggøre en anekdote om noget, der skete forleden. Han og hans kæreste, Laura, havde været en tur i den lokale Tesco.

”Det gør vi altså aldrig igen,” griner han og ryster på hovedet.

Vi stopper for rødt. Rasmus Højlund trommer med sin højre tommelfinger mod rattet, mens han orienterer sig. Mod lyssignalet, mod højre, mod venstre. Ved fodgængerovergangen står skolebørnene pænt og venter. Lyset skifter til grønt. Højlund sætter bilen i gang.

”Nå, men inde i Tesco var der reeeet mange mennesker,” fortsætter han, ”og de var sådan: ’Hey, look, it’s Hojlund.’ Det blev lige lidt for meget af det gode, så vi skyndte vi os ud af butikken.”

Pludselig sænker han farten. Han kigger op mod bakspejlet. 

”Jeg tror, en af drengene fik øje på mig.” 

Der går et par sekunder.

”Okay, nu løber han altså efter os. Jeg holder sgu lige ind.”

Langsomt ruller Rasmus Højlund vinduet ved passagersædet ned. En stakåndet dreng på omkring 10 år nærmer sig med blussende kinder. 

”You alright?” spørger Højlund. 

Febrilsk nikken. 

”You want a picture?” 

Drengen nikker igen, hiver en mobiltelefon frem fra lommen og får en selfie. 

Resten af skolebørnene kommer til og stimler sammen omkring siden af bilen. Drenge og piger med store øjne. Alle skynder sig at få et billede af Manchester Uniteds nummer 11. 

Der går et minut eller to, og så vinker Rasmus Højlund til forsamlingen og siger: ”Thanks, guys, thanks a lot, but we gotta keep on moving.” Og så drejer han stille Range Roveren ud fra kantstenen.

Han kigger op i bakspejlet igen.

”Sådan en ung gut, der barer spurter efter bilen, det er altså dedikation. Det stopper jeg for. Det skal man anerkende.”